Læsetid: 3 min.

Når historien går baglæns

Letlæst historiebog med utraditionel indfaldsvinkel og traditionelle pointer
15. august 2005

Claus Oldenburg, cand. theol. og præst ved Garnisonskirken i København har sat 33 historiske essays sammen til en kulturhistorie, der skal skildre den vestlige verdens historiske forudsætninger. Hans hensigt er at tilbagegive læseren den historiefornemmelse, han mener, vi er ved at forlise.

"Når den kollektive, historiske hukommelse er kort, som den vitterligt er i vores periode, opstår der en fornemmelse af det, man kan kalde 'absolut tid' - at fortiden er forsvundet, og fremtiden tilsvarende ikke er til at stole på," skriver han i forordet.

Hans hensigt med bogen er at påvise, "at vi faktisk er i slægt med vore egne forudsætninger og er det nede i meget dybe historiske lag", en bestræbelse, man kun kan se på med velvilje.

Jordskælvet i Lissabon

Men af en grund, jeg efter endt læsning stadig ikke har indset værdien af, vælger han at fortælle historien baglæns - begyndende med 11. september 2001. Det vakte min nysgerrighed, men jeg har svært ved at se, at det lægger noget til en række ganske traditionelle punktnedslag på velkendte begivenheder i historiens løb - som Oldenburg alligevel, inden for den enkelte histories rammer, er nødt til at fortælle forlæns. Og de lange linjer, man måtte forvente, skulle trækkes, er trukket på forhånd og udspringer kun meget overordnet af de 'historiske historier', Oldenburg har valgt at fortælle. Et sted glemmer Oldenburg endda selv, hvilken vej han bevæger sig, og henviser til jordskælvet i Lissabon i 1755 i afsnittet om Reformationen.

Dialektisk kristendom

Der er heller ikke redegjort eksplicit for, hvilke kriterier, der har styret udvælgelsen af historiske begivenheder, men jo længere vi når tilbage i historien, jo tydeligere mærker man, at forfatteren er præst.

Endestationen i mytisk tid viser sig at være Abraham, fælles stamfader for alle tre mellemøstlige religioner. Hvorfor ikke Gilgamesh-eposet, der formodentlig er mere end fire gange så gammelt som historien om Abraham?

Den historie, Claus Oldenburg fortæller, har som implicit forudsætning, at vores historie er den kristne kulturs historie. Det er naturligvis svært at bestride kristendommens indflydelse, men hvis den beskrives som den éntydige, overordnede forudsætning, indsnævres fortiden frem for at udvide sig. Der har været mange andre impulser i tidens løb, som det kunne være givtigt at undersøge.

Problematisk synes jeg således, det bliver, når konklusionen på det hele lander på, at kristendommen alligevel er 'den bedste' af de tre mellemøstlige religioner. Den er 'dialektisk', fordi den er i stand til at rumme modsætninger, grundlæggende af den årsag, at den er bygget op om syndsbegrebet: Vi er alle syndere, men alligevel bliver vi frelst - det går os ikke efter fortjeneste på grund af nåden.

Islam derimod er en lovreligion, hvor "autoriteten i forhold til livsmønstret var så voldsom, så ånden havde en evne til at stivne i det vedtagne, genkendelige og trygge." Mon ikke det samme kunne siges om både ortodoks kristen- og jødedom?

Konfirmationsforberedelse

Oldenburg leverer en umiddelbart besnærende udlægning af Paulus. Hvor man før Paulus havde tænkt ofring som noget, mennesker foretog til gudens ære, vender Paulus tankegangen 180 grader og lader det være Gud, der ofrer sin søn til menneskenes frelse, skriver Oldenburg.

Men er det nu rigtigt? Der findes religionshistorikere, der mener, at gudeofringen er det grundlag, alle store civilisationer hviler på. Hvad med de talrige - fønikiske, syrisk-palæstinenske og babyloniske gudinder, ja, såmænd også israelitternes Ashtoreth, der nævnes i Bibelen? Alle er de moderguddomme, der må ofres for at civilisationen kan etableres. Og langt ældre end Jesus.

Det er et letlæst og ganske underholdende repetitionskursus, Claus Oldenburg har fået strikket sammen, problemet er, at det kun er det for folk, der i forvejen kender de historier, han fortæller. Men da man må tro, at bogen er beregnet på dem, der ikke kender historierne, får den desværre mere karakter af konfirmationsforberedelse end af egentlig historieskrivning.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her