Læsetid: 4 min.

Næppe hørlig høring

11. oktober 1996

HVAD SKULLE vi gøre uden Jytte Hilden? Hele tiden finder hun på noget nyt, som kan provokere sindene, skrives i avisen og sætte fut i det danske fejemøg. Ellers ville hun ikke være den slagfærdige Jytte Hilden, men en helt anden, som vi slet ikke kender, og det er hun ikke. Hun er og bliver den Jytte Hilden, vi allesammen efterhånden kender rigtig godt. Vi kender hendes manøvredygtighed, hendes tæft og taft, hendes altid frejdige humør og - med det nye slag- og modeord - hendes politiske værktøjer.
Det kunne derfor heller ikke komme bag på nogen, da hun for en måneds tid siden tacklede forfatteren Ib Michaels enegang mod loftet over statens udbetalinger af bibliotekspenge med prompte at invitere til en høring.
Høringer er nemlig et af kulturministerens foretrukne værktøjer, og høringer er helt sikkert en udmærket og fin disciplin for den, der vil høre og være klogere. Man kan spørge og høre og høre og spørge og måske endda få svar. Inden for det konkrete, redskabelige værktøjs verden ville det svare til rundsaven. Man kommer rundt om et emne.
Ideen om en høring om bibliotekspengene var imidlertid en ganske særlig slags ide om en ganske særlig slags høring. Nemlig en høring over et emne, der i forvejen var særdeles grundigt belyst. Altså en høring over noget før-hørt. Hvad kan man kalde det? Et deja-entundu? En aldrig-før-set høring simpelthen. En anden oplagt mulighed havde været at bestille en undersøgelse over emnet. Undersøgelser og udvalg er velafprøvede politiske værktøjer. Den vej var imidlertid ikke farbar, da der allerede var lavet undersøgelser og nedsat udvalg.
Men måske havde Jytte Hilden en raffineret undertekst, som vi andre bønder ikke forstod? Noget politisk af en eller anden art. Måske ville hun simpelthen vinde tid.
At vinde tid er et andet af de værktøjer, kulturministeren har et godt tag på. At vinde tid ved at arrangere en høring er vældig praktisk og nyttigt, hvis man lige står og ikke kan beslutte sig til at mene noget bestemt om et emne. Så kan man have en debat kørende om det.
At lave debatter er et af kulturministerens foretrukne...osv. osv.
Samt såre demokratisk.

NU FIK VI så den høring på Holmen forleden, men det, der egentlig skulle høres noget om, nemlig loftet over bibliotekspengene, det forblev uhørt, forstået på den måde, at Jytte Hilden dagen før mødet udtalte til en avis (Politiken 9.10.), at hun var parat til at udskyde det omstridt loft og en stillingtagen til det til udgangen af 1997. Derved tog hun brødet ud af munden på spørgerne og svarerne på det, der så blev en høring om noget helt andet en det, der havde udløst høringstanken.
Herved introduceredes et nyt værktøj i det politiske håndværk, som passende kunne kaldes: At skyde den ballon ned, man selv sidder på.
Men høringen blev holdt, og der var da også en hel masse, man alligevel kunne sige om forfattere og bøger og penge og EU. Det var så det.
Bortset fra, at den arbejdsgruppe, der allerede er nedsat, nu skal arbejde videre og barsle med en ny rapport om bibliotekspengene.

KULTURMINISTEREN ville imidlertid ikke være den Jytte Hilden, vi kender så godt, hvis hun sådan bare lod det være godt. Det kunne ligne en retræte og et nederlag, hvad der ville høre hjemme på hylden for dårlige, ubrugelige værktøjer. Hvad gør den politiske håndværker så?
Kulturministeren sagde - og det kom prompte ud af hendes mund - at hun ville revurdere ikke mindre end samtlige kunststøtte-ordninger i Danmark for at finde ud af, om pengene bliver givet rigtigt ud.
Vums! Den sad.
Man må nu forestille sig, at der bliver nedsat en ny arbejdsgruppe med dette for øje, og at der vil blive lavet en debat om emnet samt nogle grundige rapporter om arbejdsgruppens konklusioner, som bygger på de rapporter, der allerede tidligere er lavet, som så revurderes af et udvalg, der kan lægge op til... en høring.
Eller en ikke-høring.
For at vinde tid. I den forbindelse opfordrer kulturministeren kunstnerne selv til at komme med nye forslag til, hvordan kunststøtteordningerne skal fungere, og hvordan støttemillionerne skal fungere.
Og det er jo naturligvis enhver kulturministers opgave at prøve så vidt muligt at føre en politik igennem, herunder overveje om ikke det altsammen inden for ens ressort skal revurderes.
At kunstnerne selv faktisk løbende kommer med forslag til, hvordan kunststøtte-ordningerne skal være - det betragter kunstner-organisationerne som en af deres vigtigste opgaver - og at de nuværende kunststøtte-ordninger er et resultat af bl.a. dette, er en kendsgerning, man ikke nødvendigvis bør lade sig afficere af. Hvis man altså hedder Hilden.
For har man en god ballon, er der ingen grund til ikke at sende den op, så alle kan se den. Ellers er der jo ikke noget, man senere kan punktere.
Med sin nye ide vil hun henvende sig til Dansk Kunstnerråd, en paraply-organisation, som hun endnu ikke har hjemsøgt, og som i mange år har arbejdet for, hvad den kalder en indtægtsløsheds-kasse, en pendant til andre befolkningsgruppers A-kasser. Jytte Hildens oplæg er, at hun under ingen omstændigheder vil diskutere indtægtsløsheds-kasser og deslige.
Hermed har hun indledt en ikke-dialog om det, der ikke må diskuteres, mens danske kunstnere kan trøste sig med, at det sidste ord næppe er hørt i den sag.

Bjørk (Kristen Bjørnkjær)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her