Læsetid: 5 min.

Når en kultur får hår på karamellen

...og endda har mistet sin uskyld, så fortjener den i dén grad at få kortlagt sin historie. Også den danske hiphop. Og det sker nu i fyndigt fortalt, fornemt researchet bogform
9. marts 2006

Det er eddersprøjteme på høje tid, at vi får fortalt dansk hiphops historie ordentligt. Siden engang i starten af 80'erne har hiphoppen dunket liv i danske hængerøve, den har forårsaget ild i mikrofoner, bremsespor i vinylplader, orkan i spraydåser og blod, sved og frottepandebånd på dansegulvene. De fire urbane søjler rap, dj-ing, graffiti og breakdance, der tilsammen udgør hiphop, er vokset fra et sort ghettofænomen til en global kultur. Så det er på høje tid, at vi får en bog som Rune Skyum-Nielsens Nr. 1 ? Dansk hiphopkultur siden 1983.

Et fyndigt og lettilgængeligt stykke dansk musikhistorik i sammenhængende og velresearchet skala. En nøgle til en langt mere nuanceret forståelse af en kultur, som stadig får uvidende forældre til at rykke tættere sammen om sønnike i sofaen, og lige så uvidende nyhedschefer til at sætte hiphop og kriminalitet ind i misforståede ligninger.

Historisk bevidsthed bekæmper fordomme, og det er en stor del af Skyum-Nielsens ærinde. Men de første mange kapitler af Nr. 1 er også bare helt almindelig ualmindelig underholdende læsning. Om dengang MC Einar endelig hackede den dansksprogede raps kode på 12. sal i Sorgenfri. Om dengang ungdomsklubben Thomas P. Hejle ved Nørreport Station lagde gulv til vilde dansebattles, lydsystem til rap- og dj-brokker og vægge til graffitiens tidlige kragetæer. Eller dengang den blegfesne producer Soulshock endte ved knapperne i et amerikansk studie med den senere likviderede legende 2Pac og hans fyrretyve skarpladte homies. Gode røverhistorier, men især velsmurte fortællinger om den ild, som brænder i enhver kulturs fremmeste udøvere.

Strukturelt er Nr. 1 også strålende. Udover en tidslinie og en slangordbog rummer den 14 kapitler, der alle kan læses selvstændigt og dertil er udstyret beriget med over 250 fotos og et væld af 'bokse' eller fløjtekster med miniportrætter af bagmænd og galeonsfigurer, forklaringer af specifikke fænomener og relevante zap tilbage til moderlandet USA. Altså en serie lange og uvanligt gennemarbejdede og researchede avisartikler. Givetvis med henblik på en yngre generation, men også med gevinst for ældre læsere. For det er også en måde at forstå kulturens spraglede udtryk på, og ingen kultur kan jo fortælles som én kronologisk hovedstrøm. Det koster så lidt i koncentrationsbrud og flow samt i overlap kapitlerne imellem, men det er en lav pris at betale.

Uden mundvand

Hiphop fik hår på karamellen for længe siden. I Danmark da første generation nåede masserne i form af breakdancere og graffitimalere i midt-80'erne og i form af musik i slut-80'erne. Og uskylden blev definitivt spyttet ud, da en ny generation efter en længere tørke begyndte at sælge plader i sekscifrede antal i 1995. I dag er der accept af hiphop langt over gadeplan, i både elfenbenstårne og skyskrabere, ja, nogle af de tidligste udøvere er selv kravlet opad i det økonomiske eller institutionelle parnas.

Det anerkendte Smithsonian Institutions National Museum of American History i Washington vil nu inkludere kulturen i deres samling, og her til lands er der kommet flere specialer om hiphop samt bogudgivelser med raptekster - uden mundvand eller metronom. Der var dog ikke plads til musikken inden for kanonudvalgets snævre rammer. Men til gengæld forsøgte flere rappere at vippe Fogh & fæller af taburetterne ved valget sidste år.

Skyum-Nielsen slipper den fornemt flydende historiestafet hos den nuværende spirende tredje generation af rappere lidt over halvvejs inde i Nr. 1. Og cutter derefter til en række diskussionslystne og emnerelaterede kapitler, der ikke kun ligner perfekte afsæt for gloende gymnasieopgaver og sunde diskussioner over Familien DKs aftensmad, men også er helt essentielle for et nuanceret billede og en dybere forståelse af kulturen.

Her hentes forskerne og analysen ind, uden at det bliver tørt eller esoterisk. For der er polemisk viljestyrke i disse pro-og-contra-kortlægninger af voldsforherligelse, sexisme, kvindernes svage position på scenen, rappens litterære kvaliteter, indvandrernes unikke mulighed for at komme til orde, den kommercielle udnyttelse og mediernes behandling af kulturen. Mens TV2s Triple-A-brøler sidste år ikke behandles (måske fordi den mere handlede om fordomme mod indvandrere, end mod hiphop), så bliver vi mindet om, at forstenelsen og uvidenheden havde magt og agt så sent som i 2003, hvor Berlingske Tidende kaldte hiphop "en skruppelløs kunstart, der bomber mennesket og unge tilbage til stenalderen".

Hiphop er en undskyldning for sjov og ballade, den er et energisk og inspirerende konkurrencefællesskab, et talerør for social protest og mellemmenneskelig forståelse, men også et kloakrør for sexistiske og voldsforherligende og egomaniske og materialistiske individer. Og derfor er det så meget desto mere velkomment, at en nuanceret bog er med til at svare på de hurtige mediers sensationalisme og kan danne en sprogligt kæk modvægt til akademikernes begrænsede formidlingsevner. Også selv om der er en tendens til mere pro end contra i Nr. 1.

Som udgang på bogen lyder spørgsmålet, om en modkultur kan tåle den kommercielle rovdrift, som pågår og som sender trendspottere helt ned til undergrundsudøverne for at sample de seneste tricks hevet op af kasketten.

Voldsbomber

Personligt mener jeg ikke, at der er noget, der kan slå en meningsbærende eller udfriende udtryksform og et kollektivt knudepunkt som hiphop eller for den sags skyld techno, rock eller jazz ihjel - andet end alderdom. Men hiphop kan risikere at lide en lemlæstelse og måske endda aflivning i medier og mainstream. Hvis der fortsat fokuseres på sensationerne, på sex, stoffer og vold i overskrifterne. Og hvis især den amerikanske industris stereotype billede af helst sorte rappere som testosterontunge voldsbomber og kvindeundertrykkende sexcruisere fortsætter. Og det gør den jo, så længe teenagere også her i velfærdsstaten smider pengene.

Men historien fortæller os noget helt andet end overfladekrusningerne. Den fortæller os om den buldrende strøm af dedikeret blod, der fra de gejle pionerers ånd og hånd stadig fosser gennem hiphop - og heldigvis sælger masser af plader i lykkelige tilfælde. Så vi har stærkt brug for den historiske bevidsthed. Den hjælper os med at forstå, at vi alle er en del af et større hele. Den giver ansvarsfølelse og stolthed, bekæmper fordomme, nuancerer diskussioner og gør nye oprør, så meget desto mere interessante. For oprør, det skal der jo være. Om det så kommer fra en rapper, en b-girl eller noget helt tredje, som kun fremtiden kan formulere. Jeg glæder mig i hvert fald til det, og Rune Skyum-Nielsens guldgravning har gjort forventningens glæde endnu større.

Rune Skyum-Nielsen: Nr. 1 - Dansk hiphopkultur siden 1983. Informations Forlag. 228 sider.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her