Læsetid: 3 min.

Når livsgnisten er på vågeblus

I sin nye roman brillerer Ida Jessen med landskabs- og personbeskrivelser, som gennem detaljens kunst får en augustklæbrig, dansk provinsverden til at fremtræde i skinger idyl for læserens blik
10. januar 2006

To barndomsveninder, som er vokset op på to nabogårde i Jylland. Den ene, Lisa, bliver præst i en lille by ved Limfjorden, hvor hun får en søn og en datter med sin smukke akademikermand og lever et arbejdsomt liv som omsorgsfuld husmor og sjælesørger. Den anden, Birgitte, bliver forfatterinde af en slags og lever bohemisk som attraktiv, barnløs og cigaretrygende storbysingle. Om disse to kvinder og forholdet mellem dem handler Ida Jessens nye roman, med storbykvinden som jeg-fortæller og provinspræsten som genstand for hendes fokus.

Cool præcision

Jessens roman udspiller sig i den fiktive Limfjordsby Hvium (som også var rammen om Den der lyver, 2001) en bagende varm august, der lægger sit fatale låg over dens begivenheder. Jeg-fortælleren opsøger sin barndomsveninde i en (diskret tilstedeværende) stemning af skrivekrise og kærlighedssorg; de er begge i slutningen af 30'erne, og romanen former sig som et dobbeltportræt af de to forskellige kvinder: mens jeg-fortælleren portrætterer præsteveninden, portrætterer hun indirekte sig selv. Det spørgsmål, der driver dette dobbelte portræt, er, med et ord fra romanens slutning, spørgsmålet om "livsgnisten": Hvad får gnisten til at fænge, hvordan slukkes den, hvordan holder man den blafrende, og kan den slå om i flammende hævnbrand, hvis man lider et stort tab?

Romanen stiller sine spørgsmål ganske lydløst, dels gennem det detektivagtige plot (som jeg vil røbe så lidt som muligt af), dels gennem jeg-fortællerens diskrete og halvdistancerede, men meget opmærksomme portrættering af et landskab og dets personer. Jessens landskabs- og personbeskrivelser er lige så cool og præcise, som den portrætterede jyske provinsverden er klæbrig augustvarm.

Tabshistorie

Ved handlingens begyndelse er jeg-fortællerens livsgnist på vågeblus, hvilket giver en halvdistanceret, dvælende iagttagerposition, der fungerer glimrende som portrættør af det liv og det landskab, hun kun halvt engagerer sig i.

Præstens livsgnist synes derimod 'tændt' på næsten skræmmende vis; således tager hun sig for venindens blik ud fra prædikestolen: "Hendes tone er for inderlig for min smag, hun læner sig for langt ud over kanten af prædikestolen og betoner ordene på en særlig indtrængende måde."

Lisas liv er tændt af troen, og denne gnist kan blive en fanatisk flamme, aner man i venindens observation. Men Lisas liv er også tændt af moderskabet: I det erindringsbillede, der sitrer i romanens ramme, og som går forud for den fatale sensommer i Hvium, ser fortælleren Lisa løbe efter sin lille søn i sneen:

"Hun lo og hun lo, mens hun vaklede af sted i sine sorte støvler. Jeg stod der og så på dem. Jeg kunne ikke lade være, for det var vist der, jeg første gang forstod, at hendes livsgnist var fænget."

Eksistentiel allegori

Historien om Lisa bliver historien om, hvordan hun håndterer at miste det barn, der har givet hende denne livsgnist. En tabshistorie, der i Lisas tilfælde bliver brutalt konkret, men som i psykisk forstand er en del af ethvert moderskab. Billedet af Lisa, der sidder og ser på fotografier fra sin tabte søns spæde barndom, munder således ud i følgende smukke, komprimerede formulering, der kunne gælde alle mødre:

"Engang levede du i kroppenes forbundethed. Nu sidder du med små farvede papirstykker foran dine øjne."

Jeg-fortælleren, derimod, tænder hverken på Gud eller små børn, men på mænd. Og også denne måde at nære sin gnist på finder hos Jessen komprimerede, præcise formuleringer. I erindringen om eks-kærestens kærtegn, taler fortælleren således om "sammensmeltningen, den som kvinder vil have. Den er uendelig kort, og mellem hver bygges den op med afstandtagen og negligeren. Den tager dine kræfter, så du knap er i stand til at komme igennem dagene, og alligevel er det den, du vil have. Du vil gå gennem ild og vand for den."

Det første jeg tænker på kan læses som fascinerende psykokrimi, der gennem antydninger og udeladelser holder spændingen højt og brillerer i beskrivelser af detaljer i det hvilende landskab og de agerende legemer. Men den kan også læses allegorisk som en eksistentiel spørgen til, hvordan man trods tab holder livsgnisten blafrende.

Og det er måske dette spørgsmål, der forener Jessens tre seneste bøger (denne samt novellesamlingen Foxy Lady, 2003, og romanen ABC, 2005), som ellers stilistisk er så forskellige, at jeg er begyndt at anskue hende som en forfatterinde, der er stor på samme måde som de store britiske skuespillere, som man (i modsætning til de amerikanske) ikke kan kende fra film til film, netop fordi de kan deres kunst.

Ida Jessen: 'Det første jeg tænker på', 232 s., 249 kr. Gyldendal ISBN 87-02-04009-3. Udkommer i dag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu