Læsetid: 3 min.

Når man ikke vil være en farverig

Niels Helveg Petersen og Peder Dürrfelds bog om skak og politik giver et spændende indblik i den radikale nestors politiske univers
29. juni 2005

Skak kan illustrere alt. De fleste foretrækker at lade det illustrere det guddommelige og benytter mestrenes smukkeste partier dertil, men hvis man vil, kan man også lade skak vise, at livet er uretfærdigt og småtskåret. Det er et spørgsmål om valg.

Derfor er skak ideelt til at illustrere politik med. Det politiske liv rækker fra omstyrtelse af diktatorer til lede, personlige bagholdsangreb, og at begå sig her kræver en klarlæggelse af mål og motiver, en etisk ramme og en strategi, der er meget lig planlægningen ved skakbrættet.

At diskutere politik med baggrund i skak er derfor en vellykket idé fra Peder Dürrfeld, især i betragtning af, hvor dygtig og ivrig en skakamatør Niels Helveg Petersen er. Han er stærk nok til at have 'varet' længe i et simultanparti mod den indiske verdensmester Viswanathan Anand - og filosofisk nok til at trække spændende paralleller.

"Skak og politik skal ikke sidestilles", konstaterer han i erkendelse af, at "skakanalysen lettes meget af, at man netop ikke har med mennesker at gøre, men med træbrikker uden et eget liv. Der er så at sige ingen etiske problemer med at slå en fjendtlig brik."

Betaget af magten

Kynikere vil sige, at her ligger et problem for den radikale politiker. Han er for anstændig til at gå helt til tops. Han nægter at tilslutte sig Napoleon og Nixons brigade, "de farverige slyngler", som i deres handlinger har kunnet se bort fra hensynet til det enkelte menneske. Vi får citatet om Nixon: Som menneske var han et svin, som præsident en plaprende nar! Alligevel kan slyngler nå til tops, fordi mennesker (vælgere!) bliver betaget af dem, der vil magten, og giver dem den i kortere eller længere tid.

Bogen bruger 12 partier som illustration. Spillerne rækker fra Napoleon til Niels Helveg(!), men partierne er ikke så vigtige, at man kan finde en oversigt noget steds i bogen, og det er meget korrekt. De er et påskud for en mængde spændende politisk diskussion, selv om de er meget hyggelige hver for sig.

Nogle steder illustrerer de et kapitels tema fremragende, som i "Malet op i et hjørne", hvor Karpov udspiller Ribli, og vi hører om Anker Jørgensen, der ingen udvej har for at beholde regeringsmagten i 1982. Eller i "Farverige Slyngler", hvor vi kan forestille os, at Napoleons modstander med vilje laver en grov fejl, så han kan vinde. Allerbedst i "Nålestik og drypsten", hvor vi ser Bent Larsen udmanøvrere Petrosjan med små effektive midler, som man ind imellem med den rette, langsigtede plan kan udmanøvrere politiske modstandere.

Politiske afbytninger

Andre steder undres man. Hvorfor illustreres et kapitel om ærkerivaler med et parti mellem Kasparov og Csom, der ikke kvalificerer i denne sammenhæng? Hvor er politiken i "Man skal følge sin fure", bortset fra at man kan advare Kasparov mod at slå sig på politik?

Vi kommer vidt omkring i Danmarks politiske liv gennem mere end 25 år i et sympatisk portræt af den skakspillende radikaler, der introducerer ny terminologi: Politiske afbytninger! I den seneste valgkamp byttede Anders Fogh omgående de brikker, Mogens Lykketoft sendte på brættet: Børnefamilier, ældrepolitik, erhvervsstøtte - Fogh overgik Lykketoft i løfter, så snart de var givet. Ved konsekvente afbytninger bevarede han styrkeforholdet på brættet og vandt valget.

Vi får en analyse af Anders Foghs tur ud på den yderste højrefløj og hans forsøg på at finde tilbage igen. Der levnes ham ikke megen ære, ligesom mange ministre får et fur undervejs. Vi får et voldsomt angreb på regeringens kulturpolitik og eksempler på såvel anstændige som uanstændige handlinger i dansk, politisk dagligdag. Det er lykkedes Niels Helveg at gøre bogen til en slags produktplacering ved med beskrivelsen af de radikales program og bevæggrunde i skak-ramme.

Bogen er smukt opsat med tydelige skakdiagrammer og skrevet i et ofte opfindsomt og malende sprog. Den er bevidst kollokvial, men det går over gevind. Sjældent er så mange sætninger efter punktum indledt med "Og" eller "Men", og talesprog på skrift kan med fordel fratages talens mange fyldord af typen naturligvis, unægtelig, givetvis, som bekendt, for øvrigt, simpelthen etc.

Et lille minus ved en fascinerende og inspirerende bog, som man ikke behøver at være skakspiller for at nyde. Spiller man ikke skak, kan man blot forestille sig, at spillet har fået det bedste op i fortælleren Niels Helveg og måske gjort ham endnu mere åbenhjertig.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu