Læsetid: 4 min.

Når nøden er størst

7. august 2002

BEHOVET for nødhjælp til landene i det sydlige Afrika er stort. Hjælpen skal frem, og det skal være nu, før situationen udvikler sig til en egentlig katastrofe for millioner af mennesker. De sultende familier skal først og fremmest have mad. Det er underordnet, om majskornene er gule eller hvide, gensplejsede eller ej.
»I hele regionen er der folk, som svæver mellem liv og død. Kombinationen af udbredt sult, kronisk fattigdom og hiv/aids er ødelæggende og kan snart føre til en katastrofe. Politiske fejltagelser og dårlig ledelse har kun forværret den i forvejen alvorlige situation,« sagde James Morris, leder af FN’s fødevareprogram, WFP, allerede for en måned siden.
WFP vurderer, at næsten 13 millioner mennesker i Zimbabwe, Malawi, Zambia, Mozambique, Leshoto og Swaziland skal have nødhjælp i det kommende halve år.
I sig selv er det en kæmpemæssig opgave at få nødhjælpen frem i det meget store område med mangel på transportmidler og dårlige veje. Og det haster. I Zimbabwe er de svageste begyndt at dø, f.eks. folk, der har aids og tuberkulose, siger Elsebeth Krogh, international chef i Folkekirkens Nødhjælp.

DET ER ikke tilgiveligt at lægge hindringer i vejen, sådan som Zimbabwes regering har gjort med sit monopol på importen, sit forbud mod fødevaretransport, der ikke er kontrolleret af regeringen og sit forsøg på i det hele taget at kontrollere, hvem der deler ud, og hvem der kan modtage hjælp.
Det er heller ikke tilgiveligt at lægge hindringer i vejen for nødhjælp, som indeholder gensplejsede majskorn, hvis alternativet er, at folk slet ikke kan få hjælp. Så langt kan vist de fleste være enige.
På den anden side må man spørge: Hvem er egentlig den skyldige, hvis nødhjælpen forsinkes på grund af modvilje mod gensplejset majs? De modstræbende regeringer i området? De uforstående amerikanere? De kompromisløse GMO-modstandere?
Den amerikanske regering og bistandsorganisationen USAID er den største donor og største leverandør af majs. Den insisterer på, at der ikke kan skaffes majs i tilstrækkelig mængde til tiden, hvis landenes regeringer kræver bevis for, at der ikke er gensplejsede majskorn i nogle af sækkene.
Det er svært at afgøre, om det passer. Til syvende og sidst er det vel et spørgsmål om penge. USA kan jo godt levere GMO-fri majs til markederne i Europa og Japan, hvor forbrugerne og deres regeringer ikke vil
have andet. Generelt virker de officielle amerikanske talsmænd helt uforstående over for de afrikanske landes bekymringer og modvilje.
Hvis USA og USAID ville gardere sig mod mistanken om, at de udnytter situationen til at fremme de amerikanske handelsinteresser og udbrede gensplejsede afgrøder til en større del af verden, så kunne de vel i det mindste sørge for at knuse majskernerne, så de ikke kan spire?
Modargumenterne er, at det forøger prisen, at der ikke er tid, og at det nedsætter holdbarheden, som kan være afgørende, især i afsidesliggende områder.

UVIDENHEDEN er stor i hele regionen. Gensplejsning har ikke, som i Europa, Japan og USA, været et vigtigt emne i medierne. I Sydafrika har man længe både indført og dyrket gensplejset gul majs til dyrefoder. I år har regeringen givet grønt lys for dyrkning af gensplejset hvid majs – den foretrukne sort til menneskeføde i det sydlige Afrika. I Malawi måtte regeringens toprådgiver, Ellard Malindi, forleden dementere, at man kan blive impotent af gensplejset
majs. I Zambias hovedstad Lusaka sagde en mand i går til reporteren fra Christian Science Monitor: »Der kan gro kræft i vores maver, hvis vi spiser det. Jeg ville hellere sulte.«
Den slags frygt er ubegrundet. Amerikanerne har jo ret i, at deres egen befolkning har spist gensplejset majs i seks år uden meldinger om nogen sundhedsproblemer. Men uvidenhed kan ikke – som nød – være et argument for at tage valgmuligheden fra folk.

DET INTERNATIONALE samfund enedes for godt to år siden om Biosafety-protokollen, som skulle
give hvert enkelt land reel mulighed for at træffe sine egne beslutninger om indførsel og dyrkning af gensplejsede afgrøder – på baggrund af egne risikoanalyser og egen lovgivning.
Denne mulighed for reel selvbestemmelse kræver mange års udvikling. Hele regionen går glip af den, hvis de gensplejsede majskorn bliver brugt som udsæd og spreder sig på markerne. Den risiko er helt reel, fordi mange familier allerede har været nødt til at spise den majs, der skulle være sået på markerne.
En anden reel bekymring er risikoen for de europæiske forbrugeres reaktion, hvis bønderne fremover fodrer deres dyr med gensplejset majs. Zimbabwe har normalt en kødeksport til Europa, især til Storbritannien, hvor mange forbrugere og visse supermarkeder boykotter den slags kød. Det er ganske vist ikke forbudt i Europa, og de kommende mærkningsregler vil sandsynligvis gå ud på at foder skal mærkes, men ikke kød fra de dyr, der har spist af det. Men landbrugseksporten fra Zimbabwe og andre lande kan alligevel blive ramt, især hvis miljø- og forbrugergrupper fører kampagner.
Det er muligt, at fattige mennesker i udviklingslandene får gavn af gensplejsede afgrøder engang i fremtiden. For eksempel hvis man udvikler planter, der bedre kan klare sig mod tørke. Men den nuværende form for gensplejset majs har de ikke brug for.
Hvis problemet kan løses i en fart ved at sende den amerikanske og argentinske majs gennem en kværn og i øvrigt fordele så meget konventionel og hvid majs som muligt, så virker det hovedløst at lade være.

es

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu