Den ungarske læge Ignaz Semmelweis undrede sig over, at der døde tre gange så mange kvinder af barselsfeber på en fødeafdeling frem for en anden på det sygehus i Wien, hvor han var ansat i 1840'erne.
Han undersøgte mysteriet og fandt ud af, at de lægestuderende på den ene afdeling ofte kom fra lighuset, hvor de dissekerede lig. Den ungarske læge er i lektor Ib Ravns nye bog 'Forskning i sammenhænge' et eksempel på 17-18oo-tallets videnskabelige trang til frigørelse.
Semmelweis opdagede bakteriel infektion, og på hans tid var en indstilling om at undersøge ting i detaljen revolutionerende. I 1900-tallet blev trangen til frigørelse erstattet af trangen til sikkerhed i erkendelsen.
Nu ville forskerne have fast grund under fødderne; finde byggestenene til, hvad det hele består af. Her er James Watson og Francis Cricks opdagelse af DNA'ets struktur i 1950'erne et centralt fremskridt. Og der er en verden til forskel på Simmelweis og Watson/Crick, mener Ib Ravn. Den ungarske læge var en outsider, der kæmpede for give mennesker et bedre liv, og han fik først anerkendt sine resultater efter sin død. Mens Watson og Crick var mainstreamforskere og udtryk for, at videnskaben siden Simmelweis' tid er blevet en institution fastlagt i metoder og teorier.
"Naturvidenskaberne er blevet til noget, hvor man reduktionistisk går ind og isolerer enkelte dele: genet, atomet, instinktet, den fysiske krop. Det er blevet den generelle drift at nå ned i detaljen, og naturvidenskaben forsømmer at beskæftige sig med de store sammenhænge i universet, naturen, det biologiske liv, som f.eks. sammenhængen mellem krop og bevidsthed," siger Ib Ravn, der i bogen leverer en hvas kritik af primært natur- og samfundsvidenskaberne, som han mener, lukker sig selvtilstrækkeligt om sig selv og langt fra bidrager til søgen efter det gode liv og en bedre samfundsindretning i det omfang, de burde.
"I samfundsvidenskaberne har man fokuseret på metode, fordi man har savnet et fundament. Da der ikke var materielle ting at finde, har man gjort metode til sit fundament. Økonomien er blevet matematisk, retsvidenskaben ren formalisme og positivisme, mens sociologien er en beskrivende videnskab, hvor man laver store kvantitative undersøgelser med en masse tal, der skal få det til at se videnskabeligt ud. Man er er holdt op med at foreslå ændringer til det bestående," siger Ib Ravn, der kalder marxismen og venstredrejningen på universiteterne i 70'erne for en parentes.
"Brændt barn skyer ilden og med god grund. Det er ikke sådan, at enhver normativitet er god. Marxismen var endnu værre end positivismen. Jeg vil have et humanistisk videnskabssyn, og vi skal krabbe os frem mod et stadigt bedre samfund uden at blive totalitære."
Abstrakt forskning
Sociologer som Bourdieu, Habermas, Giddens og Ulrich Beck har sat meget abstrakte billeder på, hvordan samfundet kan indrettes bedre. Men sociologer generelt har ofte svært ved at forbinde makroteorier og abstrakte idealer til noget, der kan fungere hos aftagerne. F.eks. teorier om den herredømmefri samtale. Hvorfor bliver de ikke brugt til at forbedre kommunikationen i kommunalbestyrelser, der ofte går til i skænderier og magtkampe, spørger Ib Ravn.
Ib Ravn giver i bogen et par eksempler på forskernes ambivalens over for at komme ud af det intellektuelle kosteskab. Lektor Søren Juul dokumenterede i en spørgeskemaundersøgelse for Socialforskningsinstituttet, at der var ved at opstå en såkaldt refleksiv solidaritet blandt danskerne. Til slut i rapporten skriver Juul, at staten står over for at skulle udvikle et socialt medborgerskab uden at kolonisere hverdagslivet og borgernes livsverden.
