PARIS- Bilerne er andre steder henne i august. Paris ligger øde hen, vejret er gråt, en strid vind blæser på Boulevard Raspail på vej til Fondation Cartier, det 12 år gamle mæcencenter for samtidskunst, der fortsætter sin forbavsende frie udstillingspraksis. I horisonten knejser den stolte løve atter på Place de Denfert-Rocherau, efter mange års restaurering. Så dykker man ind i det Jean Nouvel-tegnede gennemsigtige udstillingssted, hvor den lille omgivende park med udsøgt vilde blomster og brændenælder påfaldende ligner en lugetrængende baghave, her med parisisk cool besøgende, der pløjer kataloger, sipper fransk filosofi og afgjort er for fine til at være taget til solkysten.
Lille stædig kvinde
Jeg er lokket ind fra det franske sommerland af en 78 næstendebutant i samtidskunst, Agnes Varda. Husker man Varda? Denne lille stædige kvinde, der med nogle af sine første spillefilm i 60'erne indskrev sig i "Nouvelle Vague" - selv om det slet ikke var den bølge, hun ville være med på. Der med sin filmiske praksis er gået fra totale fiaskoer til totale succeser, med en guldløve i Venedig i 1985, som krone på værket, for Sans tois ni loi. Som i 70'erne skabte lystige feministiske filmværker, kæmpede for fri abort, men også engang bestilte et læs komøg, hun lod hælde ud foran redaktionen på et sladderblad, der havde omtalt... ja, hvad, det husker vi ikke. Men vi husker hende.
Og hun husker ham. I den vind, hun har bragt med sig fra øen Noirmoutier og herind på en parisisk boulevard, har Varda skabt et af de smukkeste monumenter over kærlighed, Deres anmelder nogensinde har set. "Kan kvinder kun skabe selvbiografisk kunst?" mumler det et sted i mig, men vi overhører straks denne fuldkommen desavouerede kritik. For dette er abstrakt kunst.
Udstillingen handler om øen Noirmoutier, som Agnes Varda lærte at kende af filminstruktøren Jacques Demy. De elskede hinanden tidligt og altid, mens han skabte filmværker, der stadig 30 år efter får franske teenagere til at skråle af fuld hals i Citroener på vej på ferie. Paraplyerne fra Cherbourg, eller den enestående Peau d'Ane, en musical, der temmelig usædvanligt handler om incest. Det er en anden historie, som Varda har behandlet dokumentarisk, men også en del af historien om, hvorfor Catherine Deneuve, der spillede hovedrollen i Demys musicals, var så vigtig for Lars von Triers Dancer in the Dark.
Filmstrimler
I Fondation Cartiers glasrum har Varda skabt en lille hytte af det forhåndenværende materiale, ganske som fiskerhytterne på Noirmoutier. Men her er det forhåndenværende materiale filmstrimlerne fra spillefilmen Les Creatures fra 1966, med Deneuve og Piccoli i hovedrollerne, som man kan skimte ganske små, når man titter ud gennem på strimlerne. Filmen blev et kæmpeflop, og hytten hedder: Mine fejltagelsers hytte. I en anden hytte er portrætter af øens kvinder sat op over for portrætter af øens mænd. Hvad har de med hinanden at gøre? På de to andre vægge defilerer fyrtårn på den ene skærm, mens muslinger på stranden åbner sig varsomt på en anden. Og uden for hytterne er der henvisning til Demy i et lystigt plasticfarvet værk med projektion på en luftmadras, en kunstig bekymringsløs legeverden i udsøgte farver.
Men altså, øen, som de elskede sammen, er en abstraktion. For intet menneske er en ø, og denne ø er da heller ikke rigtigt en ø, for i mange år kunne man komme derover ved lavvande. Altså med tålmodighed. Nu er der en bro, og man kan komme derover for penge. Varda vælger stadig lavvandet, og udstillingen skildrer denne grå passage i værket le passage du Gois på vej ned i kælderen. Det er i kælderen, man finder alvoren og sorgen, men med Vardas lethed. Bag en smækker kvindekrop på et typisk postkort dukker dystre sider op: en druknet sømand, olieindsmurte havfugle, men også bare små drenge, der lurer på nøgne damer. Og så er der kattens grav. Varda har skabt og filmet katten Zgougous gravsted - som Hollywoodproduktion eller google-earth - filmet fra kran, helikopter og universet.
Kvinder i sort
For man kan ikke filme den virkelige grav. Man kan ikke filme den elskedes grav og hvad så stille op med sorgen? Demy døde i 1990. Intet menneske er en ø, så hvad er bedre end at spørge alle de andre enker? At sætte sig i de andres sted? Det gør vi så i etvideoværk, hvor et centralt billede af kvinder i sort, der bevæger sig rundt om et bord på en strand i en slags sorgens surrealisme, omgives af kvinderne, der taler. Så sætter man sig i den stol, der svarer til deres billede og hører enkerne fra Noirmoutiers historie. Sorgens detaljer. Om at sove alene i sengen, uden at kunne sove i midten af den. Eller om at tage hans plads i sengen. Om aldrig nogensinde at have fortalt ham, at man elskede ham. Og Varda sidder der selv, på sin blå stol midt på stranden, midt i fortællingen fra de andre kvinder, og billedet af Demy toner frem, mens hun nynner.
Varda debuterede som "samtidskunstner" på Venedig biennalen i 2003. Da jeg forlader udstillingen, krydser jeg hende på vej op af trappen. Hun er ved at skælde en praktikant huden fuld over en videofremviser, der ikke virker. Hård hud og vestenvindsvanthed skal vel til at opretholde en så levende kunstnerisk praksis, ikke til det sidste, men hele tiden i sin begyndelse.
Agnes Varda : 'L'Île et Elle', Fondation Cartier pour l'art contemporain, Paris, indtil 8. oktober
