Læsetid: 3 min.

'NÅR JEG BLIVER VOKSEN'

10. juni 2006

De fleste har på et eller andet tidspunkt i deres liv ytret, at de, når de bliver voksne, vil bestemme selv. Det være sig over sengetider, fødeindtagelse, påklædning, børneopsparing og deslige. Når man er voksen, er der nemlig frit valg på alle hylder og ingen begrænsninger for selvudfoldelsen. Den er nærmest blevet en forpligtelse. Derfor har man gjort sig nogle forestillinger om, hvad man skal nå, hvordan man skal nå det, og hvem man skal nå det med. Og så har man ventet på det rigtige. For intet mindre er godt nok. Alt andet er at betragte som noget midlertidigt, indtil det rigtige job, hjem og forhold dukker op. "Hvor voksent," tænker man stundom om en handling eller en beslutning, til trods for at man selv er bærer af prædikatet. Og så synes man, at man tager ansvar for sit eget liv. Men hvornår er man egentlig voksen?

Ung, voksen, gammel?

"Når man er voksen, er det slut med at gå med rottehaler og lårkort og låne penge af sine forældre," som en veninde sagde for at indkredse feltet. For et mere videnskabeligt bud, kan man konsultere den frie encyklopædi Wikipedia, der belærer, at en voksen i al sin enkelthed er "et menneske som ikke længere er barn." Eller mere konkret: "Et individ som biologisk er nået den reproduktive alder." Her til lands bliver man myndig på sin 18 års fødselsdag. Selv om man efter det fyldte 18. år skulle blive umyndiggjort, er man altså stadig voksen, om end det vel sagtens er de færreste 18-årige, der betegner sig selv som sådanne. De er snarere unge.

Ungdommen er mere kompleks og betegner alderen mellem barn og voksen. Nogle vil hævde, at den indtræffer i puberteten, omtrent hvor man rammer teenagealderen. Eller når man bliver konfirmeret og træder ind i de voksnes rækker, som man siger. Andre fastholder, at det er den seksuelle eller kriminelle lavalder, der bestemmer, hvornår man er gammel nok. Hos DSB er man ung, indtil det fyldte 26. år, mens de studerende tilhører en gråzone et sted midt imellem. Som der står på Wikipedia: "Det er på en gang simpelt og kompliceret og kan næsten ikke beskrives med rette ord." Men kan man ikke være ung og voksen på en og samme tid?

En britisk undersøgelse viser ifølge sociologen Emilia van Hauen, at vi opfatter os selv som unge, indtil vi fylder 49. Hun gav i en tv-udsendelse for nylig et bud på en matematisk formel til præcisering: Ung minus 10 procent plus erfaring er lig med voksen. Når man er 65, er man gammel.

Uden sikkerhedsnet

Man er altså voksen, fra man er 49 til man er 64. Ser man bort fra det aldersmæssige synspunkt, er der andre parametre, der gør sig gældende. Det kan være første gang, man står i en kø og hører en forælder sige til sit barn: "Pas på, så damen kan komme forbi," og det går op for én, at kommentaren ikke er møntet på 'damen' længere fremme, men hende, der træder ens egne sko. Der er dem, der siger, at man først bliver rigtig voksen, når man selv får børn. Eller når man mister sine forældre og står uden den ældre generations beskyttende filter og pludselig står tilbage som den næste i rækken.

Andre, at det er, når man bliver gift. Eller skilt. Når man bliver færdiguddannet. Får sit første velbetalte job. Eller når man står på skødet til en ejerbolig. Det lyder alt sammen meget voksent.

Jeg har for eksempel ikke noget kørekort og må derfor altid hjem og hente passet, når jeg jeg bliver adspurgt om billed-id. Ej heller har jeg en fremtidssikret pensionsopsparing, fast arbejde eller friværdi. Men voksen, det er jeg. Jeg ved bare ikke, hvornår jeg er blevet det.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu