Læsetid: 6 min.

Når ti er sjovere end to

I de seneste ti år er antallet af swingerklubber i Danmark vokset kraftigt, og partnerbytte er blevet sat i system. Det er især kvindernes indtog, der tilsyneladende har givet swingerklubberne vind i sejlene, og som sådan er swingerklubberne også symboler på en mere bevidst kvindelig sexualitet
26. april 2005

Det minder om et festligt værtshus i provinsen. De 20-30 yngre mennesker omkring cafébordene griner, snakker og drikker fadøl, og når gamle kendinge træder ind af døren uddeles knus, kram og kindkys.

"Heeeeej, Julie og Jan, hvor er det længe siden!"

På den måde er der sådan set kun en enkelt mindre detalje, der adskiller denne café fra de fleste andre: Alle gæst-erne er enten nøgne eller kun iført diminutivt undertøj.

Vi er i swingerklubben Scor Lounge 1 i Valby, og fortsætter man fra caféen og ud i resten af klubben, finder man hverken dansegulv eller bænkevarmere, men derimod madrasser, sexgynger og dark-rooms, hvor ganske almindelige sjællandske par tager en pause fra caféen, og i stedet boller med hinanden.

I et af lokalerne virker det som om, at pigerne afholder en konkurrence om, hvem der kan få den mest skingre orgasme, og i et andet lokale har tre svenske par valgt at bytte partnere ved siden af to unge singlefyre, der nyder godt af de svenske hustruers tilbøjeligheder.

Det hedder swingersex, gruppesex eller partnerbytte og på bare seks-syv år er antallet af klubber, der tilbyder den slags vokset fra et par stykker i Københavnsområdet til i dag over ti officielle klubber over hele landet. Samtidig organiseres i stor stil flere og flere private swingerfester, hvor op mod et halvt hundrede mennesker mødes i et privat sommerhus eller i en lejlighed og kaster sig ud i løs-sluppen sex med hinanden.

"Inde i soveværelsen lå vi 16 mennesker i den store himmelseng, og da jeg på et tidspunkt rejste mig for at gå ind i stuen, lå der bare mennesker over det hele fra sofen, ned på gulvet, rundt om sofabordet og ud i stuen. Sådan et syn, kan jeg virkelig godt lide," fortæller for eksempel 32-årige Nanna, der startede med at dyrke gruppesex i swingerklubber, men i dag også dyrker det i private omgivelser.

Eksplosiv vækst

Gruppesex som et slags socialt fænomen blev for alvor brandet i 1970'ernes frigjorte ungdomsmiljøer, men hvor det dengang blev dyrket som eksperiment af en lille elite, har det i dag bredt sig til hele samfundet og især til den store danske middelklasse, der i den grad har taget gruppesex til sig. På Danmarks største portal for erotiske kontakter, Scor.dk, søger titusindvis af danskere således sexuel kontakt med flere på én gang, og det er bestemt ikke kun mændene, der er repræsenteret.

Ifølge sexolog og læge Gert Erichsen, der har res-earchet i swingermiljøet, er det ligefrem især kvinderne, der i disse år driver gruppesex-miljøet frem, fordi de i langt højere grad end tidligere i dag tør stå ved deres sexuelle fantasier. Den tendens bekræftes både i swingermiljøet, men også i de hastigt voksende fetichklubber, hvor det er kvinderne, der ofte arrangerer særlige events eller står for indretningen af klubberne.

Den amerikanske journalist Terry Gould, der har vundet flere priser for sin undersøgende journalistik, har i flere år researchet i det amerikanske swingermiljø, og har senest skrevet bogen The Lifestyle - a look at the erotic rites of swingers.

I bogen påpeger Terry Gould, at det i meget høj grad er begge køn, der nyder godt af samværet i de tusindvis af sexklubber over hele verden, og at netop sexklubmiljøet har taget kvindens ligestilling og seksuelle frigørelse alvorligt.

Indtil omkring 1950'erne havde kvindens rolle som seksuelt væsen ellers været negligeret i flere hundrede år i den vestlige verden. Og da evolutionsforskeren Charles Darwin i 1871 noterede, "at hunner, med sjældne undtagelser, er mindre ivrige efter sex end hanner, ofte er bly, og ligefrem søger at undgå hanner i længere perioder", var det helt i overensstemmelse med samfundets opfattelse af kvindens seksualitet.

