Læsetid: 4 min.

Når vi nu altid har spist Solgryn

Danskersatire serveres med både svedperler og kvalme af CaféTeatret og Kaleidoskop. Og både hos Jens Blendstrup og Martin Tulinius er der en neger i skabet
25. april 2006

Så er der forloren velfærdsidyl og smørkage til dessert! For satiretrangen kradser kulinarisk hos dramatikerne, der tilbyder buffet med Danmarks fredselskende, etniske overherredømme indbagt i små, bræklune retter. Kokkene denne uge er Jens Blendstrup, Martin Tulinius og Nicole Langkilde, og de kan mere end deres Solgryn og Lurpak. Alt til fast billetpris - værsgo!

Jens Blendstrups univers er det mest groteske. I Søstrene Knudsen raser ud på CaféTeatret lever to søstre i en kælder, mens de venter på, at tyskerne rejser hjem, så krigen kan blive forbi. Den er selvfølgelig for længst forbi, men hvad gør man ikke, når man gerne vil leve op til fars idealer om at føre slægten videre i renhed?

Blendstrups søsterportrætter er blændende - med storesøsteren som den altdominerende og lillesøsteren som den blide og naive i en selvkonstrueret verden af uretfærdighed. Idéen med at placere dem under jorden med et gigantisk bjerg af smørpakker som eneste proviant er også aldeles effektiv: Tilskuerne er ved at kaste op ved synet af heroisk smørspisning direkte fra foliepakken. Lugten af smørsovs krudter også stemningen gevaldigt op...

Camilla Bjørnvad har desuden nået et scenografisk grimhedsnulpunkt med bræddevægge, mølædte norske sweatre og okkulte genstande med grinagtig reference til danskeres maniske dyrkelse af værdiløse samlerobjekter. Velkommen hjem!

Velhængt kølle

Rikke Weisfeld spiller storesøster Rikke, og Mette Marckmann spiller lillesøster Karen. De er sminket og instrueret så grimme og uspiselige som muligt, hvilket er yderst muntert, fordi de er så kønne begge to. Og de formår at fremspille dén der sære danskerblanding af pligt og spejderære, af lov til noget og ret til noget, som bryder igennem, når nogen forsøger at springe over i køen. Det er vittigt, og også smertefuldt at overvære, netop fordi de to kvinder spiller sorgen ud over at gå og vente på det liv, der måske alligevel aldrig kommer netop til dem. Og instruktøren Emil Hansen har raffineret forløst denne smerte, så den satiriske fladhed hele tiden får modspil af noget dybere psykologisk.

Alligevel er buffeten ikke æstetisk afstemt. Manuskriptet kunne sagtens skæres i færre tern og stadig følge satirens ernæringspyramide. Fra den velhængte dyrekølle, som er stykkets point of no return, er der også lovlig langt til kaffen. Men okay. Blendstrup har villet vise, hvordan der i Danmark altid er 'en neger i skabet'. Og det er der så. Og det er lige så komisk, som det er sørgeligt. Græd så!

I Ørnsbos ånd

Menuen i den gamle Kanonhal står på solgryn og kartofler med sovs i Martin Tulinius og Nicole Langkildes buffet Det er sommer, sol & søndag. Her er det den komplette danskerfamilie, der skal gennembankes: Far der er brunstig det meste af tiden - og gerne til små piger. Storesøster der fremstønner telefonsex. Lillebror der er på stoffer, og tvillingerne der drømmer om kønsskifteoperationer. Forestillingen er helt i Jess Ørnsbos ånd: Hvis nogen har et kærligt strejf i sig, viser det sig bare at dække over noget, der er endnu værre, end du ville kunne gætte.

Det er Far til Fire, der må lægge skabelon til vrangtankerne hos Tulinius & Langkilde. Og jo, det er vældig sjovt, når de ubekymrede idylmelodier fra Lille Pers repertoire swinger ud gennem højttalerne. Alligevel bliver det alt, alt for langt. For stagnerende. For forudsigeligt. Og for ufarligt. Kun da negrene i skabet viser sig - her med pyntebast som stjernekastere på en krodessert - viser tekstforfatteren Tulinius tænder. Men ak, så stikker instruktøren Tulinius ham straks en tandstik, og så er tandsættet klar til næste portion Solgryn...

Skuespillerne er ellers helt i top. Dick Kaysø behøver bare at vise sit buskede fjæs på scenen, så er fars frustrerede historie i gang. Og Ditte Gråbøls bud på Søs er et forfriskende alternativ til den evigt smilende original, mens Ditte Hansen og Malene Melsen bringer kryptiske kirurgi-associationer ind i historien, så det ikke er til at kende Mie og Ole igen.

Stjernerollen ligger imidlertid hos Lille Per. Ham giver Janus Bakrawi sin drengede blanding af oprigtighed og opgivenhed, af jeg-har-drømme-endnu og jeg-var-lækker-engang - og Bakrawi spiller langt bedre end sin rolle... At Onkel Anders så også kan blive så morsom som Steen Stig Lommers lille forklædesteg - det skal opleves. Smag selv! Satire på menuen er lige så velkommen, som den er sjælden; de fleste af os dyrker satiren som trøfler. Spørgsmålet er, hvorfor det er så svært at ramme den helt rigtige skarphed. Både Blendstrup og Tulinius & Langkilde er rundhåndede med krydderierne. Men deres servering af pointer om danskernes selvfedme og regeringens plan med dobbeltdesserter til de udvalgte - og slankekur til resten - bliver for forudsigelig.

Eller også er Blendstrup og Tulinius & Langkilde ovenud subtile. De ved måske, at stærk sovs giver svedeture, der pibler ud gennem huden - og derefter risikerer at blive glemt. Men at smør i halve pund og brun danskersovs i litervis giver kvalme, der uvægerligt ender i opkast, der langt bedre huskes...

Fem pakker Lurpak til hver for forsøget - og et par håndværkere med skrabet smør for resultatet!

'Søstrene Knudsen raser ud' af Jens Blendstrup. Instruktion: Emil Hansen. Scenografi: Camilla Bjørnvad. Dramaturgi (skulle have været mere rå): Joan Rang Christensen. Sminke (perfekt rædselsfuldt og med de bedste ubørstede tænder længe set): Nikolaj Nielsen. Café Teatret til 20. maj. www.cafeteatret.dk

'Det er sommer, sol & søndag' af Martin Tulinius og Nicole M. Langkilde. Iscenesættelse og scenografi: Martin Tulinius. Kaleidoskop på K2 (Kanonhallen) til 13. maj. www.kaleidoskop.dk

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her