Læsetid: 3 min.

Når Gud græder

16. august 2003

ER GUD DØD? Svar mig! Sådan kan mange vel have lyst til at råbe en gang imellem. Og råbet lød faktisk i Københavns Bethesda-bygning onsdag aften. Som rapporteret i gårsdagens avis havde Kristeligt Dagblad indkaldt til møde under overskriften »Gud efter Grosbøll«.
Det synes sognepræst Thorkild Grosbøll givetvis er lovlig megen stads at gøre ud af ham – Grosbøll altså. Men Kristeligt Dagblad har valgt at lave en vældig ståhej ud af Taarbæk-præstens udsagn: »Jeg tror ikke på Gud som forklaringen på det hele.« Ud af embedet vil bladet have præsten og forlanger hans biskop hjem fra ferie, så hun kan påbegynde fyringssæsonen.
Bethesda-mødet var givetvis af Kristeligt Dagblad tænkt som benzin på bålet, men det var bladet selv, der brændte nallerne. Debatten kom til at vise, hvor primitiv kampagnen mod præsten er.
Roskildes biskop, Jan Lindhardt, erklærede sig på mødet enig med sin Helsingør-kollega i, at det ikke tjener noget fornuftigt formål at rejse en ’læresag’ for at få Grosbøll dømt fra kraven. Lindhardt forklarede:
»Grosbølls synspunkt var helt herskende i universitetsteologien i min ungdom – i forlængelse af Johannes Sløk, i forlængelse af min far (Aarhus-professor P.G. Lindhardt, red.). Kierkegaard sagde: ’Troen er et paradoks. Den har ingen grunde.’ Grosbøll er en moderne – lidt plat, vil nogle sige – udgave af den tradition. Man kan undre sig over den opsigt, Grosbølls ord har vakt. Sådan har i hundredevis af præster prædiket.«

DET MED FADEREN – P.G. Lindhardt – er interessant. For et halvt århundrede siden vakte han endnu mere postyr end Grosbøll. Det skete, da han på Askov Højskole i 1952 holdt foredrag om det evige liv og sagde, at det ikke er noget med at genopstå efter døden og leve evigt derefter. Nej, det evige liv er den guddommelige kærligheds liv her og nu. I P.G.’s egen ordlyd:
»Opstandelsestroen er ét med selve gudstroen, ikke et forsøg på at redde os en ny tilværelse ud over den, vi så grundigt har kludret med.«
Navra, for en ballade der blev. Indre Mission og andre fromme folk skjalv, som var enden nær.

DEN MUNTRE GUD synes at have maget det således, at Danmark hvert halvtresindstyvende år skal igennem en trostumult. I 1903 offentliggjorde sognepræst N.P. Arboe Rasmussen en afhandling, hvori han hævdede, at jomfrufødslen hidrørte fra en anden religiøs sfære end kristendommens. Den efterfølgende vildskab rasede i mere end ti år: Arboe blev frifundet ved provsteretten, men dømt fra embedet ved andeninstansen – Landemodet. Højesteret fritog ham imidlertid for straffen under henvisning til, at han havde været i god tro. (Dette juridiske udtryk har sikkert ophidset de fromme yderligere.) Men dermed var sagen ikke slut. Arboes Viborg-biskop ville ikke lade ham prædike. Folketinget måtte gennemføre en særlov, der overdrog det kirkelige opsyn med Arboe til kirkeministeren, som var ham mildt stemt.

UD AF DETTE kan ledes, at man får ballade, når man søger at bringe folkekirken ind i nutiden. Men kirken flytter sig dog. Hvor mange ville få raserianfald, hvis en præst i dag hævdede, at evigt liv og jomfrufødsel er noget, der skal forstås symbolsk?
Nuvel, nogle ville. Nemlig de vrede, der kom til orde, da Kristeligt Dagblad holdt møde. De knurrede af arrigskab, da dr.teol. Troels Nørager fra Aarhus Universitet sagde:
»Gud eksisterer ikke. Han er en realitet for den, der erfarer ham. Gud bliver ikke mere virkelig af, at vi påstår, han findes. Gud er kun så virkelig, som vi har
erfaringer til.«
En vred mand sagde fra salen: »Jeg bliver træt helt ind i sjælen ved at høre på Lindhardts og Nøragers
begrebsgymnastik.«
En anden tilføjede: »I to anerkender ikke den enfoldige tro som noget væsentligt i kristendommen.«
Dermed var fronterne trukket op: Enfoldigheden over for nutidigheden. Cand.teol. Katrine W. Holm – Tidehverv’sk og kødelig datter af Søren Krarup – gjorde sig til ét med enfolden ved at råbe til Troels Nørager: »Er Gud død? Svar mig!«
Nørager svarede: »Hvis man ved Gud forestiller sig en gammel herre, der sidder og troner i sin himmel... ja, så er han død.«
En vred kvinderøst lød: »Når Lindhardt og Nørager åbner munden, kan man høre, at Guds ånd ikke er til stede. Hvis I havde den, ville I ikke fornærme dem, der tror. I bør betale jeres lønninger tilbage.«
En ny vred kvinde spurgte: »Har nogen overhovedet følt ånden her i salen i dag? Jeg tror, Gud tager sig til hovedet.«
»Han græder,« klagede en meget gammel kvinde.
Uden at ville det kom Kristeligt Dagblad således til at udstille folkekirkens kattepine: Hvis den lader de enfoldige bestemme troens rette indhold, er det slut med kirkens mangfoldighed.

dr

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her