Læsetid: 6 min.

Når ord skaber virkelighed

Unge med muslimsk baggrund samler sig i trods om de udskældte symboler, tørklædet og Koranen, og mange af dem siger, de vil væk fra Danmark - en konsekvens af, at vi taler stadig dårligere om muslimerne, som i øvrigt giver tilbage af samme skuffe
11. maj 2007

En teknisk skole et sted i Jylland: Der er hængt tegninger af profeten op på lokummerne, og karikaturkonflikten er blevet korporlig. To grupper af drenge er røget i totterne på hinanden, og stemningen er ond. Danskerne hader muslimer, muslimerne hader danskere. Men da de omtrent 60 unge kedeldragter - ca. 25 muslimer af blandet herkomst, resten almindelige lyserøde danskere - bliver spurgt, hvor mange de kender fra 'den anden side', bliver der stille: Ikke én af de jyske knægte har indvandrervenner, blot tre af de brune har en dansk ven.

Men begge grupper ved alligevel nok om de andre til at være stiktossede.

Historien foregik under Muhammedkrisen og fortælles af manden, der stillede spørgsmålet. Han hedder Manu Sareen og er sådan en slags indvandrerpolitisk altmuligmand: integrationskonsulent, medlem af Københavns Borgerrepræsentation for Det Radikale Venstre, integrationsmedarbejder i samme kommune og sågar børnebogsforfatter. Og altså nu dybt bekymret for forholdet mellem muslimer og etniske danskere for de ord, der ryger gennem ørerne og ind på harddisken hos Danmarks børn.

Både de brune og de lyserøde.

Den er helt gal, og det er ikke blevet spor bedre siden Muhammedkrisen, mener Manu Sareen. Faktisk minder forholdet mellem danskere og muslimer og måden, vi taler om hinanden på, ham mest af alt om forholdet mellem hinduer og muslimer i den nordindiske Punjab-provins, hvor han selv stammer fra. En region, hvor de to religioners tilhængere slagtede hinanden i hobetal efter de engelske koloniherrers exit i 1947.

Den slags sætter sig som nedgroet mistro: Manu Sareen fik først kastet sin dybe, men komplet ureflekterede skepsis over for muslimer af sig som ung nydansker i 20'erne. Den samme polariserende retorik, som gjorde ham muslimfjendtlig som ung, hører han nu mellem danskere og muslimer i Danmark - og det er dét, som vækker bekymring.

"Ord skaber virkelighed, det er ikke omvendt - og det glemmer vi," siger Manu Sareen.

Det kan der være noget om, uddyber psykolog og lektor ved Danmarks Pædagogiske Universitet (DPU) Dorthe Staunæs:

"De ord, vi har adgang til, giver os også adgang til bestemte forståelser og tanker om, hvad der er rigtigt og forkert. Ordene reflekterer ikke bare verden, de giver os adgang til en forståelse af, hvordan verden hænger sammen," siger hun.

Og samtidig bliver andre mulige forståelser af verden lukket ude, påpeger hun.

"Når man siger 'os danskere' - og det gør man tit i den her debat - så er vi alle sammen rimeligt enige om, hvad det er. Selv om en dansker vel rent juridisk bare er en dansk statsborger, bliver det i debatten oftest til en hvid dansker. Det er ikke fordi, den juridiske betegnelse er mere rigtig, men eksemplet viser forskellen på, hvordan ord kan forstås."

På samme måde kan man i stedet for at tale om en 'muslim', en 'andengenerationsindvandrer' eller en 'tørklædepige' anvende betegnelsen 'ikke-indavlet dansker,' påpeger Dorthe Staunæs: "Det er ikke fordi, vi skal bruge den betegnelse, men det viser virkelig, hvordan magtforholdet kan flyttes."

Et symbol

Gennem de senere uger har ord, begreber og betegnelser føget gennem medierne med retning mod landets muslimer.

Enhedslistens Asmaa Abdol-Hamid kunne gennem sit tørklæde høre om hagekors, psykisk sygdom og islam som taberkultur fra Dansk Folkepartis folk på tinge.

I DR 2's Debatten den 3. maj diskuterede Dansk Folkepartis leder, Pia Kjærsgaard, med de radikales Elsebeth Gerner Nielsen, teologen Sørine Godtfredsen og lægen Suher Othman.

Sidstnævnte protesterer over, at Kjærsgaard og Godtfredsen omtaler hendes tørklæde som undertrykkende:

"Ja, jeg har underlagt mig en tro, men det er af min egen fri vilje - hvem er I til at bedømme mig?" spørger hun, og Sørine Godtfredsen svarer:

"Vi ved udefra, hvad tørklædet symboliserer - din personlige motivation for at tage det på er ikke så vigtig, det vigtige er, hvad tørklædet som overordnet symbol står for."

Pia Kjærsgaard foreslår tørklædeforbud i Folketinget, som i det tyrkiske parlament.

Suher Othman:

"Så ville jeg personligt flytte fra Danmark og søge til Canada eller USA, mod et samfund, som vil acceptere mig og mine kvalifikationer."

Og det ville være ærgerligt, mener hun, når nu Danmark har bekostet en million kroner på hendes lægeuddannelse.

Pia Kjærsgaard svarer, idet hun peger på Suher Othman:

"Hvis man vil være en del af det danske samfund, er der kun én ting at gøre: Man må gøre sig umage - men du signalerer, du er anderledes, at du ikke er som en dansker, uanset om du er læge og en ressource, og jeg ved ikke hvad," siger partilederen.

Farvel til Danmark

Ifølge antropolog Laura Gilliam, der for nylig har skrevet ph.d. om muslimske fællesskaber i folkeskolen, udtrykker teologens og partilederens insisteren på tørklædets symbolværdi en misforståelse af, hvad et symbol er:

"Et symbol er afhængigt af, hvordan det bliver brugt og læst," siger hun - tørklædet har ikke én fasttømret betydning, men mange.

"Det er den bedrevidende, hvide kvinde, som fortæller den sorte kvinde, at hun er undertrykt, og det er hverken særlig produktivt eller særlig konstruktivt," siger Laura Gilliam. Hvis der skal komme et opgør med brugen af tørklæde i Danmark, skal det komme nedefra, mener hun.

Men hvad betyder sådan en heftig debat for landets unge muslimer?

Jo, den betyder en hel del, forklarer Tallat Shakoor, forsker og religionssociolog ved Center for Ungdomsforskning og DPU. Han er i færd med et forskningsprojekt om etniske minoritetsunges tryghed og fremtidsforestillinger.

Mange fortæller, at de vil væk fra Danmark, forklarer han:

"Det er en retorik, især de veluddannede bruger - 'hvis ikke Danmark vil have mig, vil jeg heller ikke have Danmark'. De oplever, at der er større og bedre muligheder andre steder, hvor man ikke skal arbejde så hårdt for at blive inkluderet som på det danske arbejdsmarked," siger Tallat Shakoor.

Selv om ikke alle har oplevet reel diskrimination, er forventningen om at komme til det udbredt.

"Og forventningen kan føles ligeså stærk som den konkrete erfaring," siger Tallat Shakoor.

Eksempelvis oplever mange det at få lave karakterer i gymnasiet som diskrimination. Det samme gælder de, som ikke kan få en praktikplads som tømrer eller mekaniker - selv om etniske danskere kan have samme problemer, forklarer Tallat Shakoor. En speget problematik, for han kan også fortælle om gymnasiepigen, der fik at vide af en studievejleder, at indvandrere som hende ikke skulle stile så højt; det er godt nok at være sygeplejerske frem for læge.

"Hvis den slags oplevelser og opfattelser bliver akkumuleret og delt med andre unge, som har samme opfattelse, lægger det sig som en forforståelse af, hvad det danske samfund indeholder," siger Tallat Shakoor.

Hip som hap

Oplevelsen af modstand skubber også de etnisk meget forskellige unge sammen om en særlig 'muslimsk' identitet, påpeger Tallat Shakoor. Marrokkanere, tyrkere, pakistanere, somaliere, irakere og mange andre oplever et fællesskab som "marginaliserede, diskriminerede og ekskluderede", siger han.

"Hver gang tørklædet fremhæves i en konkret sag, eller når islam fremhæves som et problem, som f.eks. under Muhammedkrisen, er der en tendens til, at det umiddelbart efter bliver fremhævet som mere vigtigt for de unges identitiet," siger Tallat Shakoor.

Samtidig påpeger han, at 'muslim' i debatten er blevet synonym med 'indvandrer' - som Manu Sareen, integrationskonsulenten med de indiske aner, udtrykker det: "Jeg er en af 'de gode muslimer' i Danmark - selv om jeg ikke er muslim."

Antropolog Laura Gilliam har konstateret, at de unge har taget netop samlebetegnelsen 'muslimer' til sig: Hun påpeger, at etniske minoritetsunge i 90'ernes forskning definerede sig som eksempelvis 'dansk-pakistanere' - mens børnene i hendes egne, nye feltstudier opfatter sig dels som muslimer, dels som pakistanere, tyrkere, palæstinensere eller andet - men i hvert fald ikke som danskere. I hendes afhandling beskrives, hvordan der spilles 'muslimerne mod danskerne' i skolegården - og jublen efter, at "svinekødet tabte".

Manu Sareen viser en kæde-sms, han har fået fra en bekendt - som er muslim og også medlem af de radikale:

"Der er en afstemning omkring tørklæde på TV 2's hjemmeside. Stem for, at det er i orden at bære tørklæde i Folketinget. Støt jeres søster Asmaa, som kæmper hårdt. Stem på dette link og send videre.! Http://tinyurl.com/2am7t6," står der.

Sådan er fronterne trukket op. Skal de trækkes ned igen, skal vi alle tage os sammen, mener Manu Sareen:

"I mange år har der været talt om, hvad politikerne skal gøre - men det er tid til, at den enkelte spørger: 'Hvad har jeg gjort?' Vi er nødt til at bygge bro," siger han.

"Det er nemt nok at sidde og have de rigtige holdninger, mens ens børn går på en hvid skole."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer