Læsetid: 3 min.

Når juraen er dårlig

8. juni 1998

SÅ GÅR DET rigtigt galt. Denne enkle sandhed kan alle, der blot overfladisk har fulgt Nørrebro-sagen, vist få øje på. Og sagen, der i hele undersøgelsesfasen i den grad er forkludret, vil ikke dø. Mens juristkommissionen, der blev nedsat for et årstid siden med advokat Henrik Christrup i spidsen forsat - men ifølge kyndige iagttagere højst kritisabelt - gennemgår sagen og metodisk får stadig større kildemæssige problemer, har Ekstra Bladet bragt nye oplysninger, der igen sætter spørgsmålstegn ved tidligere rigsadvokat, nuværende højesteretsdommer Asbjørn Jensens faglige og moralske habilitet.
Asbjørn Jensens dementi af Ekstra Bladets afsløringer af at han under forberedelsen af sin undersøgelse skulle have haft forbindelse med de folk, han var sat til at undersøge og på trods af at han har sagt det modsatte til ombudsmanden, virker ikke overbevisende. Det understreger kun, at der ikke var tale om korrespondancer mellem ham og for eksempel Københavns daværende politidirektør Poul Eefsen. Politidirektøren havde på det tidspunkt selv afgivet to på hinanden følgende rapporter, der begge af kritikere afvistes som det rene makværk; for at sige noget positivt vidnede den første af disse tekster om betydelige digteriske evner.

EFTER ASBJØRN JENSENS overtagelse af undersøgelsesansvaret fik Eefsen det maget således at Københavns politi, som bestemmelserne faktisk siger, kunne undersøge sig selv uden nævneværdig indblanding udefra. Daværende justitsminister Erling Olsen havde ønsket sig sagen belyst anderledes uvildigt ved udtrykkeligt at sikre sig Rigspolitichefens bistand ved Asbjørn Jensens undersøgelse, hvilket altså ikke forhindrede at Eefsen og politiorganisationerne fik deres vilje.
Asbjørn Jensen skrev sin undersøgelsesrapport, men måtte gøre arbejdet to gange. Første rapport var mildt sagt ufuldstændig, eftersom Asbjørn Jensen havde "overhørt" den famøse ordreafgivelse på et videobånd: "skyd efter benene!" Der var, ifølge Asbjørn Jensen, for meget støj på båndet, og iøvrigt tillagde han ikke råbet større betydning (!).
Asbjørn Jensen skrev rapport igen - hvilket tog sin tid - og afleverede den den 31. maj 1995. Og så var fanden løs i Laksegade. Kritikken haglede ned over rapport nr. 2.
Enhver med blot antydningen af kildekritisk sans - eller uddannelse - kunne se, hvor rivende gal den var og måtte forbløffes over en topjurists nærmest amatøragtige omgang med elementære kildekritiske begreber. Den daværende rigsadvokat graduerede i sin rapport vidneværdi efter forgodtbefindende, eller snarere hvorvidt disse passede ind i tendensen; han ophøjede ved bemærkelsesværdige glidende overgange i teksten tvivlsomme politividneudsagn til den pure sandhed, bortså gerne fra teknisk objektive førsterangskilder og skiftede hyppigt synsvinkel, så billedet svarede til den nævnte tendens, der var klar som vand i hele rapporten: hvidvaskning af politiet og afvisning af substantiel kritik af politiledelsen og dennes dispositioner. Ganske vist var der enkelte knubbede ord til Uro-Patruljen og til en særligt voldelig betjent, men indvendingerne var til at overse og stort set uden konsekvens.

KRITIKKEN bragede atter løs i medierne. Ombudsmand Hans Gammeltoft-Hansen skred inspireret heraf til handling og udsatte Asbjørn Jensens undersøgelse for en særdeles grundig og iøvrigt fremragende kildekritisk analyse, der måtte føre til den mest sønderlemmende kritik af en officiel rapport, man mindes nogensinde at have set.
Kritikken delte det juridiske miljø i dem, der indså det danske justitsvæsens dybe krise og dem, der støttede Asbjørn Jensen. Heriblandt ingen ringere end højesteretspræsident Pontoppidan, der benyttede anledningen til at fastslå, at den ene topjurists juridiske vurderinger - i dette tilfælde ombudsmandens og den anden topjurists juridiske vurderinger - i samme tilfælde rigsadvokatens - stort set kunne komme ud på ét. De var ifølge højesteretspræsidenten lige gode - eller lige dårlige. Også justitsministeriets departementschef Lunn belærte denne Deres lederskribent om, at jura og jura jo er to ting, at man kunne argumentere for begge de herrers synspunkter, underforstået at man kan skrive sig ud af hvad som helst.
På den baggrund er det sørgeligt at måtte konstatere, at det i og for sig er af mindre betydning, hvorvidt Asbjørn Jensen har ført ombudsmanden bag lyset og i hvilket omfang. Ikke sådan at forstå, at det ikke er en meget alvorlig sag, hvis han har, men sådan at forstå at dette må forekomme som en lurvet, men forholdsvis underordnet detalje i et forløb, hvis pinagtighed begynder i meget mere fundamentalt niveau.
Det handler om hele det udøvende danske justitsjuridiske miljøs væsen og væren. Såmænd. mtz

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu