Læsetid: 2 min.

Når klangen er sagen

Grigorij Sokolov indviede Louisianas nye koncert-flygel
11. oktober 2006

I stedet for det gamle, run-gende flygel har Louisiana nu fået et splinternyt Steinway fra Hamborg med en klang, der stadig er præget af jomfruelig, uberørt hammerfilt.

Grigorij Sokolov, der skulle indvie flygelet ved to koncerter torsdag og fredag i sidste uge, lader altid vente på sig. Han venter vel på det rigtige øjeblik, må man formode. Publikum blev alligevel utålmodigt, og der lød replikker som: "Hvad hedder en diva, når det er en mand?"

Men pludselig er det rigtige øjeblik der, og Sokolov bli-ver skudt ud af scenedøren på sin sædvanlige rundryggede, hurtigtsnigende måde og ligner Pingvinen fra Batman. Som om geografisk afstand er noget, han kunne tænke sig at være hævet over, sætter han parentes om sig selv hele vejen ned ad trinene til scenen og angriber flygelet i samme sekund, han sætter sig. En attitude, der hænger sammen med, at han også, når han spiller, udsletter sig selv. Det er musikken, det handler om, intet andet.

Og det kan jo være både godt og skidt.

Sokolov spillede Bachs franske suite nr. 3 i b-mol med overlegen og insisterende ro. Hans venstre hånd var doven, som han havde lyst til, og højres triller var som dej, der skulle rystes af fingrene. Flygelet skulle rigtig udforskes, og fantastiske melodier veks-lede med nærmest greluenighed mellem stemmerne.

Beethoven Sonate nr. 31 blev angrebet attacca, og mens første sats var byggestene, arkitektur og evig omvæltning, var anden sats gjort af det blødeste råmateriale, som Sokolov dyrkede med en balletpiges rørende, omhyggelige bevægelser, når han for eksempel svingede den venstre over højre med en hel lille sidebøjning eller gav vippetemaet jomfruelig ynde. Sid-ste sats fik den forløsende vold, man havde ventet på, så hele brystet ringede af glas-skår. Det var så den mødom.

For meget efter pausen

Så langt i programmet var jeg med og betaget. Men hvad der var tendenser før pausen, blev substans efter. Den pillen og laden, som Scriabin inviterer til i sine mere abstrakte kompositioner, syntes i bakspejlet at have påvirket hele programmet. Og også i Scriabins egen musik kan det være for meget.

Præludium og Nocturne komponeret for venstre hånd var smukt og dejligt som Chopin. Fis-mol Sonaten blev leveret som skole-eksemplet på, at sådan ord-ner man den. Men skal jeg have serveret Scriabins senere kompositioner, skal jeg have dem ind med mere romantiske skeer end Sokolovs. Kombinationen af denne eksperimenterende og afsøgende komponist med denne eksperimenterende og afsøgende kunstner er lige en tand for meget, og Sonate nr. 10 og opus 69 og 72 fra samme tid var hårdt arbejde at komme igennem.

Sokolov klippede musikken op i figurer og fortabte sig i udhævelser og udforskninger, så man savnede de store fraser. Hans klang-beherskelse er enestående, men det nye Steinway var for fristende, og det blev til en aften primært for kunstneren og hans instrument.

*Grigorij Sokolov, piano. J. S. Bach: Fransk Suite nr.3 b-mol BWV 814, L. van Beethoven: Sonate d-mol op. 31/2, A. Scriabin: Sonate nr.3 fis-mol op.23, 2 Poems op.69, Sonate nr.10 op.70, 'Vers la flamme' op.72. Louisiana, fredag aften

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu