Læsetid: 4 min.

Nærig eller klog

23. marts 2002

DELEGEREDE FRA FN’s medlemslande har i denne uge deltaget i en Konference om Finansiering af Udvikling i Monterrey, Mexico – og langt størsteparten synes at være enige om to ting: Bistand kræver reformer i modtagerlande, og frihandel kan ikke erstatte behovet for udviklingshjælp. At embedsfolk, internationale udviklingseksperter, politikere og statsmænd er kommet frem til disse to epokegørende erkendelser, vil formentlig få større betydning for verdens to milliarder fattige end de 12 milliarder dollar, som USA og Europa har lovet at spytte ekstra i bistandskassen årligt fra 2006 og frem. Nuvel – FN’s generalskretær, Kofi Annan, havde indkaldt konferencen i håb om at sikre en fordobling af de rige landes udviklingsbistand fra 50 milliarder til 100 milliarder dollar årligt, når vi lander i 2015. Denne pakke skulle kunne bidrage til en halvering af de to milliarder personer, der lever for mindre end to dollar om dagen. Verdensbankens præsident, James Wolfensohn, den vigtigste multilaterale bistandsformidler, og FN’s udviklingsorganisation UNDP’s direktør, Mark Malloch Brown, gav deres hjertelige tilsagn. Men forpligtelser på fem og syv milliarder dollar ekstra om året fra henholdsvis USA og EU svarer kun til en fjerdedel af de 50 milliarder dollar i nye bevillinger, som de tre herrer havde fastlagt som et absolut minimum.

IKKE DESTO mindre har Annan, Wolfensohn og Malloch Brown grund til at være tilfredse. At fordoble USA, EU, Japan og andre rige landes bistand i de næste 13 år er nemlig ikke nogen skudsikker garanti for at halvere antallet af fattige. Det er nærmere et desperat skud i tågen. Folk, der har tilbragt årevis med at undersøge udviklingsbistands kapacitet til at løfte de fattige lande op på et højere udviklingstrin, er aldrig kommet frem til nogen entydig formel. Erfaringerne er ikke gode, for at sige det mildt, og det er da også en væsentlig grund til, at udviklingsbistand generelt er faldet i stedet for at vokse i de sidste ti år. En anden grund er selvsagt mantraen globalisering eller den nyliberale filosofi, at en integration af de fattige lande i verdenshandelssystemet ville skabe mulighed for større økonomisk vækst. I nogle tilfælde – jævnfør Kina og i mindre grad Indien – har globalisering i form af øget tilførsel af udenlandske investeringer bidraget til en imponerende økonomisk vækst i 1990'erne. Selv i Afrika og Latinamerika er der enkelte eksempler på, at en kombination af reformer af institutioner og målrettet udviklingsbistand med en handelsstrategi baseret på enkelte eksportvarer kan skabe grobund for bæredygtig økonomisk vækst. Undersøgelser bekræfter samtidig, at uanset hvordan økonomisk vækst former sig i et udviklingsland bidrager det til en betydelig reduktion i antallet af fattige. Vækst – og ikke en omfordeling af goder og velstand – er nøglen til effektiv fattigdomsbekæmpelse i Den Tredje Verden.

DESVÆRRE MÅ eksperter og politikere nu erkende, at global frihandel ikke har haft den tilsigtede effekt for størsteparten af de lande, som halter håbløst bagud i økonomisk udvikling, og hvis befolkning enten vil ty til udvandring eller voldsudøvelse i desperation over deres livsvilkår. Kløften er med visse vigtige undtagelser vokset mellem et stort antal fattige lande og resten af verden. I stedet for øget tilførsel af privat kapital og investeringer fra rige lande – et budskab holdt op foran de fattige lande i begyndelsen af 1990'erne – er den samlede overførsel faldet fra 300 milliarder dollar i 1997 til 160 milliarder dollar i 2001, konkluderer en rapport fra Verdensbanken. 1997 var året for den dramatiske finanskrise i Sydøstasien, der spredte sig til Rusland og Brasilien i løbet af 1998, og som satte en skræk i livet på private investorer. En manko på 160 milliarder dollar er chokerende, for uden betydelig kapitaltilførsel kommer de fattige lande ikke ud af stedet.

DET AFGØRENDE er, at bistanden bliver brugt målrettet, og at modtagerne jævnligt holdes ansvarlige for positive resultater. Hvis den målsætning skal følges frem til 2015, kræver det en delvis omlægning af udviklingshjælp fra bilaterale aftaler til multilaterale organisationer. Det ville være et nyttesløst spild at lade EU og USA oprette deres egne fonde – som Bush planlægger – i stedet for at tilføre Verdensbanken, UNDP, etc. nye ressourcer og kræve større gennemsigtighed fra disse organisationer og jævnligt tilsyn med udviklingsprojekter, forestået af uafhængige eksperter. Det er ikke troværdigt, at for eksempel Verdensbanken selv står for at evaluere sine egne låne- og bistandprojekters effektivitet. Ingen ønsker længere at overøse korrupte regeringer med bistandspenge. Men hvordan hjælpe fattige i lande, der bliver diskvalificeret? Løsningen kunne være at lade lokale NGO-grupper varetage projekter uden om regeringer i højere grad, end det er tilfældet nu. Behovet for nytænkning er akut, og det synes FN’s medlemslande at ville gøre noget ved, trods de skuffende økonomiske forpligtelser i Monterrey.

burch

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu