Læsetid: 4 min.

Når mange har for lidt

3. august 2005

Industriarbejderne haler ind på direktørernes lønninger. Det var, hvad denne avis tirsdag kunne fortælle sine læsere. Dokumentationen kom fra en opgørelse, Danmarks Statistik har udarbejdet til økonomiminister Bendt Bendtsen, der havde fået et spørgsmål fra folketingsmedlem Jørgen Arbo-Bæhr fra Enhedslisten. Den officielle statistik viser, at en arbejders timeløn nu udgør 48,36 procent af en direktørløn, hvor den i 2001 lå på 46 procent. Det kunne umiddelbart tyde på, at de indkomstmæssige uligheder i det i forvejen meget egalitære danske samfund er under yderligere nedbrydning. Men så enkel er situationen ikke. Det hænger blandt andet sammen med, at procentberegninger kan være frygtligt vildledende. Nok udgør industriarbejdernes lønninger i dag en større procentdel af direktørernes indkomst end tidligere. Men i den periode, der er dækket af opgørelsen, er deres timeløn steget med 12 kroner, mens direktørernes er vokset med 17 kroner. Reelt er afstanden altså blevet øget. Det kunne Arbo-Bæhr have henvist til, da han skulle kommentere svaret fra Bendt Bendtsen. Men måske har han ladet sig føre på vildveje af procenttallenes tale. I hvert fald siger han, at når uligheden er øget, så er det på nogle helt andre faktorer end lønnen. Både han og universitetslektorer henviser til stigningen i ejendomsværdierne og til de indkomster, der er forbundet med aktieoptioner. Eller sagt med andre ord: Måler vi den samlede formueudvikling i stedet for den rene lønindkomst, så er direktørerne løbet langt hurtigere end industriarbejderne. Skal samfundet måles på graden af indkomstmæssig lighed, er det imidlertid ikke disse to grupper, der er mest nærliggende at sammenligne. De er begge erhvervsaktive, og de har begge oplevet indtægtsfremgang, der har sat dem i stand til at deltage i den såkaldte forbrugsfest. Det er en fest, visse andre og meget store befolkningsgrupper ganske er udelukket fra. Det gælder folkepensionister, dagpengemodtagere og borgere på kontanthjælp. Udviklingen i deres indkomster har været langt mere træg end den generelle lønstigning. Det er på ny blevet dokumenteret, denne gang af Det Økonomiske Råds formandskab og sekretariat. I deres seneste rapport bliver det påvist, at disse grupper, der tilsammen udgør op imod 900.000 personer, igennem de seneste ti år er blevet stadigt dårligere stillet i forhold til de erhvervsaktive. I dag er den maksimale dagpengesats på lidt over 14.000 kroner om måneden. Hvis den var blevet reguleret i takt med lønudviklingen, ville den have været på omkring 17.000 kroner. Så her kan selv procentberegninger ikke skjule, at uligheden er blevet større. Det måtte vel være en oplagt sag for Socialdemokraterne at tage fat på. Og formanden, Helle Thorning-Schmidt, siger da også til Politiken, at det "absolut ikke er acceptabelt", at uligheden vokser. Men hvad vil hun så gøre ved det? Hun vil ikke være med til at regulere overførselsindkomsterne med den fulde lønudvikling. Faktisk kan hun ikke strække sig længere end til at "sikre, at man ikke får en ringere regulering end den, der er i dag". Og så taler hun i øvrigt om, at regeringens skattestop bør suppleres med et tilsvarende stop for taksterne for offentlige ydelser - busbilletter, institutionspriser etc. Det er, mener hun, noget, der vil gavne alle.
Men er det nu rigtigt? Hendes parti har tidligere kritiseret skattestoppet for ikke blot at være rigidt og politisk handlingslammende, men også for at bidrage til øget ulighed. Det kan derfor forekomme besynderligt, hvis Socialdemokraterne nu vil udvide stop-politikken til også at omfatte betalingen for offentlige ydelser. Det afgørende må vel stadig være, hvor stor den enkeltes disponible indkomst er - da de enkelte hver for sig kan foretrække at bruge den på vidt forskellig vis. Og her kan Thorning-Schmidts forsikring om, at reguleringen ikke skal være ringere end i dag, kun være en fattig trøst for dem, der i forvejen er fattige. For konsekvensen er jo klar nok: Uligheden vil blive øget yderligere. Pensionister, kontanthjælpsmodtagere og dagpengemodtagere vil sakke endnu mere bagud i indkomstudviklingen. Sådanne udsigter er imidlertid i fin overensstemmelse ikke blot med regeringens ideologi, men også med de herskende forestillinger om, hvad der er godt - eller i hvert fald nødvendigt - for et lille velhavende samfund, der med vekslende held forsøger at tilpasse sig globaliseringens udfordringer. Vi må indrette os, og da de indkomstmæssige forskelle i det meste af verden er langt større end i Danmark, kan vi ikke længere slå os til tåls med, at vi har drevet det vidt, når få har for meget og færre for lidt. Men måske kunne vi fastholde nogle af velfærdssamfundets basale værdier, hvis vi justerede lidt på det gamle grundtvigske ideal. Vi kunne eksempelvis gøre op med den mentalitet, som Aksel Sandemose så præcist sammenfattede i sin Jantelov. Lad dog flere få "for meget", hvis det er prisen for at forhindre, at alt for mange har for lidt. For det er jo det, der kendetegner dagens Danmark. Hundredtusindvis af borgere er efterladt i den håbløshed, der knytter sig til manglen på økonomiske ressourcer.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu