Et bjerg af cykler må på det nærmeste bestiges, når man kommer op fra metroens undergrund. Omkring Amagerbros stationsmunding står og ligger cyklerne midt på dagen i forbløffende mængder. Endnu værre er det ved Lergravsparkens metrostation, hvor kommunen dog nu lover flere stativer. Gad vide, hvordan det kommer til at se ud, når den nye metrolinje på Amager åbner om et år.
Københavns Kommune sagde ja til metro og mere metro endnu, men glemte oprindelig at tænke tanken til ende og opfinde en fiks måde, hvorpå metropassagererne kunne parkere deres cykler i ro og orden. Sådan er det på flere leder med den ellers så herlige metro - den trækker et diskutabelt spor efter sig i Amager, hvis robuste krop rummer en følsom sjæl.
Arkitekt Helle Juul er følgesvend på denne tur i den kommende metrolinjes omegn, og vi begynder med at gå hen til Prags Boulevard, der de senere år har fået nyt liv som en alternativ, hemmelighedsfuld rute mellem øst og vest. Et vellykket kvarterløft har udstyret boulevarden, der såmænd er en simpel sti et stykke af vejen, med frækt selvlysende lygtepæle. På små pladser og græsplæner langs boulevarden står metalstole, som folket frit kan flytte rundt på, så man kan sikre sig sol i ansigtet det meste af tiden.
At stolene ikke er boltet fast, er et godt signal om tillid og medejerskab af byens rum, siger Helle Juul. At der imidlertid i området stadig bor nogle, som er vrede og føler sig udenfor, vidner de stedvist brækkede lygtepæle om.
Buskads uden kontrol
Meget er der puslet om langs 'Prags', men heldigvis er alt ikke arkitekttegnet. Et sted er der gennem et lille buskads trampet en naturlig sti hen til en sidevej. Et andet sted har en smal byggetomt i årevis fået lov til at strække sig fra Prags Boulevard til Holmbladsgade og har dermed kunnet forsyne kvarterets modigere børn med en lidt farlig og ujævn legeplads.
Byrum må man godt kunne skære sig på, fastslår Helle Juul, som er bekymret for Amagers brogede identitet, hvis programmeringen tager overhånd, og småborgerlighedens angst for skævheder får frit løb.
'Prags' fører forbi den nyligt indviede sportshal (v. Dorte Mandrup Arkitekter), der lidt spøgefuldt foregiver at hænge ned fra de gamle boligkarreer. Hallen lyser i gadebilledet med halvgennemsigtige vægge af plastic. Her er ingen frygt for forskel, og dermed bliver hallen et pejlepunkt i kvarteret og en fortælling om fællesrum. Brugerne af hallen vil for resten under regnvejr opleve en kraftig trommen på taget. Jo, Amager ligger under åben himmel.
Til højre ad Strandlodsvej, hvis små sideveje er blevet et såkaldt kreativt område, hvor man vist kun lukkes ind for alvor, hvis man kan Richard Floridas værker udenad og stemmer på Marianne Jelved. Iværksætterne driver formelig i massive flokke hen ad fortovene, og man glemmer let, at det var her, at København engang gemte sine grimmeste værksteder og pornostudier bag nedrullede gardiner. Tiderne skifter.
Mæglernes mekka
Uskadt fremme ved den kommende Øresund metrostation, hvor der endnu bygges på perronerne, åbenbares et mekka for ejendomsmæglere. Så langt øjet rækker, strækker nybyggede boligblokke sig langs metroen, der på denne strækning er dukket op af jorden. Og ude ved vandet, som er tæt på, bygges en hoben luksusejerlejligheder med panoramaruder.
Millionerne triller i forvejen, metroen følger snart. Op er skudt en soveby, som savner uformelle mødesteder og institutioner, påpeger Helle Juul. Fra de dyre boliger er der trættende langt til indkøbsmulighederne ved Amagerbrogade.
Vi går tilbage ad Øresundsvej og støder snart på et boligbyggeri, som ophavsmændene til glaskasserne langs metroen kunne have lært af. Øresundsgården hedder stedet, der genbruger eksisterende herskabelige huse og fabriksbygninger. Respekten for Sundbyøsters sjæl er til at føle på i bebyggelsen, hvor lejlighederne ligger så tæt og forskudt, at man flere steder kan kigge ind til hinanden. Op til tre etager er husene, som grupperer sig om nogle små gårdmiljøer. Det føles afslappet og trygt at opholde sig her.
Bydelen er mest imødekommende, hvor nyt blandes med istandsat gammelt. Men bygherrerne har flere steder svært ved at finde en tone, som klinger harmonisk sammen med det ældre Amager. Længere inde på øen, ved Kvintus allé, kommer vi til en lille blok nybyggeri, som har glemt at forholde sig til omgivelserne. Stålgrå kasser med glasaltaner i overstørrelse på hjørnerne virker som en hilsen fra nogle oversmarte stålgrå yuppie-firsere, der er landet blandt gamle rødstenskarreer og -villaer. Modsat sportshallen ved Prags Boulevard er der i dette tilfælde ingen pointe i at skille sig ud.
Nu er Lergravsparkens metrostation i sigte, og turen ender i cykeldyngerne. Der er kommet fut i Amager.
