Læsetid: 3 min.

Når hovedstad er homostad

De københavnske partier, der stiller op til kommunalvalget, sender lokketoner til bøsser og lesbiske
3. november 2005

"Nej, paneldeltagerne er ikke valgt ud efter seksuel præference. Vi har bare bedt partierne om at sende en repræsentant til at diskutere homopolitik."

Sådan forklarer Peter Andersen, formand for Landsforeningen for Bøsser og Lesbiske, sammensætningen af det panel, han skal optræde som ordstyrer for.

"Om de vælger at springe ud i aftenens løb, ved jeg ikke," tilføjer Peter Andersen.

Den første taler, Venstres Kim Eskildsen, får i en sidebemærkning bekendt sig til familie-Danmark, idet han siger:

"Min lille datter har stor moro ud af den bøsse-lesbiske parade."

Eskildsen erklærer som mål:

"Byen skal have plads til alle. Blå, grå eller brune. Alle seksuelle orienteringer. You name it. Alle, der ønsker det, skal have lov til at gå hånd i hånd, også med én fra deres eget køn. Hate crimes er tegn på en intolerance, vi ikke har plads til."

Eskildsen mener, at det navnlig er tilhængere af islam, der står bag vold mod bøsser og lesbiske: "En tilhænger af en islamisk stat har fortalt mig, at han er imod demokratiet, fordi det giver homoseksuelle rettigheder."

Til forsamlingen siger Eskildsen:

"I må gøre op, hvordan I forholder jer til denne kendsgerning. Om I vil træde vande af hensyn til den politiske korrekthed."

Udspring ikke gentaget

Næste taler er Socialdemokraternes nr. to, Jakob Hougaard, der ikke foran mikrofonen gentager det udspring, han netop har foretaget i det bøsse-lesbiske Panbladet. Han siger:

"Jeg har haft et glimrende møde med foreningen 'Copenhagen Gaylife'. De vil markedsføre byen som tolerant og rummelig. Og det skal ikke bare være et markedsføringstrick. Desværre er København blevet mere ghetto-iseret etnisk og socialt. Over for hate crimes er integrationspolitik også homopolitik."

Enhedslistens Morten Kabell fortæller, at han selv har været udsat for overfald, fordi han er bøsse:

"Fra nogle, der var meget blonde og lyse. Det fører mig ikke til at mene, at alle jyder skal fordrives fra København. Men problemet er, at politiet er totalt ligeglade med hate crimes."

Morten Kabell taler varmt for gratis uddeling af kondomer og glidecreme:

"Hver ottende nysmittede med hiv er ny i miljøet, og det er helt absurd."

Henrik Brandt fra SF erklærer:

"Ud over at jeg er bøsse, har jeg også en anden base, der hedder Vanløse. SF var det første parti, der fik nedskrevet en homopolitik. De borgerlige har et menneskesyn, hvor det gælder om at daske folk på plads, og at hate crimes kun begås af etniske minoriteter. Men det er for tåbeligt, at to minoritetsgrupper, der måske ikke har det for godt, begynder at bekrige hinanden. Det handler om at skabe forståelse."

Ørestad, Axel & Hannibal

De Konservatives Sven-Eric Bertelsen åbner med denne bekendelse:

"Jeg bor i Ørestaden sammen med min mand, Axel, og vores lille hund, Hannibal." Han fortsætter:

"I integrationspolitikken har SF og Enhedslisten ikke skabt en bedre situation. Det kræver job og uddannelse. Vi skal undgå en omklamring fra staten og kommunen. Nydanskerne må i stedet selv gøre en indsats."

De Radikales medlem af kommunens integrationsudvalg, Manu Sareen, siger - med henvisning til sin hudlød:

"Jeg har også været udsat for hate crimes. Det behøver man ikke at være homoseksuel for. Der var en jyde, der kom hen til mig på et diskotek og sagde 'Bøsse!' og så slog han mig ned."

Manu Sareen erkender:

"Ja, det er rigtigt, at hate crimes også begås af det nye etniske proletariat, vi er ved at udvikle. Løsninger er at løfte de mennesker. Ja, nu ved jeg godt, jeg lyder som hippie. Men vi er også ved at miste dem, der er velfungerende, fordi vi slår dem i hartkorn med dem, det ikke er lykkedes for."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu