Læsetid: 5 min.

Når talentet ikke står mål med prætentionerne

Tre stilforskellige danske bands forsøger hver især at finde en stemme, der ikke lyder som tusinde andre. At dømme ud fra resultaterne er det sværere end som så
26. maj 2007

Findes der monstro en ung person i dagens Danmark, der ikke er med i et band eller har en aktiv solokarriere kørende? Jeg kan også formulere det på en lidt anden måde: findes der monstro nogen udøvende musikere tilbage, der ikke ønsker at manifestere sig helt vildt på cd, på myspace/yourspace, på nettet og i såvel den virkelige virkelighed som den virtuelle ditto? Afstanden mellem amatører og professionelle bliver stedse mere udvisket, og det er efterhånden svært at se, hvor det ene slutter, og det andet begynder. Det er måske både en indikator af, hvor mange gode musikere, der bevæger sig rundt i fri dressur, men søreme også et vink med en vognstang om udbredelsen af semiprofessionelle studier, som selv den mest teknisk udfordrede kan kreere en hæderlig optagelse på.

At dømme efter antallet af danske cd'er, der rammer undertegnedes brevsprække på ugentlig basis, er der derfra ikke langt til at udgive resultaterne og dermed indvie offentligheden i sine bestræbelser.

Sagt uden omsvøb - utrolige mængder af de dermed genererede cd-udgivelser hæver sig ikke en millimeter over hobbyplanet, selvom de involverede sikkert ville slå korsets tegn for sig, hvis man påpegede dette faktum for dem. Man kunne gå et skridt videre og hævde, at det i støjen fra den demokratiske 'vi er alle kunstnere'-proces (og det er alle som bekendt ikke, lige meget hvor pædagogisk ukorrekt dette måtte lyde) og den deraf følgende mængde 'kunst', kan være svært at opsnappe de egentlige talenter. Men sådan forholder det sig ikke - velvidende at der ind i mellem ryger et talent ud med badevandet, skal man som regel ikke mange numre ind i en hvilken som helst cd-udgivelse for at høre præcis, hvem og/eller hvad der brygges en tynd kop te på i pågældende tilfælde. Når noget rykker, får det såmænd ofte også lov dertil - om så de store pladekøbende/downloadende masser rykker med, er en anden snak.

Højt til loftet

Man skal således ikke mange takter ind i Dúnés debut-cd We Are in There - You Are out There for at fornemme talentet. Ikke forstået som originalitet - her møder ikke lytteren noget, hun ikke har hørt før på et eller andet plan - men som gemen tæft. Flair for den slagkraftige sang i det rette, tilpas opfindsomme arrangement, spillet med elan og energi og produceret, så der ikke kan herske tvivl om, at vedkommende ved lige præcis, hvad det felt handler om.

At gruppen er en septet (!) mærkes ikke i de både spændstige og luftige arrangementer, hvor (meget) diskret electronica møder højoktan moderne rock, der både swinger, svajer og stikker, for der er højt til loftet hos Dúné, for hvem ufortrøden fremdrift, troværdig inderlighed - sanger Mattias Kolstrup er klart et es for bandet - og gemen kunnen er en selvfølge.

Det sagt, savner jeg klart en stærkere identitet hos Dúné - noget, der rækker ud over det foreliggende og peger hen mod en stærkere musikalsk personlighed. Gruppens kompetence og åbenlyse vilje er al tænkelig ære værd, men hvad er det lige, der gør, at man skal erhverve dens album - udover glæden ved lidt god musik, altså? Bedre end så meget man hører, jo vist - men originalt? Det er dér, skoen klemmer, og hvor det med ét kniber med at se komikken, thi der lyttes forgæves efter takter og toner, som gør gruppen til noget særligt, velvidende at rock nu om stunder i høj grad handler om at mingelere rundt med en række knæsatte stilgreb. Dúné vinder på point, fordi bandet ganske enkelt behersker alle basisdisciplinerne, fordi det kan skrive sange, og fordi dets forsanger besidder det der ekstra, der er de færreste beskåret. Men næste gang kunne det være interessant, om der kunne komme lidt mere personlighed på drengen.

En bjørnetjeneste

I den særlige klynge af bands, der har opdaget den musikalske rigdom og stilistiske spredning, der prægede 1980'ernes første halvdel, finder vi sekstetten Decorate, der kun har spillet sammen i lidt over et år. Det lyder som om medlemmerne har lyttet til både Ultravox, David Bowie og The Cure: i stor stil, tilmed. Bandets korte levetid både høres og mærkes på en debut-skive, hvis skæringer mestendels bærer skitsepræget. Prætentionerne er skyhøje, mens det musikalske er mere på det jævne. Der er intet galt i at tage sig selv og det, man laver, dødsens alvorligt, men jeg får altså lidt tunge øjenlåg af den demonstrative seriøsitet, der står fra dette produkt. For når det så ikke er mere interessant, end tilfældet er, forbliver det som helhed på postulaternes plan - og er det ikke det, vi har politikere til? Decorate har gjort sig selv en bjørnetjeneste ved at udsende sin musik, før den var bæredygtig.

En smule originalitet kan kvartetten Forgetting Feet ikke frakendes, selvom det ikke rækker langt, dertil er talentet for småt. Med selvfølelse kalder det sig "Danmarks førende audiopoesi-band", hvilket sikkert er rigtigt nok; det kunne måske skyldes, at det så også er det eneste outfit, der opererer inden for nævnte genre? Det er en udpræget sid-ned-og-lyt-skive, idet frontfigur Egil Dennerline konsekvent opererer mellem sangtekst og poesi, med trykket lagt på det sidste, hvorfor recitation bliver det bærende på vokalsiden. Musikalsk udspiller det sig i grænselandet mellem mildt eksperimenterende rock og diverse spoken word-fænomener, som vi har oplevet dem de sidste 30-40 år; men at musikken skulle "vække associationer til Tom Waits, Allen Ginsberg, Leonard Cohen og Lou Reed", som der står i pressemeddelelsen, er både udtryk for ønsketænkning og helt hen i vejret. Dertil er talentet alt, alt for småt og står slet ikke mål med prætentionerne. Det kunne såmænd have været godt, hvis Dennerlines poesi ejede prægnans, og/eller han besad en stemme, der virkelig brændte igennem. Men ingen af tingene er tilfældet, hvorfor det hurtigt går hen og bliver en smule småtræls at lægge øren til. Den uomtvistelige ophobning af musikalsk talent fører ikke rigtig lytteren nogen steder hen, og efter et stykke tid i selskab med Forgetting Feet begyndte i hvert fald denne lytters tanker at drive andetsteds hen. Så hvad skal vi have og spise i aften?

Dúné: We Are in There - You Are out There (Iceberg/Playground) Udkommer mandag

Decorate. Decorate: Presents Normadie (Tactic Records/Target)

Forgetting Feet: Of All the Words (Nice Guy Press)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her