Den irakiske præsident Jalal Talabanis besøg i Teheran i disse dage er det første besøg en irakisk præsident gennemfører i Iran siden præsident Abd Al-Rahman Arefs besøg i 1968. I de mellemliggende årtier har begge stater gennemlevet gennemgribende politiske omvæltninger. På ruinerne af det kejserlige styre grundlagde Ayatollah Rouhollah Khomeini en islamisk republik, hvis oprindelige værdier den nuværende iranske præsident Mahmoud Ahmadinejad nostalgisk forsøger at genoplive. I nabolandet Irak er Ba'ath-partiet, Ahmad Hassan al-Bakr, og Saddam Hussein Tikritis Arabiske Socialistiske Republik erstattet af Republikken Irak, hvis præsident for første gang i landets historie er af kurdisk oprindelse.
Men der er også konstanter, og de er at finde i de mellemstatslige iransk/irakiske relationer. Begge stater har traditionelt set aspireret til rollen som den dominerende magt i regionen omkring Den Persiske Bugt. I perioden efter Den Anden Verdenskrig overtog Det Kejserlige Iran rollen som den regionale 'gendarm' umiddelbart efter den britiske flådes rømning af Den Persiske Bugt ved udgangen af 1960'erne. Efter den iranske revolution i 1979 og Irans diplomatiske isolation kom turen til Irak, som hævdede at ville beskytte monarkierne i regionen mod det revolutionære Irans overfald og 'revolutionseksport'. Imidlertid synes begge stater at have været forhindrede i at udfylde deres naturlige regionale lederroller siden krigen i 1990-91, hvor beskyttelsesmagten Irak invaderede Kuwait. Krigen og den efterfølgende amerikansk ledede invasion af Irak bragte en stor amerikansk militær tilstedeværelse til regionen, som lige siden har hæmmet Irans magt i regionen, mens den nye irakiske stat er engageret i en eksistenskamp mod oprørsgrupper.
Iran som næste mål
Netop de irakiske oprørsgrupper og den iranske stats påståede støtte til de irakiske oprørere udgør med stor sandsynlighed kernen i kulissesamtalerne i Teheran mens Talabani aflægger høflighedsvisit hos den iranske magtelite. I det omfang der skulle være hold i de britiske og amerikanske anklager om Irans støtte til irakiske oprørere kan den iranske logik være som følger: Hvis den amerikanske hær i Irak ikke møder modstand er der risiko for at Iran bliver det næste mål for USA. Derfor kunne Iran have en interesse i at støtte et lavintensivt, men vedvarende oprør som gør opholdet i Irak tilstrækkeligt surt for den amerikanske hær og ikke mindst den amerikanske offentlighed, at viljen til flere magtpolitiske eventyr ikke melder sig foreløbigt. Eller med republikkens øverste leder, ayatollah Ali Khameneis ord, ifølge det statslige iranske nyhedsbureau IRNA: "Den fremmede tilstedeværelse i Irak er en skadelig tilstedeværelse for det irakiske folk. Irakerne kan forlange en tidstabel for deres tilbagetrækning. Og til slut vil Storbritannien og USA blive tvunget til at forlade Irak på grund af bitre erfaringer".
Iran ønsker ro
Omvendt er den amerikanske hærs pludselige tilbagetrækning, den sandsynlige efterfølgende kollaps af det irakiske statsapparat og udsigterne til en blodig løsrivelseskrig i Irak heller ikke i den iranske stats interesse. Iran deler mange af de etniske befolkningsgrupper som også findes i Irak og faren for spredningen af borgerkrige har tidligere (som tilfældet var med Azerbaijan-Armenien-konflikten og borgerkrigen i Afghanistan) tvunget Den Islamiske Republik ud i de mest bemærkelsesværdige diplomatiske krumspring. Derfor er det heller ikke overraskende at Den Islamiske Republiks største udenrigspolitiske strateg, forhenværende præsident Hashemi Rafsanjani under gårsdagens møde med den irakiske præsident betonede betydningen af at de irakiske sikkerhedsstyrker selv begynder at varetage Iraks sikkerhed.
De verserende friktioner mellem Iran og Irak kan med andre ord skildres som en nabostrid, hvor Irak holdes som gidsel af styret i Teheran. En strid mellem Den Islamiske Republik Iran og dennes de facto nærmeste nabo, Amerikas Forenede Stater.
Ali Alfoneh er Forskningsmedarbejder ved Forsvarsakademiet
