Læsetid: 3 min.

Det nære projekt

21. december 1999

"Mangeårige socialdemokrater siger og hvisker, når jeg mødes med dem, at de er utrygge på et helt grundlæggende plan. De er også irriterede over, at der kommer flere og flere indvandrere."

Ordene kommer fra Herlevs socialdemokratiske borgmester Kjeld Hansen, der på side fire i dagens avis retter et hårdt angreb mod sit partis passive holdning i indvandrerspørgsmålet. Allerede mandag advarede Hansen mod det brud, der efter hans mening snart vil opstå i Socialdemokratiet, hvis ikke der kommer en afklaring i indvandrerpolitikken. Baggrunden er Dansk Folkepartis fortsatte fremgang i meningsmålingerne, der i følge Politiken søndag står til 14 procent af stemmerne og 25 mandater i Folketinget. En fremgang, som ikke mindst sker på bekostning af Socialdemokratiet. Sammen med andre
socialdemokratiske borgmestre efterlyser Hansen derfor en mere markant holdning fra partiet over for indvandrere. Partiet skal tage tyren ved hornene og melde klart ud.
Kjeld Hansens bekymring er forståelig. Dansk Folkeparti har nemlig fat i noget, som ingen af de andre partier endnu har formået at hamle op med. Og det er nærhed. Med sine klare budskaber forstår partiet at få folk i tale. Det tager frygten for indvandrere alvorligt, og præsenterer tilsyneladende håndgribelige løsninger på de problemer, som folk møder i hverdagen. Det er kortsigtede mål som efterlønnen, bedre forhold for ældre, flere hjemmehjælpere og afskaffelsen af ventelister på sygehusene. Og så er det en klar holdning til indvandrere. Politik som folk kan forstå. Regeringen derimod med Socialdemokratiet i spidsen lancerer langsigtede programmer som ØMU'en, IT-strategier, sikring af velfærden også for næste generation og styrkelsen af den danske kultur. Programmer, der ikke sætter det enkelte menneske, men hele samfundets fremtid i centrum. En troværdig kurs i indvandrerpolitikken har regeringen imidlertid endnu ikke præsteret.

Problemet for Socialdemokratiet har længe været, at det ikke har været i stand til at basere sin politik på et fælles projekt, der giver mening for den enkelte. Velfærdsstatens særkende har netop været, at den skabte sammenhæng mellem det enkelte menneskes hverdag og den langsigtede plan for samfundet. Men denne sammenhæng har siden den økonomiske krise i slutningen 80'erne været under opbrud. Socialdemokratiet ligger derfor reelt nu og roder efter en ny vision, der skal bringe velfærdsstaten videre. En vision, som tænker individet ind i en ny social sammenhæng.
Den oprindelige velfærdsstat indeholdt ikke blot en let forståelig vision, der talte til den enkeltes erfaringer. Den var også bygget op omkring et kulturelt homogent samfund, hvor idealerne om lighed og social tryghed relativ uproblematisk gled ind. Denne homogenitet har op gennem 80'erne været under kraftig forandring ikke blot på grund af indvandrere, men også som følge af en stadig mere individualiseret befolkning, hvis ønsker og behov går i mange retninger. Det er ikke længere et spørgsmål om social tryghed for alle, men om en forskelligartet social tryghed udviklet på baggrund af en forskelligartet befolknings behov, hvis eneste fællesnævner er den, at alle mener at have ret til at få opfyldt lige præcis deres behov.

Det brud, som borgmester Kjeld Hansen taler om, illustrerer ganske tydeligt det dilemma, som Socialdemokratiet står over for med et samfund, der i modsætning til tidligere ikke er samlet omkring et fælles projekt, men er præget af to grupper. En stadig mere globaliseret elite, der forstår politikernes fremmedord, og som gerne er med til at sætte den avancerede politiske dagsorden. Og den lokalt orienterede befolkning, for hvem det daglige møde med indvandrere skaber frustrationer, og som vil have løsninger her og nu.
Skal partiet undgå dette brud, er det nødvendigt at udvikle et nyt, omfattende velfærdsstatsprojekt, der ligesom det gamle taler til den enkelte og skaber sammenhæng mellem individ og kollektiv. Et projekt, der imødekommer befolkningens krav om en mere markant holdning til indvandrere, hvor man tænker spørgsmålet ind i konkrete politiske løsninger. En større indsats på daginstitutionsområdet, hvor den første socialisering finder sted. Udvikling af lavtlønsjob som en måde at sluse flere indvandrere ind på arbejdsmarkedet. En mere bevidst boligpolitik, der forhindrer ghettodannelse i socialt belastede kvarterer og et opgør med den kultur på arbejdspladserne, der forhindrer indvandrernes deltagelse i det fælles liv. Uanset hvad man mener om Dansk Folkeparti, er dets succes vidne om et system, der på et tidspunkt har slået fejl. Det er denne fejl, der bør rettes op på med en ny praktisk politik, der indtænker de nye befolkningsgrupper, og som gør indvandrerproblemet ligeså vedrørende for alle, som spørgsmålet om den sociale tryghed i sin tid var.CB

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu