Læsetid: 10 min.

Når løget skrælles

Günter Grass' selvbiografi er blandt meget andet en slags forhør over teenageren Günter Grass, som ikke stillede spørgsmål ved det samfund, han voksede op i, og som derfor kunne få den idé at melde sig frivilligt under fædrelandets faner
15. august 2006

Det første, jeg herhjemme hørte om Günter Grass' selvbiografi, Beim Häuten der Zwiebel (Når Løget Skrælles), som udkommer 1. september, var lørdag den 11. august i radioens middagsnyheder, hvor det blev sagt, at Grass i et interview med Frankfurter Allgemeine Zeitung havde 'indrømmet', at han som ung havde meldt sig frivilligt til Waffen-SS.

Nu skal man ikke anklage en nyhedsredaktion, der har den slags oplysninger på tredje eller fjerde hånd. Men for en ordens skyld: Det har Grass hverken skrevet eller sagt, for det er ikke sket. Hvad han derimod har skrevet i sin selvbiografi, er at han som 15-årig ville melde sig frivilligt til værnemagten, helst til ubådene, men kunne det ikke blive dem, så måske til pansertropperne. Det blev der ikke noget af - han skulle til arbejdstjenesten, så kunne man altid se. Senere blev han så indkaldt og ganske rigtigt til Waffen-SS, som på det tidspunkt - efteråret 1944 - ikke var noget, man meldte sig til. Grass delte skæbne med mange andre af sin årgang. Han var 17 år og fik sin ilddåb på østfronten, som ikke var ret langt østpå mere, men gik omtrent der, hvor grænsen mellem Tyskland og Polen forløber i dag.

Gør det en forskel? For sensationsjægerne ja; de vil naturligvis synes, at det er herligt, hvis man kan sige, at Günter Grass havde været SS-frivillig, men det bytte kan de skyde en hvid pind efter. For Grass selv er forskellen måske mindre: Hans selv-biografi er blandt meget andet nemlig en slags forhør over teenageren Günter Grass, som ikke stillede spørgsmål ved det samfund, han voksede op i, og som derfor kunne få den idé at melde sig frivilligt under fædrelandets faner, når nu fædrelandet forsvarede de europæiske værdier mod de asiatisk-bolsjevikkiske horder. Helt bortset fra, at det kunne være spændende at deltage i noget stort, når man følte sig spærret inde i en toværelses lejlighed derhjemme og ikke brød sig noget videre om at gå i skole. Det var såmænd lige så skørt at melde sig til ubådene som til Waffen-SS, har han sagt i et interview.

Senere kunne han undre sig over, at han kunne være så ukritisk, selvom han godt kan forklare det, og han har derfor også ofte opfordret andre til ikke at være det. I sin nye bog peger han på episoder, som rigtigt fortolket kunne have givet ham et andet syn på verden, men ikke gjorde det (men som han husker).

Den tåbelige heroisme har Grass imidlertid gjort op med i hele sit litterære værk, og det kunne han ikke have gjort så godt og grundigt, hvis han ikke havde kendt den fra sig selv. Han har også ofte tidligere fortalt om sin egen naivitet og tro på den endelige sejr.

To erindringsmetaforer

Så det opsigtsvækkende ved den nye bog er ikke dens facts, men dens metode. At menneskets karakter kan lignes ved løget, som har uendelig mange lag, men ingen kerne, ved vi senest siden Ibsen. Men da Grass ikke er fundamentalist, er det skællene, lagene, huderne, der interesserer ham, og som han undersøger grundigt for at se, hvad der er skrevet på dem med mere eller mindre tydelig, mere eller mindre kodet skrift. Løget er den ene erindringsmetafor i bogen. Den anden er det indesluttede insekt i den gennemsigtige ravklump - dem man finder ved Østersøen, hvor Grass er vokset op. Insektet har siddet der fra arilds tid eller før, det kan stadig ses gennem ravet, eller med andre ord: man har adgang til fortiden. Men man har ikke total adgang. Insektet bevæger sig ikke, kommunikerer ikke, det skal lige så vel som skriften på løget fortolkes. Det gør Grass nu. Han skriver på en gang indfølende og kritisk-distanceret om sin barndom og ungdom frem til den tid, da han som 32-årig blev berømt med sin første roman, Bliktrommen. Efter den tid har han efter eget udsagn været så meget en offentlig person, at en fortsættelse af selvbiografien ikke giver mening.

Günter Grass tilhører den generation, der i Tyskland går under betegnelsen die Flakhelfer - dem der som 14-15-årige drenge blev oplært ved antiluftskytsbatterierne omkring de tyske byer og bagefter hentet til regulær krigstjeneste. Grass blev som nævnt indkaldt til den i efteråret 1944, kom i kamp nogle måneder senere og blev såret, så han oplevede krigens afslutning på et lazaret. Havde han ikke ligget der, er det sandsynligt, at han ikke havde oplevet den overhovedet. Der blev nemlig ikke mange tilovers af hans jævnaldrende og slet ikke af den deling, han først tilhørte. Da en lille gruppe blev fanget mellem de russiske og tyske linjer i en landsby, kommanderede sergenten alle op på cykler for at nå over til de tyske stillinger. Grass erklærede, at han ikke kunne cykle (hvilket var sandt) og skulle så blive tilbage og dække flugten med en maskinpistol, "så henter vi dig ud senere". Men inden han nåede at affyre et skud, var alle hans kammerater mejet ned af russerne, han selv kunne akkurat undslippe denne og et par senere lige så farefulde situationer.

Men de første døde, den unge Günter Grass så, var tyske soldater og officerer, som var blevet hængt i vejtræer for faneflugt. Frygten for militærpolitiet var ofte større end frygten for fjenden, og man kunne i de sidste måneders kaos når som helst risikere at miste kontakten med kompagniet, strejfe om alene og således pådrage sig mistanke for at være desertør. Grass blev frelst af en ligeledes strejfende korporal, som han knyttede sig til, som var erfaren nok til at bringe dem gennem mange farer - også til at sørge for, at Grass fik en uniformsjakke uden SS-tegn - og som senere, da de igen kom i kamp, fik begge ben skudt af og sandsynligvis ikke overlevede. Det var russerne, man havde været i kamp med, men det blev amerikanerne, der besatte Ma-rienbad, hvor lazarettet og Grass lå, og derfra gik turen til en stor fangelejr i Bayern, til en arbejdslejr i den britiske zone - og til sidst ud i det civile samfund, der tegnede sig lige så kaotisk som de sidste krigsmåneder: Grass kunne på grund af en granatsplint i skulderen ikke bruges som tvangsarbejder i de walisiske kulminer.

En drengs længsel

Men Grass' selvbiografi er ikke kun historien om drengen i krig. Det er også historien om en dagdrømmer, der tidligt ville være kunstner, og som samlede cigaretbilleder af de store maleres værker og derfor tidligt vidste meget om europæisk kunsthistorie. Det er også historien om drengen, hvis mor sendte ham i byen for at indkassere de penge, kunderne i hendes købmandsbutik nødig ville af med, og som på disse ture så, hørte og lugtede meget af det, der senere indgik i hans romaner. Det er historien om den første kærlighed, som selv i denne bog forbliver anonym, og som drengen selv stødte fra sig - og om den hunger efter det andet køn, som er en generalbas i bogen selv under krigsbegiven-hederne, for ikke at tale om tiden i og efter fangenskabet. Leder man efter 'afsløringer' af det ene eller det andet, skuffes man dog: Det er ikke en listearie om 1.003 forførelser, Grass synger, men en mere indtrængende melodi om længsel og lejlighedsvis opfyldelse; og de mere direkte beskrivelser er endnu mere direkte i hans skønlitterære værk.

Genforenet med familien

Efterkrigen er fortalt med ikke mindre intensitet end barndommen og krigen: Arbejdslejren, hvor de tyske krigsfanger er sammen med overlevende hjemløse jøder. Det første samleje (i høet, ja). Arbejde i et kalibjergværk, hvor Grass lytter til de politiske diskussioner og bliver socialdemokrat. Genforeningen med familien, der lige akkurat ikke nåede ombord på et af de torpederede flygtningeskibe over Østersøen, men til gengæld kom ud for meget af hvert på flugten vestpå. Man er sammen igen - så længe det varer, for der er ikke plads til alle - men familien er ikke som før: Rædslerne har mærket både forældrene og lillesøsteren. Oplevelsen af, at flygtningene ikke modtages med åbne arme. Arbejde med at mejsle navne på gravsten - men senere også med at kopiere skulpturer - på vejen til optagelsen på kunst-akademiet, den første rejse til Italien og mødet og livet med den første hustru, Anna, deres år i Paris og deres år i Berlin. Ikke så lidt, men bogen er også på næsten 500 sider.

Man kan i selvbiografien finde mange episoder, som man allerede synes man kender fra Grass' litterære værk, og han kommenterer dem ofte selv med henvisninger til, hvorledes han har brugt dem i sine bøger. Men man ser derfor også tydeligt, hvorledes Grass har kunnet fremmedgøre sine erfaringer, gøre dem til andres - og andres til sine - og med den blanding af såkaldt sandhed og løgn, der kaldes fiktion, skabe verdenslitteratur.

Litteratur er denne selv-biografi naturligvis også. Grass ved bedre end de fleste, at fortællingen aldrig er identisk med, 'hvordan det virkelig var'. Om nogen har han gjort den upålidelige fortæller til en gennemgående figur i sit værk. Altså behøver man heller ikke at tro på, at han faktisk i den bayriske fangelejr raflede med en jævnaldrende Joseph, der ville være præst og havde drømme om at blive kardinal, og som endte med at blive pave. Men så meget er rigtigt, at Joseph Ratzinger og Günter Grass var interneret i den samme lejr i Bad Aibling i nogle måneder af 1945 - rigtignok sammen med mange tusind andre. Man behøver måske heller ikke at tro på, at den kok, som på gebrokkent tysk gennemførte virtuelle madlavningskurser for fangerne, virkelig havde kendt den unge digter Paul Celan i Rumænien - men beskrivelsen af kurset og af alle de retter, som fangerne kun kunne komme i nærheden af i fantasien, er et førsteklasses litterært måltid.

Litteratur kan også være til hjælp i nøden: Günter Grass havde tidligt læst Grimmelshausens roman Den eventyrlige Simplicissimus fra 1669 om trediveårs-krigens rædsler, og da han befinder sig alene på flugt uden at ane, hvor han skal vende sig hen, tænker han på, at helten Simplicius jo trods alt overlevede og senere kunne skrive om det, han havde været ude for. Så måske er der håb om, at også han selv vil overleve...

Moderskikkelsen

"Der er intet som et sundt Ødipus-kompleks," har Günter Grass sagt, og skulle man være i tvivl om hans kærlighed til sin - tidligt afdøde - mor, kan man få tvivlen fjernet ved at læse selvbiografien. Man har nu ellers ikke behøvet at være i tvivl, thi fra Bliktrommen til Mit århun-drede er moderskikkelsen central - og faderen tilsvarende marginal. Således også her: Grass lægger ikke skjul på, at han ikke kom godt ud af det med sin far, men beskrivelsen af deres gåen fejl af hinanden er rørende, overbærende mod faderen og kritisk mod Grass selv, uden at han glemmer, at det nu engang ikke kunne blive anderledes dengang. Han lægger heller ikke skjul på, at han som barn ofte var mere irriteret over end glad for sin tre år yngre søster - hvad der til gengæld ikke forhindrede ham i at yde hende håndfast hjælp, da hun i begyndelsen af 1950'erne var på vej til at blive nonne, men fortrød. Kirken ville helst ikke give slip på hende igen, men det blev den nødt til. Da hans søster i sin kvide spurgte ham, hvad hun så skulle tage sig til nu, sagde broderen, der havde mejslet gravsten, nærmest vrantent: Bliv jordemoder! Det blev hun, og en fremragende sådan.

Det er denne selvbiografis største kvalitet, at den rummer et grundigt og ofte pin-agtigt selvopgør, men at der aldrig bliver tale om bondeanger. Spekulationer om, hvad man kunne, burde, skulle have gjort eller undladt, nævnes nok, men ikke for at føje sig sammen til et afsluttende facit: Havde jeg dog bare... Det er ikke Günter Grass' 'dommedag over sig selv', for nu her til sidst igen at ulejlige Ibsen. Det ville i Grass' øjne være koketteri, det ville være for billigt. Efter den såkaldte afsløring af indrulleringen i Waffen-SS har et par kommentatorer i Tyskland ment, at Grass burde have ladet være med at blande sig i politik. Mere logisk ville det være at se på, hvem der lærer noget af historien, herunder sin egen, og hvem der ikke gør.

At løget ikke har nogen kerne, er ikke en mangel, men et fortrin. Det ene lag er ikke mere 'ægte' end det andet, det syvende ikke mere end det sjette. Det er der alt sammen, "livet er snart sådan, snart sådan", som den gamle Fonty siger i En længere historie. Det lægges alt sammen frem, det kan ses som insektet i ravklumpen, der dog til sidst forbliver lige så utilgængeligt som løgets kerne. Deri ligger fascinationen - ikke kun bogens, men til syvende og sidst også livets.

'Beim Häuten der Zwiebel' udkommer den 1. september på Steidl Verlag, Göttingen

Per Øhrgaard er en god ven af Grass og har oversat flere af hans bøger til dansk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu