Læsetid: 8 min.

Når kvinder kan købes til sex, er der ikke ligestilling

Hun er egentlig et meget utålmodigt menneske, men når det gælder indsatsen mod prostitution og manglende ligestilling, har hun holdt fanen højt i et langt arbejdsliv. Den daglige konfrontation med samfundets ligegyldighed har været barsk, men også en drivkraft, siger Dorit Otzen
4. november 2006

Navnet Dorit Otzen er synonymt med kampen mod prostitution og kvindehandel. Den 62-årige socialrådgiver er kendt og respekteret som mangeårig frontkæmper og forstander af værestedet Reden for narkoprostituerede på Vesterbro. Det er hverken særligt glamourøst eller sexet, skulle hun hilse at sige.

"Min kæreste kan godt nogen gange sige: Åh nej, nu ikke den kvindehandel igen. Og nogle mænd tror, at jeg er en betonfeminist, og bange for, at jeg kan kigge lige igennem dem og se deres pornodrømme," siger Dorit Otzen, da hun dukker op efter et møde på Christiansborg på sin arbejdsplads gennem 16 år.

Her i hjørneejendommen mellem Istedgade og Halmtorvet har hun sammen med sine medarbejdere og en stab af frivillige levet en stor del af sit liv i tæt kontakt med de narkoprostituerede, som kommer ind fra gaden for at få en snak, rene kanyler og kondomer, et måltid mad eller en seng at sove i.

En af kvinderne viser personalet, der er ved at gøre klar til aftensmaden, sit seneste indkøb af tre bluser for 100 kroner, og Dorit Otzen spørger, om hun ikke bruger lige lovlig mange penge på tøj. Både stemmen og udstrålingen er blid. Skrap er kvinden i pæn jakke og nederdel kun, når det gælder om at trænge igennem til politikere og et samfund, der år efter år accepterer, at det ene køn sælges for et par hundredekronesedler.

"Vi kalder os ligestillede demokratier her i Norden, men så længe mænd kan købe kvinder til en hvilken som helst seksuel ydelse, er der ikke ligestilling mellem de to køn. De kan ikke bagefter tage hjem eller hen på arbejdspladsen og respektere kvinder på lige fod. For nu ved de, hvad de kan få kvinder til for småpenge. Kvinder, som man ikke vil tage med hjem til søndagsmiddagen, men godt kan bruge til at tilfredsstille et seksuelt behov med," siger Dorit Otzen.

Arveligt belastet

Indignationen er ikke blevet mindre med årene. Men når hun kigger tilbage, kan hun godt spørge sig selv, om hun ikke skulle have valgt en lidt lettere vej.

"Jeg kunne have solgt rejser til Mallorca. Der er folk da glade, i hvert fald når de tager afsted," siger hun, men ved godt, at det ikke holder en meter.

"Nej. Det var nok givet, at jeg skulle arbejde inden for det sociale felt. Min mor var politisk aktiv og engageret i Dansk Kvindesamfund, så jeg er arveligt belastet. Hun lærte mig, at der nok var en forklaring, når sladderen gik og var aldrig med i det fordømmende kor. Jeg er vokset op i et landbosamfund på Møn, hvor alting er synligt, og det var vigtigt ikke at komme i folkemunde. Som ung pige handlede det om ikke at blive gravid eller være løs på tråden."

"De fleste vidste, hvordan man holdt balancen, men der var en ung pige, som da vi var 16-17 år, blev brugt og misbrugt af drengene. Hun var måske ikke så godt begavet eller havde andre vanskeligheder. Jeg kan huske, hvordan fyrene pralede med, hvad de havde fået hende til og kaldte hende øgenavne. Det er der, vi får udtrykket 'en beskidt luder'. De kunne godt bruge hende til at gå i seng med, men hilste ikke på hende. Det var meget ubehageligt at se, hvordan hun blev udelukket og stigmatiseret. Det var et skoleksempel på, hvordan man ikke skal gøre, hvis man vil være en del af en gruppe," siger Dorit Otzen.

Selv kom hun fra en tryg familie med en far, der læste Pippi Langstrømpe, men også rejseskildringer fra Påskeøerne og Afrika, og det vakte den unge, nysgerrige Dorit Otzens eventyrlyst. Hun kunne ikke blive voksen hurtigt nok og rejste som 17-årig med rygsæk til de arabiske lande og boede i Tyskland og i Frankrig.

Fædre med børnelegetøj i bagruden

Hun fik barn som 23-årig, og dengang i de glade 60'ere rejste den lille familie rundt i verden. Til Marokko og Cornwall i England, hvor de boede i kollektiv i en periode. Fremtiden lå åben, og man kunne altid få arbejde, hvis det kneb. Det var en lykkelig tid med langt hår, Jesus-sandalder og masser af ny musik, men også en tid, hvor der blev eksperimenteret med stoffer.

"Jeg var aldrig selv en del af stofmiljøet, og det var skræmmende at se, hvordan mange af de musikere, poeter og malere, som var fortroppen af hippiebevægelsen, blev 70'ernes junkier og gik til. Det gav mig en interesse for at arbejde med stofmisbrugere, og allerede dengang vidste jeg, at jeg ville være socialrådgiver."

I 1972 blev hun ansat på Ungdomsklinikken i Læssøesgade, hvor man afvænnede stofmisbrugere, og stødte for første gang på udtrykket 'at gå på strassen'.

"Jeg kan huske, at jeg en dag spurgte en ung pige, der var i arbejdstræning efter afvænningen, hvad prostitutionen havde betydet for hendes liv. Hun brød grædende sammen og sagde, at det var der aldrig nogen, der havde spurgt hende om før. Men alle vidste det - bistandskontoret, Ungdomsklinikken og socialrådgiverne. De vidste også, at kvinderne i behandlingen gik på omgang mellem de mandlige stofmisbrugere, og at de blev presset af mændene på herbergerne," siger Dorit Otzen.

Mødet med den unge pige blev en øjenåbner for Dorit Otzen. Hun blev klar over, at prostitution var alle stofmisbrugeres virkelighed, og søgte job på Reden for 16 år siden. Her så hun hurtigt, hvor store skader, der var begået mod de unge kvinder, der forsøgte at dulme smerten over en barndom med misbrug og voldtægt med stoffer. Reden drev i en periode en behandlingsinstitution, hvor det lykkedes at visitere 60 procent af kvinderne til et andet liv med uddannelse og arbejde.

"Det er utroligt, når man ved, hvor svært det er at skulle forholde sig til et liv i misbrug og prostitution. Desværre har jeg også set alt for mange dø. I forrige uge var det en 45-årig meget kunstnerisk kvinde, som jeg havde kendt i mange år, og det er sørgmodigt. Man tænker altid på, hvad det kunne været blevet til, hvis ikke hun var blevet misbrugt som barn. Det at Reden er her for de seje overlevere, der har overskud til at gå i behandling, betyder meget. Men bedre var det, hvis samfundet fra starten gav kvinderne et mere bredspektret behandlingstilbud og uddannelse."

Kriminalisering af kunden, som i Sverige, har Dorit Otzen kæmpet for i mange år. Det vil få mænd fra velfungerende familier til at tænke sig om.

"60 procent besøger en prostitueret, fordi muligheden er der, og 68 procent af dem, som gør det, lever i parforhold. Nogle tror, at der er tale om en form for seksuel ydelse, de ikke ellers kan få, men det er der ikke. Det drejer sig om almindeligt samleje og fransk, som man skulle mene, de kunne få derhjemme. Vi ser alle slags mænd, når vi laver opsøgende arbejde på gaden. Også dem i BMW'er med børnelegetøj i bagruden. Mange mænd bruger det argument, at prostitution er til for de stakler, der ikke selv kan få kontakt til kvinder, og undskylder sig selv med, at de jo er pæne og renlige, og så gør deres lille udløsning ikke så meget. Der er selvfølgelig også mange mænd, der ikke benytter sig af prostituerede, men de forsvarer - ligesom halvdelen af alle kvinder iøvrigt - andres ret ved at tie."

Handlet som kvæg

Bortset fra et sabbatår i 1989, hvor hun sammen med sin kæreste rejste med Troels Kløvedals Nordkaperen, har Dorit Otzens arbejdet med den samme sag hele sit liv. De seneste år har det været handelen med kvinder, som har taget en stor del af hendes tid.

"Jeg sad til en konference i Strasbourg og hørte vidner fortælle deres grufulde historier om at være handlet som prostituerede. Tårerne løb ned af kinderne på mig, og jeg blev klar over, at det skete også i Danmark. Det havde jeg og andre, som er i miljøet, bare ikke set," siger Dorit Otzen, der har stået i spidsen for projektet STOP Kvindehandel, som fik bevilliget penge i 2003.

De udenlandske kvinder, der handles til bordeller, escort og gadeprostitution, lever under forhold, der er værre end de narkoprostitueredes på Vesterbro. Fattigdom og gæld er den vigtigste årsag til, at kvinder vælger prostitution, og globaliseringen gør det nemt for mennesker i de rige samfund at få fat i de fattige kvinder fra Østeuropa og Afrika, som trods deres unge alder har et forsøgeransvar for et eller flere børn.

Havde hun på forhånd vidst, hvor omfattende arbejdet mod det kriminaliserede netværk var, havde hun nok opgivet. Men det gjorde hun heldigvis heller ikke denne gang. Og hver gang er det de små ryk og intitativer, som er lykkedes undervejs - en telefonlinje for ofrene for kvindehandel eller overnatningsmuligheder - der har fået hende til at tage en tørn til. Hun vil gerne have mere tid til kæresten, datteren og børnebørnene og huset på Møn, men har ikke tænkt at holde op lige med det samme.

"Jeg kunne så godt tænke mig, at mine børnebørn voksede op i et samfund, hvor kvinder ikke er en handelsvare. Den ældste er 11 år og på vej ind i teenagealderen, og der er desværre ikke sket så meget, siden jeg var ung. Der er ikke ligeværdighed mellem kvinders og mænds seksualitet. Hvis en ung fyr lægger damer ned, så er han en værre charmør, men hvis en ung pige er sammen med mange fyre, så bryder vi os ikke om det."

Start med jeres egne mænd

Dorit Otzen har indtil for nylig været præsident for verdens ældste internationale organisation mod prostitution og arrangeret konferencer og holdt foredrag rundt omkring i verden for at få 'almindelige mennesker' til at tage stilling. Det er dem, som sætter deres kryds, og som er gift med mænd, som de skal gå hjem og overbevise om, at prostitution ikke er i orden. Det er heller ikke i orden, at Socialminsteriet i 2002 gav gamle handicappede mænd ret til seksuelle ydelser fra en prostitueret.

"Jeg er da også handicappet. Jeg er over 50 og usynlig som kvinde. Langt flere kvinder end mænd mellem 50 og 80 lever uden sex. På plejehjemmene sidder der mange enker, og der er ingen, der sørger for at hyre en ung indvandrerdreng til fru Otzen eller Hansen. Men hvis en af de ældre mænd begynder at tage på kvinderne, så synes man, at man bliver nødt til at rekruttere en prostitueret til ham, for mænds seksualitet er naturgiven. Hvis den lov bliver afskaffet, så vil jeg næsten love, at jeg går på pension."

weekend@inforamtion.dk

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her