Læsetid: 4 min.

Når småt bliver stort

31. august 2001

SORTE OG rasende efterårsstorme er på vej, og økonomiens sindstemning er forvandlet fra de maniske dot.com-højder til deprimerende lave væksttal, der formørker hele horisonten.
Det er slet ikke glade tider at lancere en ny mønt i. Men det er ikke desto mindre det historiske eksperiment, som Den Europæiske Centralbank og tolv EU-lande har indledt. I går præsenterede centralbankens præsident Wim Duisenberg de nye euromønter og sedler i Frankfurt, og selv om de fysiske genstande blev pakket ind en tung og symbolladet bagage fra antikken til det 20. århundredes teknologiske fremskridt, så gav det ikke de store overskrifter på nyhedsbureauerne.
Historiske projekter er sjovt nok aldrig nyheder – heller ikke selv om næsten 15 milliarder euro-sedler og 50 milliarder euro-mønter fra i morgen køres ud til bankerne, og Duisenberg udtaler, at europæerne vil ’elske euroen’.
Næh, den store økonomiske nyhed på bureauerne i går var, at Den Europæiske Centralbank nedsætter renten med et sølle kvart procentpoint! Se, det var en nyhed. Gnomerne i Frankfurt har løsnet slipset og smiler endelig til alle os lånebehængte europæiske husejere. Eller hvordan er det nu, det er? Det er andet gang i år, at Wim Duisenberg sænker renten. Samlet har han kun sat den ned med et halvt procentpoint i år – og det er for intet at regne i forhold til Alan Greenspan, der i den amerikanske forbundsbank har sænket renten med tre procentpoint i syv hurtige hug. Så hvorfor er det en vigtig nyhed?
Det er, fordi vi står i en syg økonomisk konjuktur, hvor enhver lille positiv nyhed øjeblikkelig får gudelig status. Som var den en håbets budbringer i en tid ladet med negative tegn og tal.

LIGE NETOP for en uge siden anbefalede det kapitalistiske hoforgan, The Economist, at vi skal til at finde paraplyen frem. Årsagen er, at ’verdensøkonomien formodentlig allerede befinder sig i en recession’. Verdens industriproduktion er faldet med seks procent i årets første halvår, en stribe lande i Europa, Asien og Latinamerika er røget ned i en recession, mens USA og Tyskland bevæger sig i sneglefart. De globale dominobrikker falder hurtigere end forventet, og intet sted er længere sikkert. Måske bortset fra fjerne steder som Kina og Indien, der har udsigt til solid vækst på mellem fem og otte procent i år. Men deres startpunkt er også ufatteligt pauvert.
Nedturen er bredere og hurtigere end under de økonomiske kriser i 1975, 1982 og 1991, påpeger The Economist.

ER DET RIGTIGT? Den synkrone nedtur i 2001 er voldsom, men er det ikke en stærk overdrivelse at tale om en global recession? Der udsendes nedslående tal i disse måneder – f.eks. stigende arbejdsløshed – og virksomhederne klager over faldende profitrater og aktiekurser, men det er vigtigt at holde hovedet koldt i denne tid.
I går oplyste Japans regering, at landets produktion faldt med 2,8 procent i juli. Arbejdsløsheden har slået ny rekord med fem procent. Samtidig er Nikkei-aktieindekset i Tokyo faldet til det laveste niveau i 17 år.
Også i går oplyste USA’s handelsministerium, at amerikanernes forbrug kun steg med 0,1 procent i juli, og det har ikke været ringere i ni måneder. I forgårs ned-justerede USA væksttallet for andet kvartal til 0,2 procent – det laveste niveau siden 1993. Præsident George Bush siger så omsorgsfuldt og konservativt han nu kan, at han er »dybt bekymret for de arbejdende familier.«
Indkomsterne stiger dog stadig, selv om det ikke er som i boom-tiden. I går faldt Dow Jones aktieindekset på Wall Street under den symbolske grænse på 10.000 point – et symptom på den nye globale sindsstemning. Men skal vi endelig være realister, så kan de nemt falde meget mere.

THI, Den Internationale Valutafond (IMF) er på vej med en kraftig nedskrivning af vækstskønnet for den globale økonomi. I april troede IMF, at væksten i år ville nå op på 3,9 procent. I rapporten World Economic Outlook i september vil fonden skære skønnet ned til 2,8 procent, påstod kilder i tirsdags overfor nyhedsbureauet Reuters.
Det oplever mange pessimister som dårlige nyheder. Og det er da også værre end tidligere forventet. For aldrig er mennesket tilfreds, når noget går tilbage. Slet ikke når vi i de velstående overflodssamfund skal skrue ned for forventningerne. Måske er det derfor, at The Economist og andre er endt i en depression?
I stedet for at grave os ned i en bunke bekymringer, bør vi tage nedjusteringen som en opmuntring. Der er ikke negativ vækst på globalt plan endnu, og det er slet ikke sikkert, at USA vil ende i recessionens bølgedal. Vi er mere præcist vidne til en recession for vores industrielle produktion af varer og såkaldt materielle goder, men ikke en recession for den globale økonomi. Forbruget af informationer, service- og tjenesteydelser har aldrig været så stort som i dag, og det vokser stadig.

bjm

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu