Læsetid: 3 min.

Når man er færdig med at sige fra, må man sige...

Ny antologi om ytringsfrihed fuld af politisk korrekte manifester for vores værdier og prædikener om vores sandheder. Men der er også undtagelser og praktiske eksempler på det, de andre bare snakker om
17. november 2005

Noget af det allermindst morsomme er den alvorlige påkaldelse af humor, som huserer blandt strålende studieværter, arbejdsgivere i innovative virksomheder og i rangerede parforhold. Her rimer humor virkelig på tumor:

"Humor", siger mediemenneskene, lederne og partnerne alvorligt, "er helt afgørende for, at vi kan performe optimalt." Så er kedsomheden en realitet.

Det samme gælder påkaldelsen af frihed fra andres autoritet: Her stiger for eksempel folkeskolelæreren Kåre Bluitgen ned til folket med sandheden om vores vestlige civilisation i en ny antologi om ytringsfrihed, der hedder Fri tale:

"Der er intet ukrænkeligt. Der er intet helligt i det moderne samfund, som kan undsige sig kritik. Al selvstændig tænken stopper i det øjeblik, der knæles," fortsætter Bluitgen og knæler for sin trosbekendelse:

"Hverken guder eller religiøse følelser kan løftes op på et urørlighedens podium," udtaler Bluitgen fra sit urørlige podium: "Tværtimod må de udsættes for ikke alene kritik, men også humor, spot og provokationer. Den, der måtte føle sig krænket, er selvfølgelig i sin gode ret til at svare igen med samme våben."

Frihed til offentlige samtale er blevet til en kamp mod de vantro, religion er blevet noget, der skal udryddes både i den private, sociale eller offentlige sfære. Argumenter fremstilles som 'våben'. Skolelærer Bluitgen står med kridt ved tavlen og tegner og udpeger en fjende uden nogen refleksioner over det modernes dialogiske karakter eller forskellige fortolkninger af det moderne. Og så prædiker han kunstens mission: "Kunst, der ikke provokerer, er ikke kunst, men underholdning."

Hvis man spørger sig selv, hvorfor det, der forekommer så rigtigt i Vesten, kan virke så forkert for andre, giver Bluitgens tekst et fint eksempel: Fordi vores liberale, demokratiske normative konsensus konstant bliver brugt som afgud, selv om det skulle være det modsatte. Det, som Bluitgen siger, står jo i afslørende kontrast til det, som han siger, han faktisk gør. Han prædiker imod prædikanter og påkalder sig samtidig de vestlige demokratiske liberale, oplyste og sekulariserede konsensus. Han militariserer den diskurs, som skulle sætte argumenter i stedet for religion.

'Vores værdier'

Nu er Bluitgens bidrag til Fri tale hverken meget dummere eller værre end så meget, men bare så ualmindeligt typisk for den aktuelle militarisering af 'vores værdier'. Man kunne håbe på, at en ny antologi om ytringsfrihed ville udfordre denne tendens, men uheldigvis bliver tendensen snarere forklædt som intellektuel indsigt og variation over fraser om at 'stå fast på det vigtige' og 'ikke tage noget for givet'.

Det moderne evangelium, som Bluitgen udfolder, bruger islamismen og totalitarismen som sit funktionelle modbillede: Således legitimerer det moderne sig selv på ny. Men som filmmanden Erik Clausen bemærker i et andet bidrag:

"De få eksempler vi har på tåbelige, halvfascistiske personer eller udemokratiske foreninger, der prøver at hæmme ordet er minimale."

Den største modstand mod udveklsling af ræsonnementer og argumenter i offentligheder kommer ikke fra muslimer, censur-instanser eller nye tendenser til Big Brother. Den kommer fra målrettet strategisk styring af offentligheden, den kalkulerede iscenesættelse af argumentation og den systematiske obstruktion af kommunikation. Som når det bliver anført, at forklaring af terrorens årsager bliver til forsvar for terror, når påpegning af problematikken udlægges, at man går de anti-demokratiske kræfters ærinde. Forfatterinden Jette Drewsens pointerer dette fint i sit glimrende bidrag, Jane Teller beskriver i en fremragende novelle, hvordan militarisering af vores værdier korrumperer os og ekskluderer de andre. Men den, som trækker det sidste stik hjem ved at gøre opmærksom på forskellen mellem den intellektuelt nemme frihed fra censur og den intellektuelt svære frihed som positiv praksis, det bliver Erik Clausen, der med én sætning sætter Helle Merete Brix', Farshad Kholgis og Ole Hyltofts forudsigelige politisk korrekte bidrag til antologien til vægs: "Nu har vi i mange år haft travlt med at sige 'fra'," skriver Clausen: "nu kan vi begynde at sige 'til'."

Helle Merete Brix, Farshad Kholgi & Peter Legård Nielsen (red.): Fri tale - Danske kunstnere om ytringsfrihed. 144 s., 149 kr. Gyldendal. ISBN 8702042835. Udkommer i dag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu