Læsetid: 3 min.

Når krabberne bides

Det handler om den kærlighed, vi snakker om, tænker på og drømmer om, men især om vores forskellige oplevelser af det samme. Per Flys 'Forestillinger' er kommet godt fra start
26. marts 2007

Det, den unge skuespiller Jakob oplevede som en kvindes pludselige og uforklarlige omsving fra kærlighed med overgiven, imødekommende erotik til total, brutal afvisning over night viste sig i andet afsnit af Per Flys tv-serie at have en indlysende, logisk begrundelse. Skuespillerinden Tanja kunne blot ikke sige sandheden, hvilket hun havde sine grunde til. Bedst som hun troede sig fri af sin egentlige kærlighed, instruktøren Marko, meldte denne sig på scenen igen, så hvad nu?

Per Fly er kommet godt fra start med sin nye tv-serie Forestillinger, som kører de næste fire søndage i den dramatime, der er blevet en institution for ikke at sige helligdom i danskernes liv. Ganske vist har den ikke opnået fuldt så mange seere som tidligere serier med mord i - man oplever det måske som neurotisk navlepilleri, skuespillere er jo pr. definition selvoptagede - men det er det ikke. Ikke kun.

Det er en fra instruktørens side elegant udført sarabande, en erotisk dans, med følelsesmæssige forskydninger, følgehandlinger, lidenskaber, jalousi, hykleri og svigt, som kendes fra levet liv.

At det foregår i teatermiljø under et prøveforløb fører os ind i selve krudtkammeret - det er med til at forstærke det pres, der lægges på hovedpersonerne, overbevisende spillet af Sonja Richter, Mads Wille og Dejan Cukic. Samt Jesper Christensen som teaterdirektøren, der er vant til krisehåndtering under indøvelse af stykker, i dette tilfælde et højpoetisk, dramatiseret digt af Shakespeare, selvfølgelig om den kærlighed, vi snakker om, tænker på og drømmer om, som teaterdirektøren udtrykker det.

Pernilla August og teenagedatteren er endnu bipersoner.

Har man sagt sarabande, har man også sagt Bergman. Det hed hans opfølgning på den berømte ægteskabsserie, som netop viste, hvor forskelligt mennesker oplever det samme. Bergmans tv-spil Efter prøven kommer man også til at tænke på... det om en ældre instruktør og en ny, ung skuespillerinde, spillet af Erland Josephson og Lena Olin.

Per Fly er ikke Bergman, det er kun én, men han er i nærheden af de samme dybder, hvor krabberne napper hinanden.

Hovedærindet er ikke at skildre erotikken i sig selv, men de forestillinger, vi har om os selv og hinanden, og som gør sandheden til en relativ størrelse. Det er det pirrende i den medietekniske leg, når der fra gang til gang skiftes p.o.w. - point of view, som det hedder i terminologien.

I sig selv et krævende stykke logistik, et indviklet puslespil, som kræver sin instruktør. Per Fly griber det skarpt og enkelt an, og hans personer er samtidig mere psykolgisk nuancerede end i hans filmtrilogi.

Markos bevæggrunde

Et knald for hyggens og trøstens skyld, foranlediget af vin og god stemning. Ikke mere, mener eller hævder Tanja, når hun ser sig selv i bakspejlet ("måske skulle vi ikke have knaldet, det var jo ikke vigtigt."). Jakob var klar til at gå hele vejen. I stedet kaster han sig ud i en hærværksbrandert, som er lige ved at ødelægge ham selv - og forestillingen.

Et spændingsmoment, som formentlig vil blive optrappet fra afsnit til afsnit, vil være, om instruktøren Marko er den dæmon, der - som det til dels er lagt op - styrer sine skuespillere med det ene formål: At få det maksimale ud af dem, så forestillingen bliver den bedst mulige. Uanset de følelsesmæssige omkostninger, det måtte have undervejs.

Vi savner også svar på, om Jakob vil bruge sin ydmygelse af Tanja ("det er min ret at kneppe en sidste gang, ellers bliver der ingen forestilling") i en hævnekspedition mod Marko. Der er grund til at se videre.

Tv Drama: 'Forestillinger'. Instruktion: Per Fly. Forfatterteam: Lars Kjeldgaard, Kim Leona, Per Fly. Scenografi: Søren Gam. Musik: Halfdan E. Søndage kl. 20. Genudsendes lørdage kl. 13.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu