Læsetid: 3 min.

Når fantasien nedbryder virkeligheden

Der findes ganske enkelte kunstværker, der er så langt ude, at de balancerer på den tynde kant mellem makværk og mesterværk
22. august 2006

Inden for de andre kunstarter støder man sjældent på den selvfede begejstring for dansk film, som trives i filmmiljøet.

Ud fra en anstændig kunstnerisk holdning er det snarere rimeligt at sammenligne nogle af dansk films største publikums- og kritikersucceser med kiosklitteratur, boulevardteater, popmusik og fiduskunst.

Når en film undtagelsesvist har et kunstnerisk format, der gør den sammenlignelig med det bedste inden for andre kunstarter, risikerer den negativt modtaget af den filmkritik, der bærer sit tunge ansvar for, at dansk films kommercielle succes er sket på bekostning af det kunstneriske niveau.

Det gælder f.eks. fire af de film, som har skilt sig markant ud fra den dominerende mainstream, nemlig Lotte Svendsens Tid til forandring, Jytte Rex' Silkevejen, Pernille Fischer Christensens En Soap og nu Christoffer Boes Offscreen. Sidstnævnte bliver fuldstændig jordet af Christian Monggaard (18.8), men med argumenter, som er blottet for indhold.

Argument mod alle film

Anmelderen har svært ved at begribe det enkle greb, at skuespilleren Nicolas Bro godt kan spille en skuespiller, der hedder Nicolas Bro, uden at denne fiktive person bliver identisk med den skuespiller, der spiller ham.

Det problem havde jeg også som barn, hvor jeg enormt gerne ville have haft Ib Schønberg som far og først senere forstod, at han nok alligevel ikke var identisk med Far til Fire.

Men den skuffelse, som vi andre lærer at leve med, kan Monggaard ikke komme over. Han finder Offscreen "ligegyldig" af den ene grund, at Nicolas Bro ikke er sig selv, men spiller en anden, skønt filmen vil have os til at tro, at dette ikke er tilfældet! Med den begrundelse kan anmelderen frakende enhver film dens eksistensberettigelse.

Makværk/mesterværk

Jeg er ikke sikker på, at jeg nogensinde har set en skuespillerpræstation, der er så dristig og hudløs som Nicolas Bros, eller en film, der udforsker grænserne mellem virkelighed og fantasi så radikalt som Offscreen.

I første omgang kan man forledes til at tro, at filmens problematik er ekstremt 'cineastisk': en skuespiller vil som kærlighedsgave til sin kone lave en film om deres perfekte ægteskab og indser ikke, at hans stadigt mere maniske hyldest får forholdet til at gå definitivt i opløsning.

Den ekstreme fortælling vider sig imidlertid ud til en almen moralitet om, at hvis vi ikke har styr på vore dag-drømme, bliver vi ofre for dem. Vores liv er til dels baseret på fantasien om, hvordan vi gerne vil have det, men hvis fantasien ikke tilsvarende er baseret på, hvordan livet gerne vil have os, truer det store sammenbrud.

. Det er derude, at de mest interessante film laves, f.eks. den mærkelige 'trilogi', der belyser terrorismen i forskellige årtier, Godards Kineserinden, Fassbinders Den tredje generation og Triers Idioterne.

Disse film er ikke mindst interessante ved, at deres problematik er projiceret ud i deres kunstneriske form: Godard opbygger sin film som en maoistisk tegneserie, Fassbinder lader sin være sprængt af personernes private desperation, og Trier spasser med filmsproget.

Velkommen i klubben

Når Monggaard bebrejder Offscreen, at den "falder fra hinanden i takt med, at Nicolas Bro gør det", roser han den uafvidende for at være på niveau med Godard, Fassbinder og Trier: i betragtning af at filmen laves af den fiktive Nicolas Bro, kan man ikke give den en højere kompliment, end at den går i spåner sammen med hovedpersonen.

Også Christoffer Boe formår at placere sin films indhold i dens form. Man kan kun ønske ham velkommen i klubben.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu