Der findes afgjort en masse anden god fransk børnelitteratur, jeg nok skal fortælle om en anden dag. Det er ikke den, der sælges mest af, har ekspedienterne rundt om i boghandlerne lidt ærgerlige forklaret mig. Jeg nåede lige rundt og fik fat i nogle salgslister dagen før, den nye Potter var på gaden i Frankrig, og som sædvanlig sprængte alle salgstal. I toppen lå i forvejen en række oversatte børnebøger, ofte i fantasigenren. Eller også noget med heste eller danserinder, lyserødt, klistret og letfordøjeligt. Først langt nede kommer de gode seriøse franske forfattere. Indrømmet: dem, der forekommer mig gode. Det er vel hele problemet.
Men jeg har længe haft en mistanke om, at der findes et særligt fransk fænomen. Man kan måske kalde det for opdragende børnebøger. De ligger rundt om i de små børnefamiliehjem, med den lille påskrift øverst: 'Sådan er livet.' Jeg har også tit hørt fortællinger om dem.
"Nåh, de moraliserende," siger en boghandler en smule foragteligt og fører mig hen foran hylden, hvor der står rækkevis af Max og Lili. Max og Lili er en succes. For Max og Lili, der er heltene i de små hvide bøger skrevet af sociologen Dominique de Saint Mars og illustreret af tegneren Serge Bloch, er nogle helt almindelige børn, der har helt almindelige børns problemer. Især alle dem, det er så svært at tale om. Problemer med at tisse i sengen, at få sig en lillebror, at ville have en kat eller at have mareridt. Men også dem med, hvordan man får børn, eller at forældrene skændes eller bliver skilt. Så Max og Lili er en stor succes for forældre i bekneb for gode forklaringer. Det ved vi jo alle, slet ikke er nok - at mor og far synes, det er en god bog. Max og Lili er også en succes hos ungerne. Og det skal der jo mere til.
Oskar breder stolt sine 12 Max og Lili-bøger ud på sofaen. Jeg har bedt ham om at låne dem, for at skrive til en avis i Danmark, og det er han rævestolt over. For siden hans mor fandt den første til ham, udvælger han dem selv, når de er hos boghandleren. Én ad gangen, selv om han gerne ville have dem alle, og nærmest har det som i en slikbutik, når han står over for udvalget. I Frankrig lærer man at læse tidligt og syv år gammel pløjer han sig selv igennem dem. Han er også begyndt at læse op for sin fire år gamle lillebror. Selv slikbutikproblemet findes der i øvrigt en Max og Lili-bog om, som han har i sin samling: Max og Lili vil have alting og lige her og nu.
Løgnehistorier
Faktisk startede Oskars samling med et nærmest uløseligt problem, både i skolen og hjemme. Oskar havde tendens til at finde på lige rigeligt mange løgnehistorier. Og det hjalp ikke det mindste, at mor og far fortalte, at man ikke skal lyve - slet ikke da hans postmoderne far relativiserede det lidt. Da jeg spørger, hvilken af dem der er hans yndlingsbog, er det stadig den første: Max fortæller løgnehistorier. Det kan forekomme mirakuløst, men problemet med Oskars løgnehistorier forsvandt fra den ene dag til den anden, fortæller hans mor. Og tilføjer med et grin.
"Det eneste problem er, at nu kommer han tit og siger til mig, at jeg havde ret i et eller andet. For det har han selv læst i en bog."
Jeg slæber 10 af Oskars bøger med hjem. Tre af dem overlapper med dem, den 11-årige papdatter derhjemme har i sin samling. Piger udvælger andre emner, men det ser ud til, at der næsten tegnes et lille psykologisk portræt af hvert barn, når man kikker på, hvad der interesserer dem. Suzanne læser dem ikke længere. Til gengæld er hun del af, hvad man nærmest kan kalde en Max og Lili-generation. De første bind udkom i 1992, og nu foreligger der over 70 bøger med hvert sit emne. Langt de fleste børn besidder ét eller flere bind, man bytter dem i skolen, de ligger hos lægen eller tandlægen, anbefales af lærerne, og for forældrene er det blevet et almindeligt redskab i den svære børneopdragelse. Sidst i bogen findes en række spørgsmål, man kan diskutere med børnene. Hvis de gider. Det er tit, de ikke gider, viser min lille undersøgelse. Men andre gange snakkes der pludselig løs.
Det bliver nok aldrig sådan, at man styrter hen og køber den sidste nye Max og Lili. Den sidste hedder forresten Lili falder i en fælde på Internettet. De bliver købt, når problemerne opstår, så hele serien lever fortsat i bedste velgående og ligger hppigt som en eller to på listen over bedst solgte bøger.
De holder endnu
Er de så moralske? Bogen om løgnehistorier har en 'løsning', der minder lidt om at have løjet om, at ulven kommer. Og hvis den så virkelig kommer? Det absolut afvæbnende i bøgerne er Max og Lilis forældre. De er utrolig godt ramt. Forvirrede, fortravlede med den bedste vilje af verden, der ofte forliser på dagligdagens problemer. Og når man læser det, føler hverken børn eller forældre sig alene i verden. Til gengæld skal man ikke forvente, at den, hvor Max og Lilis fætter ryger hash og tager ekstacy, handler om nogle fede trip. Det handler om, at det går galt, hvis man gør det. Den har Suzanne i sin samling, og den er kommet ind i en 'høj' alder...
Aften før deadline på denne artikel, er vor moder i køkkenet. Næsten alle 'mine' unger er i huset, der skal snakkes om, hvordan ferien gik hos den ene og den anden forælder, hvordan skolestarten har været. Den ældste er 22. Pludselig er de alle forduftet og moderen bliver sur over at stå med gryderne alene. Da jeg kommer ind i stuen, sidder de alle fire fordybet i hver sin Max og Lili.
Jeg sværger på, at det er sandt.
20060908-210407-pic-839183475.jpg20060908-210407-pic-869775712.jpg