"Det ville være velgørende, hvis en skarp iagttager som Juul ville komme med et bud på hvordan som et integreret led i sin forskning," siger Ib Ravn. En anden forsker, professor og økonom Michael Møller, sætter et centralt problem i den økonomiske videnskab på spidsen i et avisinterview, der handler om forældre, der spekulerer i lejligheder til deres studiesøgende børn. "Jeg ser helt bort fra etik og moral, og sådan noget, jeg er jo økonom, men jeg fraråder-"
I økonomers selvforståelse behøver de ikke at tage moralske hensyn. Men, at man alligevel ikke holder sig for god til at blande sig i et værdimæssigt spørgsmål på et grundlag af værdifri ekspertise, viser ifølge Ib Ravn, at den økonomiske videnskab har store problemer med værdier og den gode samfundsindretning. En rundspørge blandt fremtrædende økonomiske institutter i USA viste således, at kun tre procent af de studerende mente, at det var 'meget vigtigt' for en økonom at vide noget om samfundsøkonomien. Moderne økonomer bruger en stor del af deres tid på at konstruere matematiske modeller, og så er viden om de faktiske forhold i samfundet ikke specielt vigtigt.
"Det er det samme, når det gælder om at lokke flere studerende til naturfag, som har været ramt af vigende søgning blandt de unge. Det skal se spændende ud på overfladen, men det er ren glasur. Fagenes substans, det, det hele handler om, er der ingen, der rører ved. Og tænk, hvis økonomi ikke handlede om at få ligninger til at gå op, men i stedet om at økonomisere med verdens ressourcer og bruge dem mere fornuftigt."
Ifølge lektoren bør hver enkelt forsker stille sig spørgsmålet, om det ville bekymre nogen, om de tog fejl i deres forskning. Mange ville nok svare nej, forudser Ib Ravn.
Appel til de yngre
Ib Ravn forventer dog ikke, at de ældre etablerede forskere vil tage hans kritik til sig. Men måske de unge.
"Jeg håber, det vil appellere til yngre forskere, der ikke er i gang endnu. Hvis man er 40-50 år har man accepteret systemet, som det er. Men mange kvikke unge søger andre steder hen i stedet for at træde ind i kosteskabet, hvor det handler om at udtrykke sig i fagets sprog og få artikler publiceret inden for din helt egen niche, så du kan få en publikationsliste, der kan give dig en fast forskerstilling. Den selvransagelse, der ligger op til refleksion over, hvor det hele fører hen, har overhovedet ingen stemme i forskningen i dag."
Men for de unge, der står over for at skulle starte en forskerkarriere, er det ikke ligegyldigt, hvad man forsker i, mener Ib Ravn. De unge vil indgå i sammenhænge, lave forskningsamarbejde og er idealister.
Formen og metoden har taget magten fra forskerne, hævder Ib Ravn.
"Formen begrænser indholdet, og der florerer megen mistillid i universitetsverdenen, hvor forskere ikke taler med kollegaen fra nabokontoret, fordi han engang afviste ens afhandling. Der er i den grad fokus på at få de rigtige ting på publikationslisten, så ens karriere kan blive fremmet."
Forskningsfriheden, som flere forskere påberåber sig, når VK-regeringen forlanger, at forskningen skal ud og bruges i erhvervslivet, giver Ib Ravn ikke meget for.
"Forskningsfrihed er kommet til at handle om arbejdskvalitet for den enkelte forsker. Han eller hun skal have den totale frihed til at forske i præcis dét, hans eller hendes næse finder interessant. Det kan jeg da godt forstå. Men hvis forskningsfriheden gik på andet end bare at skabe sin egen karriere, f.eks. det gode samfund eller bedre sammenhænge, så synes jeg, den var legitim," siger Ib Ravn.
Han understreger, at han synes, at regeringens forskningssigte er alt for snævert.
"Jeg efterlyser ikke, at forskningen skal være nyttig forstået som økonomisk vækst og sorte tal på virksomhedernes bundlinje. Vi har rigeligt med økonomiske ressourcer. Vi har brug for omfordeling, økonomisering med ressourcer, international solidaritet. Forskningen skal bidrage og skabe nytte i en meget bredere forstand; den skal komme samfundets borgere til gode," siger han.