Det var derfor helt usædvanligt, da psykoanalytikeren Mary Jane Sherfey i 1950'erne begyndte at kigge nærmere på kvindens muligheder for at få orgasme. Hun offentliggjorde sine resultater i det ansete amerikanske tidsskrift The Journal of The American Psycoanalytic Association i 1966, og konklusionerne vakte mildest talt opsigt.

Monogami uholdbart

Det var en almindelig antagelse, at kvinder sjældent fik orgasme, men Mary Jane Sherfey påviste, at mange kvinder kunne opnå op mod 50 orgasmer på ganske kort tid - for eksempel ved hjælp af elektronisk stimulans.

Shirfey konstaterede samtidig, at "meget få mænd kan have rejsning længe nok til at give kvinden mere end tre til fire orgasmer, og at den monogame kvinde derfor risikerer at blive seksuelt frustreret, efterhånden som hun bliver ældre. Især fordi mandens evner samtidig falder," som hun skrev.

Ifølge Mary Jane Sherfey beviste hendes banebrydende resultater omkring kvindens orgasme, derfor at "hverken mænd eller kvinder - men specielt ikke kvinder, er biologisk bygget for den monogame kultur".

Hendes resultater vakte i den grad røre i 1950'ernes konservative amerikanske miljøer, men endnu den dag i dag kan nogle kvinders udadvendte sexualitet provokere - både mænd, men også visse kvindebevægelser, der stadig mener, at kvinders deltagelse i gruppesex eller såkaldte gangbangs - hvor en enkelt kvinde er sammen med mange mænd - i virkeligheden er et udtryk for mænds undertrykkelse. Eller som en kvinde i fetichmiljøet udtrykker det:

"Som ung pige, blev jeg kaldt luder og billig, hvis jeg dyrkede sex af andre grunde en kærlighed. Fyrene må gerne, men pigerne må ikke, og det kan være meget svært som teenagepige at håndtere, hvis man simpelthen bare har mere lyst end andre."

Det var også den slags fordomme som den midaldrende amerikanske ingeniør Geri McGinley stod over for, da han i 1960'erne konstaterede, at både mænd og kvinder var interesseret i gruppesex. I 1969 åbnede han således verdens første egentlige swingerklub - Club WideWorld - i Californien, og samtidig grundlagde McGinley historiens første forening af sexklubber kaldet The Lifestyle Organisation.

Få år senere afholdt organisationen sit første konvent med 125 deltagere, og i dag er The Lifestyle Organisation større end nogensinde før.

Med 35.000 medlemmer over hele verden har organisationen sine egne rejsebureauer, Lifestyle Tours & Travel, der flyver swingere rundt til gruppesexferiesteder i hele verden. The Lifestyle Organisation holder også møder på fashionable hoteller i USA flere gange om året, og her samles tusindvis af swingere fra de organiserede sexklubber, chatrooms og nyhedsgrupper til flere dage med workshops, poolpartys, dansefester og debataftener.

Organisationen er vokset med faktor fem - alene siden 1980'erne, og på toppen af det hele sidder stadig ingeniør Geri McGinley i organisationens vældige hovedkontor i Californien. Han kan konstatere, at omkring en tredjedel af de aktive medlemmer i The Lifestyle Organisation i dag har en akademisk uddannelse, og at 40 procent af de amerikanske medlemmer anser sig selv for at være praktiserende protestanter, katolikker eller jøder.

Alligevel eller måske netop derfor foretages der stadig med jævne mellemrum politirazzia mod swingerklubber i USA. For eksempel i vinteren 2001, hvor et par hundrede ægtepar i sexklubben The Xchange Club fik døren sparket ind, da en politienhed fra staten Tennessee stormede klubben på grund af rygter om usædelig opførsel.

Meget sigende anholdt politiet en kvinde - nemlig den 38-årige Kathy Sue Myers, der på det tidspunkt fik befamlet sine bare bryster af en person, der dog senere vi-ste sig at være hendes mand. Sagen fik stor opmærksomhed i de lokale medier, og siden krævede Kathy Sue Myers en million dollar i erstatning for krænkelse af privatlivets fred og for den ydmygelse, der var forbundet med pressens omtale af hendes sexliv.

Det tog dog et halvt år, før anklageren måtte erkende, at det ikke er forbundet med usædelighed at vise sig nøgen i en privat sexklub, og at Kathy Sue Myers gjorde det af fri vilje.

Også selv om hun er kvinde.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her