"Træd min gæst i stuen ind," står der broderet med korssting på klokkestrengen, der hænger i Karsten B. Rasmussens stue. Det var ikke den velkomst den 43-årige social- og sundhedsassistent selv fik, da han startede på sit nye arbejde som ansvarshavende i en nattevagtstilling på et plejecenter i januar 2005. Han endte med at sige op et halvt år senere, fordi han oplevede, at han blev chikaneret ud af arbejdspladsen.
"Det var en fejl, at du ikke blev spurgt om, hvilken fagforening du stod i til jobsamtalen," var beskeden til Karsten B Rasmussen fra tillidsrepræsentanten på hans nye job.
På vej til et morgenmøde oplevede han for første gang, at det var et problem, at han ikke var organiseret i forbundet Fag og Arbejde (FOA) som resten af arbejdspladsen.
Tillidsrepræsentanten stoppede ham på gangen, og lod ham forstå, at han skulle melde sig ind i FOA i stedet for Kristelig Fagbevægelse, som han ellers havde været organiseret i siden 1996.
Han prøvede at sige, at han var godt tilfreds med den fagforening. Hendes svar var, at hun ikke kunne forhandle de lokale løntillæg for ham.
Karsten B. Rasmussen følte, at hun pressede ham:
Hun sagde, at hun ville have ro på denne her arbejdsplads. Det sagde hun, fordi de andre medlemmer var utilfredse over, at jeg stod i fagbevægelse et andet sted.
En hård tid
Karsten B. Rasmussens hus i Væggerløse ved Nykøbing Falster er helt fyldt med ting. Glasnips formet som en akvariefisk, julepynt og en enkelt påskekylling står i vindueskarmen. Han sidder med kaffekoppen i hånden.
Når talen falder på, hvordan han havde det på sin arbejdsplads, får han et træt drag over sit ansigt:
" Det var møgubehageligt. Jeg oplevede, at mine kolleger vendte mig ryggen. Jeg havde fornemmelsen af, at de snakkede om mig bag min ryg. Mange gange oplevede jeg, at de simpelthen ignorerede mig. De doserede selv medicinen, selv om det var mig, der havde det overordnede ansvar for medicindosering."
Karsten B. Rasmussen oplevede kollegernes reaktioner som mobning. Det var hårdt for ham, og et i forvejen anstrengende nattevagtjob blev endnu tungere at bære:
"Det er klart, at det sætter sine spor, hvis man er træt og ked af det hele tiden. Og det var jeg. Jeg kunne ikke tage initiativ til noget. Mange af de ting, jeg skulle lave derhjemme, blev ikke gjort. Heldigvis var min kone meget forstående," siger han og kigger ud af vinduet.
Fra bordet i stuen kan man se ud over Guldborgsund. Der er frit udsyn over sundet omkranset af de storblomstrede gardiner i vinduet.
"Det var en stor belastning for mig at arbejde på sådan en arbejdsplads, fordi man skulle hele tiden passe på, hvad man sagde. De mobbede jo folk, og hvis man ikke var psykisk stærk, så gik man ned med flaget," siger han forsigtigt og kigger lige frem for sig.
Manglende ledelse
Karsten B. Rasmussen følte sig overladt til sig selv. Der var ingen hjælp at hente fra ledelsen på arbejdspladsen.
"Ledelsen kunne godt se det, men greb ikke ind. Jeg snakkede med min leder om det. Hun havde ikke selv et problem med, at jeg var organiseret i Kristelig Fagbevægelse. Men hun brugte udtrykket, at jeg 'for Guds skyld' ikke skulle skilte med det over for mine kolleger. Men alle vidste det jo," siger han
Til sidst kunne Karsten B. Rasmussen ikke holde det ud mere. Forholdet til kollegerne blev mere og mere tilspidset, og han endte med at sige op.
"Det sidste stykke tid var det sværeste. De var jo godt klar over, at jeg var på vej væk, så de ignorerede mig totalt. Det endte med, at jeg måtte sige til lederen, at jeg ikke kunne tage ansvaret, fordi der var totalt lukket af for kommunikation," siger han.
Set i bakspejlet føler Karsten B. Rasmussen sig sikker på, at han gjorde det rigtige:
"Jeg synes, man skal have ret til at stå i den fagforening, man vil. Vi lever i et demokratisk samfund," siger han.
