Da George Orwell i 1948 med romanen 1984 introducerede sproget "newspeak" (hvor "fred" betyder krig og "frihed" slaveri, etc.), var det som et særkende for fremtidens monstrøse totalitære stater. Vi ved nu, at varianter af dette sprog trives i nogle af samtidens demokratier, og ingen steder i den vestlige verden er det i den grad blevet ophøjet til officiel sprogbrug som i Chiracs Frankrig. Præsidenten gør næsten konsekvent det modsatte af, hvad han siger, og den vågne del af pressen dokumenterer det dag efter dag med rent ud hårrejsende eksempler.
"Løfter er kun bindende for dem, der tror på dem". Det er ikke Chirac, der har fundet på dette vittige og kyniske franske ordsprog af nyere dato. Men hans valgkampagne i 1995 og hans politik efter valgsejren illustrerer det til fuldkommenhed.
Frankrig ved årsskiftet er et land i krise, ikke bare i den økonomiske betydning af ordet, som har været aktuel i årevis, men i moralsk krise. Den offentlige debat og talrige meningsmålinger vidner om en gennemtrængende pessimisme og utilfredshed, frygt for morgendagen, svigtende tro på politikerne. Moralen er lav i dobbelt forstand, idet Frankrig synes at mangle gå-på-mod samtidig med, at den moralske standard i det offentlige liv kendetegnes af korruptionsskandaler og brudte løfter. Desorientering, mangel på holdepunkter og søgen efter værdier viser sig på mange måder. Man rejser også spørgsmålet om menneskets plads i økonomien: Er mennesket til for at tjene økonomien - således som det synes underforstået i globaliseringens og den nye liberalismes paroler - eller omvendt?
Den franske pessimisme er sikkert overdrevet - Frankrig er et rigt land og har mange aktiver på det materielle som det intellektuelle plan - men den er blevet forstærket i 1996, der tegner sig som et fiaskoernes år for regeringen. Intet synes at ville lykkes - reformer kører fast, gigantiske privatiseringsprojekter strander på grund af lyssky metoder eller mangel på strategi, økonomien stagnerer, og i udenrigspolitikken efterfølges store armsving af diskrete tilbagetog. Franskmændene begynder at spørge, hvorfor det politiske system fungerer så dårligt. Det store flertal har en fornemmelse af, at man afkræves stadig nye ofre år efter år uden at se positive resultater. Fire af fem franskmænd tror ikke på regeringens politik.
Mange af de problemer, Frankrig står overfor, kendes mere eller mindre tilsvarende i en række europæiske lande i dag - følgerne af 'globaliseringen'. Men Frankrig klarer de nødvendige omstillinger dårligere end andre lande (f. eks. Holland, Danmark og Irland, der fremhæves som dagens modeller i EU). Således har arbejdsløsheden i Frankrig været i næsten uafbrudt stigning i 1996 og forudses nu officielt at vokse til 13 pct i første halvdel af 1997.
Frankrig har svært ved at tackle problemerne af flere grunde. Liberalismen møder modstand, fordi staten traditionelt har en meget stor rolle i Frankrig, så at sige allestedsnærværende og indgroet i bevidstheden i alle lag af befolkningen. Politikken blokeres også af en mangel på dialog: Kursændringer dikteres fra oven. Sociologen Alain Touraine - der går ind for en social liberalisme - kritiserer regeringen for dens "autoritære liberalisme".
Hvad der kendetegner Frankrig i dag sammenlignet med de fleste andre europæiske lande - der ligeledes befinder sig i opbrud, med generationskløft, søgen efter nye værdier og modeller - er et påfaldende pauvert lederskab med tandemen Chirac-Juppé. Der er tale om en troværdighedskløft, en tillidskløft og en kommunikationskløft - som følge af afstanden mellem ord og handling. Foruden den "sociale kløft", hvis overvindelse Chirac netop gav topprioritet - i sin valgkampagne. Ligesom han i aggressive vendinger fordømte den teknokratiske elitisme og den vi-alene-vide mentalitet, han siden som præsident har praktiseret mere end nogen anden - med premierminister Alain Juppé som det perfekte og forhadte symbol.
Regeringen er upopulær i sjælden grad, og Chirac - der som partileder altid havde mindre end 20 pct. af vælgerne bag sig - har ikke formået at blive en samlende skikkelse for det franske højre, endsige for nationen. Regeringen Juppé har en yderst smal sammensætning - centreret om Chirac-klanen - og har stort besvær med det enorme, men stærkt splittede højreflertal i Nationalforsamlingen. Endnu et fænomen, der gør politikken selvmodsigende og uigennemskuelig for den almindelige franskmand - at en præsident valgt med et klart flertal af vælgerne og en regering baseret på et overvældende parlamentarisk flertal kører fast.
Da Chirac fornylig lod sig interviewe i to timer i tv, var det meningen, at han skulle sætte tingene på plads, styrke moralen, give signaler, vise vej - alt det man venter af Republikkens almægtige chef. I stedet oplevede man en præsident, der nærmest fremtrådte som en magtesløs tilskuer. Problemet er, sagde Chirac, franskmændenes modstand mod enhver reform, deres "konservatisme".
Altså en progressiv præsident over for et konservativt folk - et oplagt eksempel på "newspeak", når man ved, at de såkaldte reformer først og fremmest går ud på højere beskatning ("skattenedsættelse") og nedskæring af velfærdsstaten ("forsvar for den franske sociale model"). Og at det hele foregår i en situation med massearbejdsløshed, eksklusion, voksende ulighed og fattigdom.
Oven i alt dette oplever franskmændene afsløringen af en "nomenklatura", de politiske magthavere i Paris som veritable parasitter - den synligste og mest provokerende del af korruptionsaffærerne. Her finder man den samme Juppé, der gang på gang har gjort sig bemærket ved moralprædikener, i en lidet flatterende rolle.
Symbolerne og sproget spiller en stor rolle, når talen er om værdier og moral, og det er symptomatisk for krisen i Frankrig, at selv sproget korrumperes.
B.V. (Børge Visby)
