Læsetid: 4 min.

Når stilhed bliver ophavsretsbeskyttet

Bestsellerforfatteren Dan Brown fik i sidste uge rettens ord for, at 'Da Vinci-mysteriet' ikke er et plagiat. Ophavsret gælder nemlig ikke ideer - og det er her, den store forvirring begynder, siger ekspert, som forslår at ophavsretten indskrænkes
10. august 2005

Tilfældighed eller ej. Dan Browns storsælger Da Vinci- mysteriet blev i sidste uge frifundet for at plagiere ideer og personer i Lewis Perdues romaner Daughter of God fra 2000 og Da Vinci-arven fra 1983. Ideer kan nemlig ikke beskyttes af ophavsretten, hvis de ikke er nedfældet. Derfor måtte Perdues forlade retssalen med uforrettet sag, uden de 900 millioner kroner, som han havde håbet at få med sig hjem.

Retssagen mellem Brown og Perdues er kun en af mange, der handler om ophavsret. Kampen står især mellem fortalerne for den frie ret til at kopiere, og dem, der kæmper imod - to fløje, som hverken kan eller vil forstå hinanden.

Det er et stort problem, mener Stina Teilmann, som har skrevet ph.d. i ophavsrettens historie.

"Ophavsret er en god ret. Den er automatisk og varer i 75 år. Den giver kunstneren royalties at leve for. Men den har fjernet sig fra sin oprindelige idé, nemlig at beskytte det kulturelle liv, fordi den har bredt sig så meget, at den nærmest dækker alt," siger Stina Teilmann.

Hun pointerer, at det derfor er vigtigt at finde en balance. På den ene side skal kunstneren have penge for sit arbejde, på den anden side må nettet ikke strammes så meget, at det bliver umuligt for kunstnere at udfolde sig uden at få en retssag på halsen.

Derfor er det en god idé at indskrænke ophavsretten. Ifølge Stina Teilmann kan det gøres på flere måder. Citatretten, hvor et værk må citeres med kildeangivelse, er en måde. En anden er det amerikanske Fair Use-princip, som tillader brugeren at bruge værket, hvis han opfylder visse betingelser. Den amerikanske Creative Commons-licens, som kun beskytter værket delvist, er en tredje måde at opnå kompromis mellem den fulde ophavsret og ingen ophavsret

Immateriel skraldespand

Som ophavsretten ser ud nu, er det svært at vide, hvad et værk er og dermed, hvad ophavsretten dækker. Fragmenter og brudstykker af et værk er også beskyttet, og ophavsretten har flyttet sig fra det materielle værk til også at omfatte det immaterielle.

Det betyder, at slagsmålet om ophavsretten har bredt sig fra det konkrete stykke litteratur, kunst og musik til for eksempel stilhed, chokoladepapir og industrielle maskiner. Det var det, der skete, da musikeren John Cages familie sagsøgte Mike Batt i 2002 for at bruge et minuts stilhed i musikstykket One minute silence. Familien argumenterede for, at Batt havde plagieret Cages stykke 4'33, som består af fire minutter og 33 sekunders stilhed. Sagen endte med et forlig uden om retten.

På den måde har ophavsretten bredt sig så meget, at den risikerer at kvæle kulturen, og ikke, som det var tænkt fra starten, at fremme den, mener Stina Teilmann. For det materielle og det immaterielle kan ikke puttes i en og samme skuffe.

"Der er forskel. Det materielle kan bruges op. Når du stjæler min bil betyder det, at jeg ikke har den længere. Men der er ingen forskel på, om der er en eller 100 kopier af for eksempel et litterært værk," forklarer Stina Teilmann.

Derfor er det ikke holdbart, når Britney Spears argumenter for, at det er ligesom at stjæle, når du downloader musik fra nettet.

"Det er noget rod, at man for eksempel har smidt kunst og software ind i den samme immaterielle skraldespand. Forskellige værker har brug for forskellig beskyttelse. Software er ofte forældet efter 10 år, så der er ingen grund til, at ophavsretten skal gælde i 75. Der er forskel på det digitale og det ikke-digitale," siger Stina Teilmann.

Den stærkes ret

Da ophavsretten blev til i Storbritannien omkring 1700, så man den som et privilegium og ikke som nu, en naturgiven ret. I midten af 1900- tallet bredte ophavsretten sig til det immaterielle, da fotografiet gjorde det teknisk muligt at kopiere et billede i en uendelighed. Siden er ophavsretten kun blevet strammere, længere og mere omfattende - en tendens, der ikke ser ud til at ændre sig.

"Ophavsretten kan næsten kun gå en vej, for rettigheder trækker man ikke bare tilbage, når de engang er givet. Men ophavsretten bliver meget nemt de ressourcestærkes ret - det er dem, der har råd til at lægge sag an. Det er sigende, at ophavsretten i USA ikke længere hører under kulturpolitik, men under formueret," siger Stina Teilmann og peger på, at det ofte er de store, multinationale virksomheder, der har rettighederne. For eksempel er det ikke længere A. A. Milne, der ejer rettighederne over Peter Plys, men Warner Brothers. På den måde bliver det snarere en kamp mellem koncerner end mellem kunstnere.

"Konsekvensen af strammere ophavsret bliver enten, at man mister respekten for den, eller at det kulturelle liv bliver ekstremt styret og centraliseret. For i sidste ende handler ophavsretten mest om penge, kontrol og hvilke film man skal vise i biografen," siger Stina Teilmann.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu