Læsetid: 7 min.

Når det moderne ikke er på mode længere

7. oktober 2005

Man kan godt træde ind i et fællesskab uden at træde ud af den moderne virkelighed. Hvis man vil forsvare det borgerlige samfund, må man se abstrakte rettigheder for det enkelte individ som åbning til en offentlig og fælles kultur. Historien om et forkætret filosofisk værk, der blev aktuelt

Man kunne som digteren sige: "Det gælder om at være absolut moderne." Det gælder om at forkaste alt det gamle og finde frem til stadigt nye verdener. Det kunne man som den franske digter Arthur Rimbaud stadig sige i midten af 1800-tallet. Men man siger det ikke så meget mere.

Trods glæden ved demokrati, stolthed over menneskerettighederne og afhængighed af idealer for personlig frihed er det, som om det absolut moderne ikke overbeviser længere.

Det moderne kan resumeres i tre forhold: Menneskene vil bestemme selv; de sociale relationer er reguleret af fornuftige regler; og både naturen og historien udlægges som noget, vi mennesker behersker. Men spørgsmålet er, om det selvstyrende individ, de rationelle regler og beherskelsen af omverdenen er nok til, at man kan etablere nye samfund og fællesskaber? Det moderne var kolossalt stærkt som opgør med de gamle samfund, men det bliver i disse år mere og mere uklart, om de moderne samfund kan hænge sammen uden gammeldags ritualer, traditionelle værdier og religiøse symboler. De, der ville være absolut moderne, kunne splitte det gamle effektivt, de kunne gøre det forførende, så almindelige mennesker ville være med. Men efter nationalstaten, de lokale fællesskaber, de gamle værdier og de religiøse forbindelser står individualister nu absolut moderne tilbage: de plages af stress, de hjemsøges af 'identitetskriser', de kalder sig 'ensomme'. De mest banale hverdagsanliggender bliver til eksistentielle udfordringer: boligindretning, oprydning og måltider. Det selvstyrende moderne individ viser sig rystende usikkert og ydmygende ubestemt i forhold til hverdagshåndtering.

Præcis denne moderne forfaldstendens var udfordringen for den tyske filosof G.W.F. Hegels berømte Retsfilosofi, der udkom i 1821:

"Når man hører nogen sige, at friheden overhovedet består i, at man kan gøre, som man vil, så er det en forestilling, som kun kan ses som udtryk for en fuldstændig mangel på tankeudvikling, hvor man ikke finder den mindste antydning af det, der er den i og for sig frie vilje, af ret, af sædelighed osv."

Den individuelle frihed er for Hegel ikke kulminationen på det moderne gennembrud, det er tværtimod den afgørende problemformulering for moderne politisk filosofi. Der gives ifølge Hegel to ulykkelige individualismer: Den ene type indvidualist vil udfolde sig selv og ser sit eget indre som livsprojektet. Det gælder her om at at realisere sit potentiale i omverdenen. Denne individualist er ekspressiv.

Den anden type individualist er pligtopfyldende, denne individualist abstraherer fra sit eget indre og realiserer sig selv som ren almenhed. Man skal her overskride sin personlige kerne, man skal sætte sig ud over sine egne tilbøjeligheder og lyster. Den ekspressive individualist ender med at blive ensom, den selvfornægtende individualist bliver tom. Idehistorisk kan man identificere den ekspressive individualisme med filosoffen Herder, og den selvfornægtende individualisme med Immanuel Kant. Men de to individualismer støder aktuelt sammen i forskellige variationer og kontekster, når det gælder om at være absolut moderne. Og når så mange efterhånden vælger gamle fællesskaber i stedet for de moderne indvidualismer, kan det hænge sammen med fornemmelser af, at det borgerlige samfund som fornuftigt fællesskab efterlader borgerne alene med abstakte rettigheder og en latterlig forbrugskultur. Og ikke andet.

Radikale venstreorienterede og højreorienterede teoretikere taler om, at en ny verden er mulig. De udkaster teorier for nye begyndelser og afslører de bestående samfund som 'fascistoide', 'paternalistiske' eller 'pseudodemokrakiske'.

Men i Retsfilosofi forklarer Hegel, at udfordringen for nye fællesskaber ikke handler om at skabe nye rammer og institutioner, men om at lære at se sin egen fornuft reflekteret i samfundets konsensus. Filosofien kan ikke forandre verden. Og det skal den heller ikke:

"Skulle vi komme med endnu en belærende bemærkning om, hvordan verden burde indrettes, måtte det være, at til dette kommer filosofien altid for sent. Som verdens tanke træder den først frem i en tid, hvor virkeligheden har tilendebragt sin dannelsesproces og foreligger fuldt færdig. (...) Når filosofien maler gråt i gråt, er en af livets skikkelser blevet gammel, og med gråt i gråt lader den sig ikke forynge, men blot erkende; først når tusmørket sænker sig, begynder Minervas ugle sin flugt."

I over 100 år var Hegels Retsfilosofi et marginalt værk i den store historie. Vigtigt og anerkendt, men intet ved siden af ungdomsværket Åndens fænomenologi. Værket blev anklaget for at være propaganda, og Hegel blev hånet som 'statsfilosoffen'. Som forsvarsskrift for det borgerlige samfund og den moderne stat blev bogen regnet for reaktionær og udemokratisk. Men i de seneste 10 år er Retsfilosofi pludselig kommet på mode igen blandt politiske teoretikere og filosoffer. Den amerikanske filosof Robert S. Pippin skriver i sin nye bog The Persistence of Subjectivity, hvorfor Hegels retsfilosofi nu bliver så interessant:

"Hegels centrale ærinde var at udpege det moderne livs 'splittethed', de stærke dualismer og de mange modsætningsfyldte forpligtelser, der producerer lidelser og smerte, som han kunne se i alt fra Rameaus nevø til romantiske romaner, fra den franske revolution til engelske reformforsøg. Det er derfor ikke til at tage fejl af, at hans projekt drejer sig om en 'genforening' med verden. Det drejer sig om nye former for 'identifikation' og 'tilfredshed' med samfundets institutioner og praksis."

Nu bliver Retsfilosofi læst af amerikanske og tyske filosoffer som et hovedværk, fordi det undersøger forsoningen med samfundets institutioner som en moderne mulighed. Den tyske sociafilosof Axel Honneth udgav i 2001 en læsning af Retsfilosofien, der som karakteristisk af en aktuel problematik hed: Lidelse ved ubestemthed.

Dengang skrev Honneth, at Retsfilosofien var 'yderst attraktiv', fordi den forsøgte at etablere et offentlig rum mellem de abstrakte grundsætninger i den moderne ret og den moralske enighed om respekt for det enkelte individ: "Derudover forsøger Hegel at udvikle en etisk metateori om retten."

Han forsøger at reflektere det borgerlige samfunds love, instititioner og respekt for enkelte individ som det, han kalder Sittlichkeit; det vil sige sædelighed, forstået som vaner, handlinger og baggrundsforståelser i et givent samfund. Retsfilosofien er ikke en traditionel afhandling om den positive lov og den ideelle forfatning, men værket tematiserer den statslige orden som betingelse for offentlig realisering af den frie vilje. I sit sene politiske hovedværk Fakticitet og Gyldighed knytter Jürgen Habermas an til denne ambition hos Hegel og udlægger sin diskursteori som en forlængelse af Retsfilosofien. Han kalder det socialisme:

"Hvis man forstår socialisme som indbegrebet af nødvendige betingelser for frigjorte livsformer, som de involverede selv må lære at forstå og udfolde, så indser man, at den demokratiske selvorganisering af et retssamfund må være kernen i det her projekt."

Hvis man vil realisere socialismen, skal man ikke angribe det borgerlige samfund og dets institutioner. Man skal ikke rive det hele ned og håbe på nye begyndelser. Man skal besinde sig på det moderne som tradition og udfolde de muligheder for fælles handling, der er indlejret i vores retslige og moralske normer om lighed og retfærdighed. Retsfilosofi, der engang blev kaldt udemokratisk og reaktionær, bliver nu udlagt som åbning for en socialistisk tænkning. Som Pippin pointerer i sin bog: Den kritiske tænkning kan ikke forkaste det borgerlige samfund. Den oplysningskritiske og civilisationspessimistiske tænkning er blevet legitim i det borgerlige samfund: Den er blevet anerkendt som korrigerende instans. Den er blevet institutionaliseret. Hvis man vil forsvare demokratiet mod stærke interesser og selvbestemmelse mod kapitalismen, er der aktive modstandsressourcer i det borgerlige samfund. Aktuelle konflikter finder sted som opgør mellem forskellige aktører og dimensioner i det borgerlige samfund. Og ikke som konfrontation mellem borgerlige kapitalister indenfor og revolutionære aktivister udefra.

Det moderne kan ikke længere legitimere sig selv ved henvisning til førmoderne ordener, men må forholde sig til sig selv som tradition. Og når traditionen ikke længere er feudal eller enevældig, kræver det en anden tænkning af traditionen. Man kan ikke længere være absolut moderne ved at forkaste traditionen. Disse momenter og perspektiver analyseres i de 14 essays i Pippins nye bog. Det er forsvar for det borgerlige samfund, for et aktivt civil samfund og for, at man kun kan være absolut moderne, hvis man er forsigtig, og langsom og tænksomt forholder sig til traditionen. Det drejer sig om at finde noget andet end håbløshed og tomme protester for enden af den moderne individualisme:

"Det forudsætter et andet perspektiv. Man må erkende, at et frit liv er en kollektiv præstation. Man må erkende, at man ikke kan være fri, med mindre andre anerkender en som fri. En samfundsorden er således ikke en begrænsning af det enkelte individ, men en betingelse for, at man kan leve frit, for det kan man kun ordnet og i fællesskab med andre mennesker."

Litteratur:

-Robert B. Pippin: The Persistence of subjectivity

28,99 dollar. 369 s. Cambridge UP. ISBN 0521613043

-G.W.F. Hegel: Retsfilosofi udkom på dansk i 2004 på Det Lille Forlag

-Axel Honneths Leiden an Unbestimmtheit er udkommet på forlaget Reclam, 4,10 euro

-Jürgen Habermas: Fakticität und Geltung er udkommet som Suhrkampbilligbog, 19,90 euro

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu