Læsetid: 3 min.

Når kitsch kommer til ære og værdighed

Om det udbredte fænomen, at tidligere tiders udskældte popmusik efter en inkubationsperiode på 15-20 år har en tendens til at blive taget til nåde igen
1. juli 2005

En af populærkulturens hovedbud går på, at jo mere populær et navn går hen og bliver, des mere hadet/foragtet/afskyet bliver det også. Det kan såmænd give rigtig god mening, hvis snakken f.eks. falder på Michael Bolton. Eller Limp Bizkit. Og Big Fucking Snake. Forsæt selv listen med egne yndige idiosynkrasier, thi der er altid noget derude - og det er sjældent sandheden - der går én på.

På den anden side kan der så også være mainstreamfænomener, der tages til nåde. Eller ligefrem bliver mondæne. The Beatles rinder os i hu. Mens verdens nok bedste poporkester ever, Abba, måtte tage ikke så lidt ondskabsfuld og særdeles umusikalsk flak, da de styrede på alverdens hitlister. Nu om stunder befinder deres status sig jo til gengæld på linje med Beethoven og Duke Ellington. Under Spice Girls-feberen stod undertegnede i sin yndlingspladebutik og førte samtale med ekspedienten, en af techno- og industrialmiljøets mest kompromisløse sjæle. Vi talte om, hvad vi hver især gik og lyttede til med den for vinyljunkies så gennemskuelige blaserthed, da talen pludselig faldt på de fem tøser. Ekspedientens ansigt lyste op i et blændende og fuldstændig nykkefrit smil. "Se, det kalder jeg musik," udbrød han med en entusiasme, han normalt reserverede til ondskabsfulde japanske støjterroristiske undergrundsudgivelser, der kun udsendtes i 45 eksemplarer på regnbuefarvet vinyl. Udsagnet faldt så prompte og med så stor overbevisning, at det ikke kunne anfægtes. På et tidspunkt skal Snotty Spice, Power Spice, Slut Spice, Lolita Spice & Hot Spice såmænd nok også få deres renæssance.

Vi talte forleden aften nemlig om den forsinkede kitscheffekt, der stort set er både cyklisk og forudsigelig. Tesen går på, at det meste gamle lort - og vi taler både skidt og kanel her - på et eller andet tidspunkt tages til nåde igen. Med afsæt i den Povl Kjøller-bølge, der huserede engang i 1990'erne - længe efter Kjøller peakede med nyklassikere som "Cykelsangen" og "Bakke Snavvendt", fandt vi frem til, at det på mange måder var et aldersfænomen.

Små mennesker - tweenies, som det nu om stunder hedder med (endnu) et ulideligt markedsføringsudtryk, hvilket omhandler alderen 'in between' den rene barneeufori og den nok så forkætrede pubertet - tager ofte popindustriens mest fladpandede produkter rent ind med en næsten smittende mangel på kritisk sans. Med den i mere 'udviklede' menneskers ører så famøse laveste fællesnævner som rettepil. Det er sådan noget som "Dub-I-Dub" og "Barbie Girl", for nu at nævne et par danske bidrag til denne særlige børnemusikgenre. Lige nu og her er Nik & Jay snobbernes yndlingsprygelknabe, selvom vi her på bladet går varmt ind for deres eksistensberettigelse.

For når alderen så gør sit, får musikken pludselig et på den ene side eksistentialistisk aspekt og på den anden en identitetsskabende, hvorfor der hos mange ikke længere er plads til noget så frivolt som dansant, tanketom og fængende feel-good musik. Ikke nok med det - tidligere tiders lykkelige hengiven sig musikken alene for dens egen skyld er fuldstændig yt, thi nu går der semiotik i lortet, og det kommer i lige så høj grad til at handle om, hvad musikken betyder, og hvilke signaler den udsender. Ellers havde det sgu set sort ud for en Marilyn Manson, my dears.

Men så bliver folk ældre. Kommer i 20'erne, f.eks. Og med ét antager barndommens land et fortryllet skær. Længslen efter 'uskyldens tid' og al det crap rammer med ét de unge mennesker, og de lytter med friske øren til den musik, de rask væk afskrev som 'kommerciel fiduskunst' i deres mere radikale udviklingsfaser og kan pludselig høre dens mere charmante aspekter; at den er både livsbekræftende, melodisk smittende, udadvendt og lige til at danse til. Derfor er det lige nu bullseye at fyre gammel Duran Duran, Culture Club og sågar Rocazino af fra DJ-podiet, for folk kan se komækken i svineriet. Personligt har undertegnede ventet i 30 år på at få det sådan med Shu-Bi-Dua, men giv tid, giv tid.

Dette betyder blot, at der kun er små 10 år til Spice Girls, Aqua og Me & My atter bliver stuerene. Indtil da må vi leve med Pia Kjærsgaard og dét slæng. De er som bekendt så stuerene som en flok komodovaraner på syre.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her