Læsetid: 4 min.

Når virkeligheder krydser hinanden

Katrine Marie Guldager har gjort det igen: Hendes anden novellesamling, Kilimanjaro, er lige så nobel novellekunst som den første, København
15. september 2005

"Han kører fra én virkelighed ind i en anden," står der lidt inde i den anden novelle i Katrine Marie Guldagers nye samling Kilimanjaro.

Senere i samme novelle: "Bees værelse lå i en anden virkelighed".

Og det er det, novellerne konsekvent handler om og gennemspiller: At man på et øjeblik kan bevæge sig fra én virkelighed til en anden; at der hele tiden er andre, der befinder sig i andre virkeligheder.

De forskellige virkeligheder kan være geografiske: vi bevæger os i novellerne mellem Afrika og Danmark. De kan være sociale: det hvide rigmandskvarter i en afrikansk storby over for den sorte underklasses kvarterer.

De kan endog være en anelse surreelle, som i det indledende eksempel, hvor manden bevæger sig fra én virkelighed, hvor hans kvinde er på vej ud i byen i en bil, til en anden synkron virkelighed, hvor hun ligger derhjemme på sengen.

Men først og sidst er de forskellige virkeligheder forskellige bevidstheder: Guldagers univers er et univers, hvor hver mand (og kvinde) er en ø; hvor hver bevidsthed udgør en virkelighed for sig, altid en anden virkelighed end en anden bevidsthed, nogle gange en helt anden virkelighed.

Sammenstød

At hver mand er en ø, er måske alligevel et dårligt billede på den mellemmenneskelige trafik hos Guldager. For den er netop i høj grad trafik: Personerne hviler ikke som isolerede, ubevægelige øer, men er i konstant bevægelse, triller af sted på hver deres bane og krydses eller støder ind i hinanden. Denne grundlæggende koreografi genkender vi fra den foregående novellesamling København, og her som dér tager trafikken flere steder form af helt konkret trafik (nu også afrikansk storbytrafik og interkontinental flytrafik), krydsningerne tager form at trafikkryds, sammenstødene tager form at trafikuheld. I Kilimanjaro tager sammenstødene også meget ofte form af samlejer.

Kort og kontant støder manden i bogstaveligste forstand ind i kvinden.

"De støder under alle omstændigheder sammen før eller siden," står der om manden og kvinden i anden novelle, og kort derefter: "De er som to vildtfremmede, der er stødt ind i hinanden ved et tilfælde, og hun når ikke at blive klædt af, før det pludselig er hårdt og hæmningsløst, før det pludselig er forbi."

Sammenstødene mellem forskellige virkeligheder er flere steder i denne samling sammenstød mellem mand og kvinde.

Og her lader der virkelig ikke til at være megen forbindelse mellem virkelighederne. Den anerkendte, mandlige professor støder ind i den begavede, kvindelige studerende, men han er ved at lande i sit liv, og hun er ved at lette. En mand og en kvinde har forenet deres bane for sammen at bestige Kilimanjaro; i takt med at de stiger op ad bjerget, føler han sig nærmere og nærmere både hende og Afrika, mens hun bliver fjernere og fjernere og får kvalme.

En mand sidder i Danmark og er den sørgende søn, da hans kone ringer fra deres hjem i Afrika og (i fortællingen fuldstændigt umotiveret) kalder ham en tøsedreng. Og sådan bliver det ved.

Nøgtern empati

Man kan spørge sig selv, hvorfor Guldagers univers ikke virker forstemmende, hvorfor billederne af mennesker, der kun momentant krydses og selv i mødet aldrig befinder sig i samme virkelighed, ikke virker nedslående.

Måske er det fordi, forskellen på virkelighederne ikke fremstilles som radikal modsætning og uovervindelig kløft, men netop som- forskel.

Måske er det, fordi bevidsthederne er forskellige, men så alligevel på tværs af (og nogle gange internt i) novellerne befinder sig i situationer, der ligner hinanden.

Måske er det fordi, der ligger en levende og livgivende dynamik i selve bevægelsen, i selve den konstante, men besindige fremdrift, som praktiseres både af Guldagers personer og af hendes skrift.

Med en synsvinkel, der svæver omkring personernes kontur med små dyk ind under fladen, praktiserer Guldagers fortællestil en velgørende, nøgtern empati.

Og så lader den forhenværende lyriker, i sjældne og nådige doser, et velsignende poetisk lys bryde frem.

Poetisk

Pludselig kommer der "en stor, lodden solstråle" gennem et køkkenvindue, eller solen "overvejer modstræbende at slippe Det Indiske Ocean," eller en liderlig mands mørke øjne "forsvinder i det hvide som to småkager i mælk," eller billedet af en snoet telefonledning lægger sig oven i billedet af en drengestemme, der slår knuder, eller de døde "rumsterer under de levendes flossede ord" og "flytter sammenhængen fra en sætning til en anden som slidte flyttekasser i en kæde".

Med det afrikanske sceneri og den kloge Guldager i fortællerstolen kan man næsten føle sig hensat til et Blixensk univers. I titelnovellen Kilimanjaro er det ligefrem som om, den gamle baronesses stemme blander sig fra sin afrikanske farm: "Himlen lignede et eksperiment, som havde Vorherre pludselig fået det indfald, at han ville hælde lidt skymasse ned i en ellers skyfri himmel".

Men i forhold til Blixen har Guldager den store force, at hun ikke er storyteller, hun blænder os ikke med plot, suspense og tingsymboler og tilspidsede pointer. Hun lader linjer krydses, uden at de skal danne et klart mønster, hvilket på den anden side ikke betyder, at de er kaotisk krims krams.

Ved at bevæge sig fra København til Kilimanjaro har Guldager om muligt gjort sin novellekunst endnu mere subtil.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu