Læsetid: 5 min.

Når medier går i krig

Journalister glemmer at være kritiske, når de skriver i krigssituationer. I stedet bliver de medløbere i det politiske spil, mener Hanne Jørndrup, der i en ny ph.d. afhandling analyserer dækningen af Irak-krigen
11. august 2005

Marts 2003. Mens Saddam Hussein er sendt til tælling i Washington, skal der tages store beslutninger på Christiansborg. Skal Danmark sendes i krig? Journalisternes mikrofoner, kameraer og kuglepenne er på overarbejde blandt politikerne. Beslutningen om at sende danske tropper afsted bliver truffet med et spinkelt flertal, og politikerne forsøger at lægge låg på kritikken af den danske krigsdeltagelse. Men i stedet for at holde gang i debatten, følger medierne trop.

"Jeg havde forventet, at medierne ville løbe af med sig selv i iveren for at dække kampen mellem 'røvere og soldater', men i stedet virker det som om, der var en konsensus mellem politikere og journalister om ikke at tale om den danske deltagelse. Journalisterne gik med på politikernes tavshed."

Sådan opsummerer ph.d. studerende Hanne Jørndrup sit syn på mediernes dækning af dagene omkring krigsudbruddet i Irak. I dag fremlægger hun sin ph.d.-afhandling 'Journalistik - midt i en krigstid', der med Irak-krigen som eksempel analyserer, hvornår journalistikken bevæger sig fra at være national til at være nationalistisk. En hårfin grænse, der, ifølge Hanne Jørndrup, ligger der, hvor journalisten glemmer idealet om kritisk uafhængighed og i stedet lader politikere og andre autoriteter sætte dagsordenen.

"Det er et grundlæggende ideal, at medierne er til for at repræsentere og forsvare demokratiet. Men under Irak-krigen præsenterede og forsvarede de danske medier den parlamentariske side af demokratiet, ikke befolkningens," siger Hanne Jørndrup.

Og det til en grænse, hvor det nærmede sig det hykleriske, mener hun.

"Medierne havde travlt med at fortælle om, hvor forfærdeligt, det var, at irakiske børn fik bomber i hovedet - men der var ingen, der bemærkede, om bomben havde et lille Dannebrog på siden."

Part i konflikten

Hanne Jørndrups analyse koncentrerer sig om seks danske avisers nyhedsdækning i 10 dage omkring krigsudbruddet og er delt op i dækningen af international politik og FN, folketingsbeslutningen om den danske krigsdeltagelse, den danske krigsmodstand og krigens gang. Analysen viser, at medierne allerede fra starten svigtede deres kritiske rolle, for selvom der var en væsentlig modstand mod den danske krigsdeltagelse, nåede medierne aldrig videre end opfølgninger på den politiske diskussion.

"Debatten omkring krigsdeltagelsen blev behandlet som enhver anden del af det politiske spil - det kunne ligeså godt have været et finanslovsforslag, der blev drøftet," mener hun.

"Protesterne på gaden blev af medierne fremstillet som aparte adfærd. Demonstranterne blev præsenteret som vildfarne skolebørn, og når de blev interviewet, repræsenterede de kun sig selv som Anne, Jesper eller Michael - de udgjorde ihvertfald ikke en politisk røst," siger Hanne Jørndrup. Hun fremhæver blandt andet en situation, hvor statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) og udenrigsminister Per Stig Møller (K) blev overhældt med rød maling.

"Da var det lige som om, journalisterne slog ring om Christiansborg og i fællesskab sagde, at den handling var forkastelig."

Når journalisterne endelig nåede uden for murene, var det, når en politiker havde besluttet at deltage i den folkelige debat.

"Så snakkede man enten med politikerne eller vendte sig mod politiet for at høre, hvor mange demonstranter, der var tilstede, eller om der var optræk til ballade," siger hun.

På den måde forspildte medierne mange chancer for at lade kritikken af Danmarks deltagelse komme frem, mener Hanne Jørndrup.

"Konflikten lå lige til højrebenet for journalisterne: for første gang i mange år traf Danmark en afgørende beslutning om at gå i krig - og så på et så spinkelt politisk grundlag," siger Hanne Jørndrup.

Skizofren kritik

Medierne var dog ikke totalt ukritiske, viser Hanne Jørndrups analyse. På avisernes lederpladser og i kommentarer og analyser var der rigeligt med selvkritik. Men det var som om, at kritikken forblev på sidelinjen og ikke nåede frem til nyhedsspalterne, siger Hanne Jørndrup.

"Medierne var skizofrene i deres selvkritik. Mens man på lederpladsen fordømte den militære strategi og krigshandlingerne, var det alligevel dem, der kom på forsiden" siger Hanne Jørndrup. Ligeledes var der en del kritik af journalisternes tætte kontakt til amerikanske og britiske soldaterne ved fronten, den såkaldte 'embeddedness'. Men der var ingen, der kommenterede den hjemlige 'embeddedness' i form af den konstante brug af militære eksperter til at udlægge krigens gang, påpeger Hanne Jørndrup.

"Det virker som om, hvert medie have sin Irak-ekspert og på den måde var afhængige af militæret. Men selv mente medierne ikke, at det påvirkede deres journalisti-ske uafhængighed," siger Hanne Jørndrup.

Journalistikkens præmis

Selvom afhandlingen kritiserer den danske Irak-dækning, tvivler Hanne Jørndrup på, de danske journalister kunne have handlet meget anderledes. Arbejdsvilkårerne gjorde det svært at leve op til de journalistiske idealer.

"I moderne krigsførelse er det jo svært at stille sig ud på slagmarken og betragte tropperne, så medierne bliver afhængige af dem, de selv betragter som autoritative nyhedskilder," siger Hanne Jørndrup. Samtidig dikterer de journalistiske nyhedskriterier handling - og der formåede koalitionen med USA i front at tilpasse deres PR-strategi til den journalistiske døgnrytme, siger Hanne Jørndrup.

"Når man hele tiden skal finde nye vinkler, er det oplagt for eksempel at følge Bush's 48 timers nedtælling, i stedet for at skrive om Chirac og Schröder, der hele tiden kommer med protester," siger Hanne Jørndrup.

Hanne Jørndrup følger i sin afhandling krigsjourna-listikkens historie helt tilbage til Henrik Cavlings tid som krigsreporter, og hun mener, at krigsjournalistikken generelt afspejler samfundets magtforhold i stedet for at definere og kritisere dem. Niveauet af kritik i journalistik er afhængigt af niveauet af kritik i den hjemlige debat og især på politisk plan, konkluderer Hanne Jørndrup.

"Journalistikken er afhængig af sine kilder. Journalister fodres med historier fra politikere og eksperter. Dagsordenen bliver sat af dem, der har magten til at sætte den," siger Hanne Jørndrup. Årsagen er først og fremmest journalistens arbejdsvilkår, hvor nyheden oftest skal hentes hjem på et spinkelt grundlag af viden og tid.

Så i stedet for at slå hinanden oven i hovedet med ophøjede idealer om objektivitet og kritisk uafhængighed, bør mediebranchen måske snarere sætte sig ned og overveje, hvordan de bruger idealerne om den gode historie i dagligdagen, siger Hanne Jørndrup.

"Medierne bør overveje, om jagten på den gode nyhed får journalisterne til at overtage andres konflikt," siger Hanne Jørndrup.

"Men vi må ikke kapitulere og opgive idealerne."

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her