Læsetid: 6 min.

Når det kommer over én

Klummisten står midt i Tel Aviv og erkender pludselig sine rødder
9. juli 2005

Det sker midt på Dizengoff Street, på denne den kendteste gade i Tel Aviv, hvor et købedygtigt hunkøns raffinerede kludebutikker, som kunne ligge hvor som helst, blander sig med mindelser om en hastigt bortsvindende verden, pionertiden med det forhåndenværendes småbutikker, marskandiserlignende altmuligkøbmænd og disses mindre ambitiøse udvalg i revl og krat og uoverskuelige vragdele af vore dages elektroniske overudbud. Kulissen er malet op, scenen sat i 35 graders mellemøstlig varme.

Det kommer som et skælv i sind og sjæl og kan kun i øjeblikket begribes sentimentalt i ordets rimelige betydning, som har med stærke følelser at skaffe. Et sted i klummistens forfatterskab i novellesamlingen Forvisningens første tid findes i al beskedenhed en fortælling om en familiefar med kone og børn på slæb, der drikker sig mere og mere skidefuld i en restaurant i den toscanske by Siena for midt i denne proces at få den vanvittige ide at ville holde en tale til de andre gæster på restauranten. Om hvad? Om den nye europæiske samhørighed. Om alt det de har været igennem, disse europæere der sidder ved de andre borde, om alt det de trods alt nu har nået. Om fællesskabet baseret på alle lidelserne i århundrederne, der passerede, og hvor erfaringsgrundlaget blev skabt for den simple erkendelse, at man må lægge alle de onde minder og erfaringer bag sig og stå sammen i fordragelighedens tjeneste.

Disse tanker, der kværner rundt i bolden på manden - man forstår, at han oven i købet lever af at udtrykke sig - udvikler sig rent faktisk til formuleringer, så stærke at manden får tårer i øjnene, påvirket som han er af sine egne svulmende følelser af storsindet højtidelighed. Det er lige før, han flæbende indvendig af sentimentalitet skal til at rulle sig ud og forsøge at realisere sin forrykte idé, da han lykkeligvis for alle parter, ikke mindst ham selv, skal ud og tisse, og det hele går op i hat og briller.

Forskellen fra novellen og virkeligheden her midt i den middelhavsfugtige, men ikke desto mindre behagelige sommerhede i Tel Aviv er blot den, at følelsen, den overvældende i dette tilfælde melder sig eller snarere kommer dumpende uden varsel og i total pur og uafviselig ædruelighed. Følelsen uden andre stimulanser end de gode madsteder i den moderne af jødernes to vigtigste byer er så stærk, at halsen snører sig sammen, og der bare kommer nogle kvæk så, klummistens hustru et øjeblik virker helt bekymret.

Et riv i rodnettet

Samhørigheden? Det er svært at sige skråsikkert om det lige netop er den, for der er trods stærke bånd også de mange forbehold, snarere et mærkbart riv i rodnettet. I en eller anden fjern, meget fjern fortid rendte de jo rundt her på lag - ja måske ikke lige her, for Tel Aviv er et forholdsvis nyt påfund fra begyndelsen af 1900-tallet, men så måske i Jaffa eller højere oppe ad kysten eller i Jerusalem eller Betlehem eller et helt andet sted i dette oprivende land og faldbød deres varer og fødte børn og gik til Templet fredag eftermiddag og siden til Vestmuren, og set med omgivelsernes øjne hver fredag efter de første stjerner havde vist sig på den fløjlsbløde nattehimmel over den hellige stad stod og slog panden ind i de store kvadrer og begræd deres store tab. Dette er unægteligt, det gjorde de engang, disse forfædre, i tidernes morgen, hvilket de ikke dengang opfattede tiderne som; snarere tænkte flere vel: tidernes aften.

Brian (ikke Mikkelsen men Life of B) viste sig som bekendt i flere på hinanden følgende skuffende skikkelser. End ikke den mest overbevisende, som oven i købet af tilhængerne hævdedes at have overvundet både korsfæstelse og død overbeviste skeptikerne, der jo allerede havde ventet så længe at det næsten var løgn. Det messianske kunne ikke af de skriftkloge opfattes som en forfløjen arbejdssky sværmer der kom selvbestaltet ridende på et æsel, men mere abstrakt som en tilstand, hvor alle mennesker opfører sig ordentligt over for hinanden og helst på én gang. Det er store krav at stille, og man forstår jo godt, at nogen følte sig kaldede, når nu muligheden bød sig og slog til: Her kommer jeg! De der ikke kunne vente længere, havde fået deres tilstand. Som sagerne nu står synes det messianske fjernere end nogensinde, og det er altså midt i den erkendelse af, at rødderne melder sig med dette riv i de finere trevler. Mens klummisten får sine fem minutter, uden mæle hvilket ellers ikke ligger til ham, muler jøder jøder nede i Gaza. Man kunne teoretisk set tage en taxa dertil og selv se efter, men rejsen er ikke til reportager, og forsikringen dækker ikke.

Rejsekammeraten er foruden den ægteviede også Herbert Pundiks stimulerende erindringers første bind, den periode hvor Israel under kamp grundlægges. Pundik funderer over, hvorfor den jødiske stat vel nok er den eneste i verden, om hvilken man nogenlunde konstant fra grundlæggelsen har diskuteret dens ret til overhovedet at være. Man siger, at havner en jøde på en øde ø, skynder han sig at bygge to synagoger; den ene er den hvori han kommer, i den anden kunne han ikke drømme om at sætte sine ben. Sådan er det måske også med landet, når det kommer til stykket. I den dialektiske tradition, som også er en del af jødedommen, er det i hvert fald påfaldende hvor meget det stritter i flere retninger. Eller er det? Måske historiens detaljer blot har tilrettelagt sagerne som en stat med iboende modsætninger og dét af ganske truende karakter. Med Pundiks ord har tåbelige beslutninger på skæbnesvangre tidspunkter betydet afsæt for tendenser, der i dag synes næsten statsopløsende. Se til bosætterbevægelsen, som har taget et helt land som gidsel, og som betyder, at ingen israelsk regering selv ikke med den værste børste i spidsen for alvor tør, kan og vil hamle op med fanatikerne.

Bornert samfund

En anden side, som også Göran Rosenberg er inde på i sin mesterlige bog Mit Israel, var de tidligere israelske politikeres følelse af retten til riget og den ufejlbarlighed, der naturligt udsprang af denne selvopfattelse. Golda Meïr var et godt eksempel på denne skråsikkerhed, der havde sine psykologiske årsager, men ikke desto mindre var katastrofal i og med, at man ikke engang kunne få den tidligere amerikanske lærerinde og russiske flygtning til at anerkende, at der var og er et palæstinensisk folk. Den nuværende Sharon sprang i sin tid ud med faldskærm som yngre oberst i hæren, og har siden afstedkommet den ene katastrofe efter den anden, som Pundik anfører.

Man kan mene, at Israel sådan set er vokset endeligt ud af landets status som pionerland og nu opfører sig som en hvilken som helst anden nation under indre og ydre pres, hvilket jo så kunne få den betydning, at omverdenen vurderede landet på linje med andre. Dette kunne måske være vejen til afvikling af det jødiske traume, hvis hovedindhold altid har været forskelsbehandling. At der er kræfter i landet, der ønsker denne normalisering behøver der ikke herske tvivl om. Et udslag heraf kan ses og opleves om aftenen i Jerusalem, da byen står på den anden ende ved en kæmpedemonstration nær det mondæne Yemin Moshe-kvarter. Bøsser og lesbiske kræver ligerettigheder. Det er ikke lige sagen for de rettroende på højrefløjen, og demonstrationen er da også bevogtet af både hær og politi.

Men klummistens hjemmelsfolk påpeger at dette knap nok har noget med bøsser og lesbiske at gøre - disse grupper er da heller ikke videre dominerende i demonstrationen - det drejer sig i virkeligheden om normalisering og liberalisering af et uhyre konservativt domineret kønsforskrækket og bornert samfund, hvor de hyperreligiøse vil bestemme det hele og oven i købet i kraft af bosætterbevægelsen, som er en side af samme sag, som sagt har taget landet som gidsel.

Vreden over at det politiske ansvar forvaltes så ringe for tiden, den genoplevede sorg på gerningsstedet over mordet på Rabin og bevægelsen over at dette land eksisterer, løber i denne stund i ét.

Denne udgave er bevis på, at klummen kan udkomme uden at nævne Fogh Rasmussens kreative bogføring. Statsministerens fortidige smålusk og besøget af kammerat Busk er her veget for noget vigtigere.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu