Læsetid: 3 min.

Når man er til at bære

Når man ser ballet, ser det så let ud. Manden bærer sylfiden rundt, og det hele går ud på, at tyngden ikke skal opdages
4. november 2005

Det var den dag, jeg lå på knæ og plantede roser og tulipaner i et bed ud til gaden. Vejret var usædvanlig mildt. Det viste sig at være en meget god position for at komme i snak med folk, eller rettere: med de ensomme gamle damer.

"Hvis bare min mand var der endnu", begyndte den første, der kom forbi på sin daglige spadseretur. Hun kunne ikke huske, hvad hun hed til efternavn, havde været gift flere gange og skiftet navn hver gang. Og så var hukommelsen helt sikkert ikke så god, for den lange klagesang havde de samme genkommende temaer. Med omkvædet om ensomheden og den døde mand, indtil hun efter en lille time og en del tulipanløg i jorden, gik hjem til sin hund, der heldigvis forstod, at hun var ensom.

Den næste gamle dame, der standsede op, var betydeligt mere kortfattet, hukommelsen var i orden, så det kunne ikke gentages evindeligt. Men bare han dog stadig havde været der. "Han plantede roser i tre omgange oppe hos op, men der er for meget kalk i jorden", fortalte hun, og nu havde hun ingen roser, og den korte historie var slut.

I skumringen gik jeg ind i huset betydeligt formildet over den mand, jeg deler liv med. Havde ellers været temmelig sur over, at det var mig, der var endt med madlavning og opvask omkring den børneflok, der kredsede ferielykkeligt hvinende rundt i huset. Der havde vist sig en uopsættelig professionel sag at tage sig af oppe foran computeren, af den slags, man ikke kan argumentere, men kun grave have imod.

Mens jeg bankede handskerne fri af jord, kredsede tankerne omkring , hvad det er, der gør livet til at bære. Skuldrene på de gamle damer var tyngede mod jorden. Jeg er ikke ganske sikker på, at deres afdøde mænd nogensinde vidste, at det var dem, der gjorde livet let for dem. Det er utroligt, hvor mange detaljer i forholdet mellem en mand og en kvinde, der kan gøre livet uudholdeligt. Men åbenbart også præcis udholdeligt.

Det var også den dag, da jeg lidt senere havde taget støvlerne af og var gået ovenpå, at telefonen ringede. Røret, der bliver rakt over, man tager det distræt, en kendt stemme, der ikke lyder, som den plejer.

"Ja, det er altså forfærdeligt.... død...".

Og så falder man. Hun findes ikke mere, og uafvendeligheden er en slugt, man falder i.

Og så er det, han griber. Man falder og han griber. Man glider ind i nogle arme, der er én, der holder én... Det er ikke til at bære, og så bæres man alligevel, igennem et eller andet mørke, der varer et stykke tid.

Man kan vel godt stå selv. Det gør man også, hvis det er nødvendigt. Det er heller ikke sådan, at kvinder ikke bærer, men de gør det på en anden måde - måske en måde, en mand skal tale om, eller måske er det noget andet, der foregår.

Men altså, jeg faldt, og han bar. Det er godt at gøre, og det er måske meget sværere at gøre, end man lige tror.

For der kommer andre dage og der er en hel masse at ordne, og det er stadig ikke til at bære. Har man været igennem det før, ved man godt, at til sidst begynder dagene igen at ligne hverdag. Nogen gange ligner sorgen så ikke sorg mere, man står bare og skælder den anden huden fuld.

Når man ser ballet ser det så let ud. Manden bærer sylfiden rundt, og det hele går ud på, at tyngden ikke skal opdages. I praksis er det anderledes - også for danserne. Det kræver øvelse at bære - men også at lade sig bære. Der er mennesker, der ikke er til at bære, tænker jeg en af de dage, hvor jeg ud af vinduet ser den stramme af damerne gå forbi.

Og det kikser også så mange gange. Manden vil slet ikke bære, men løber skrigende væk. Eller kvinden er stiv som et bræt eller gribes af panik, så snart der er noget, der når over skulderhøjde.

Men der er også en plads, en mand får, lige præcis ved at bære. De kan bære det ved at bære, tænker jeg, mens de seks mørke mænd bærer kisten ud af kirken.

Og så kommer der dage igen, hvor man planter roser og tulipaner. Eller bare luger ukrudt, køber ind og er almindeligt sur. For der er jo uendeligt mange detaljer, der kan få en til at glemme alt det, der får livet til at svæve. Sådan til hverdag.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu