Læsetid: 4 min.

Når trangen til spas overtrumfer

Der er lidt for meget sjov i gaden i Det Kongelige Teaters opsætning af Monteverdis opera 'Odysseus' hjemkomst'
8. november 2005

Monteverdis opera Odysseus' hjemkomst opføres som delvis farce på Det Kongelige Teater - hvis det altså er operapioneren Monteverdi, eller kun delvis Monteverdi da denne opera tilskrevet mesterens hånd lider under en temmelig usikker og ligefrem fragmentarisk overlevering.

Man tror imidlertid gerne på ophavets identitet, eftersom tematikken og selve den musikalske fremdrift og puls i værket, tilgodeset af Lars Ulrik Mortensens mesterlige greb om sit ensemble Concerto Copenhagen, vidner om det banebrydende monteverdiske geni. Den cremonensiske musikalske apotekersøn er i sandhed en af de helt store.

Det Kongelige Teaters samarbejde med Mortensen og hans folk er en uvurderlig gevinst for operaen. Alle gode kræfter bør forstærke og udbygge dette og gøre det til en institution i institutionen.

Premieren på Odysseus var ellers udsat for forhindringer. Operachef Holten tren frem på forscenen og undskyldte afvæbnende indisponering blandt personalet; for Hanne Fischers vedkommende i så graverende grad, at Penelope kun mimisk kunne varetages af rolleihændehaversken. Stemmen klarede en i hast fra Birmingham indforskrevet højgravid alt, Sara Fulgoni, der fra orkestergraven leverede prægtigt og følsomt stemmemateriale til Hanne Fischers præcise play back. Lidt af en bedrift. Det er jo ikke Melodi Grand Prix.

Smuk bevægende sang

At Tuva Semmingsen også skulle være skidt i organet, hørte man ikke meget til, således som hun sørgede for de to store partier som henholdsvis Melanto, Penelopes kammerpige og gudinden Minerva. I det hele taget var forestillingen sangmæssigt på højt niveau med den simpelthen smukt og bevægende syngende og agerende Bo Boje Skovhus i spidsen og i titelrollen som den hjemkomne argonaut.

Jan Lunds tenor dækkede Telemacos blanding af fadersavnende smerte og hævntørst mod Penelopes bejlere. Disse udleveredes som teksten indbyder til af Jonathan Petter Kenny, Guy de Mey og ikke mindst bassen Clive Bayley, der også fremstillede il Tempo, tiden i det løsslupne forspil.

Og her er vi så ved iscenesættelsen, opfattelsen af barokkens allegoriske verdensopfattelse og syn på skæbne, ære og tro.

David Aldens syn på de dele er i hvert fald ikke bundet af pietetsfølelse for midt-1600-årenes reverens for antikken og dens guder og helte, det var synd at sige. Der var skæg i gaden, det hele meget charmerende og sjovt, damen ved siden af sagde hele tiden ha, ha, ha, selv om det jo egentlig er ret alvorligt, sådan at hovedpersonen har været væk hjemmefra i årtier, og hans trofaste hustru sidder og venter sig en indadvendt fortvivlelse til, som hun oven i købet synger om i lange tider.

Det rene langkål

Det er her der indholdsmæssigt opstår en modsætning, som iscenesættelsen ikke kommer over, og som fænomen i operaen som sådan er så typisk i disse år. Det er som om iscenesætterne generelt set ikke rigtigt tror på deres stof og derfor pifter det op med bogstaveligt talt skæg og blå briller. Som bekendt er et af Odysseus' mange fejltrin, der trækker rejsetiden så gevaldigt ud, at han kommer til at slå en af Neptuns sønner ihjel. Over dette vredes havguden naturligt nok og gør hvad han kan for at genere drabsmanden.

Hos Alden bliver den hævntørstige gud til frømand, der på Jupiters indgriben ender i et badekar, hvor han i desperation sætter en guldfisk til livs. Ren farce. Damen sagde ha, ha, ha, og det var da også morsomt, sådan set, men havde jo ikke så meget med forsinkelsens og Odysseus og Penelopes arketype af en lidelseshistorie at gøre. Ej heller Jupiter (Guy de Mey) som koncerndirektør med cigar, omgivet af tre gange hunulven Ilse i strømpebånd og nazikasketter (?) Det var ikke ha, ha, ha, men bare ikke til at forstå, og understregede den nævnte operatrends tilbøjelighed til ind imellem at lade løjerne udvikle sig til det rene langkål.

Problemet kom rigtigt frem efter pausen, hvor hjemkomstens og hævnens drama effektueres, og hvor tekst og musik ikke byder sig til, eller hvor iscenesætterens respekt for forlægget alligevel overtrumfer trangen til spas. Her lades grinebiderne i stikken, der er ikke så megen morskab som før, og til sidst er det kun barokdrama, og damen sad med sit ha, ha, ha på tværs i halsen, hvad man ikke skal bebrejde hende, kun glæde sig over at dette næsten uafbrudte lydelige akkompagnement her effektivt blev skrevet ud af Monteverdi, der i passager måtte finde sig i at lægge noder til en barokoperaparodi. Det var vist ikke den gamles mening med ulejligheden.

Disse meget store friheder i forhold til opgaven er det de få beskåret at forvalte. En Holten kan, som en Götz Friedrich kunne, og ikke engang han ramte hver gang plet. Operaiscenesætternes fagforening burde tage dette op til alvorlig diskussion. De kunne passende begynde med at læse professor Erik A. Nielsens glimrende: Hvem ejer Shakespeare?

Claudio Monteverdi: Odysseus' hjemkomst. Medv. bla.a. Bo Boje Skovhus, Hanne Fischer, Sara Fulgoni, Tuva Semmingsen, David Danholt, Jonathan Peter Kenny, Gisella Stille, Guy de Mey, Clive Bayeley, Matias Hoffmeyer.

Iscenesættelse: David Alden. Scenografi: Ian MacNeil. Concerto Copenhagen, dir. Lars Ulrik Mortensen. Det Kongelige Teater, Gamle Scene

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu