Der er noget på spil mellem den moderne mand og den gode gamle akustiske guitar. Eller den ene spiller i hvert fald på den anden. Nogle gange kan det bare være svært at greje, hvem der spiller på hvem.
For der er noget ved den moderne mand og den akustiske guitar, der gør, at mangen en ungersvend svinger den akustiske røver i årtier gamle stilarter, som åbenbart gør det nemmere for dem at åbne for de inderste kvababbelser.
Således også Thomas Buttenschøn og Karl Bille, der dog også begge har forstået at pakke deres udkrængninger ind i bandformatets kompetente hygge. Så i hver deres stue af vellyd bruger de to herrer så deres medfødte ytringsfrihed til at... ja, altså, til ligesom at tale om livet i en radius af et par kilometer omkring dem.
21-årige Buttenschøn synger på bro-københavnsk og er lidt af en vokal spradebasse på sit debutalbum Fantastiske mandag. Hans fine tekster nusser rundt i dagligdagen, i gode rødvinsbranderter, parskænderier, knibske kærester, krasse rykkere og de ti millioner han og resten af den danske befolkning minus et par stykker aldrig vinder (så fat det dog!).
Her er glimrende indlejringer af dagligdags talesprog i en let sludrende, småpoetisk realisme, et Larsen-lunt mikrokosmos med flere sproglige badutspring:
Hvad skal man svare, når hun spørger/Om det er verden, der er fedtet i dag/Eller om det' bare er hendes briller og hendes perspektiv/Der trænger til at blive fedtet af
Eller:
Har hygget mig i boxershort og hjemmesko/Til Kind of Blue () Har drømt om en mening med at være her/Og et kommercielt gennembrud
Bemærk rangordenen, og forvent at Nina snart kommer dryppende ud af badet. For der er umiskendelig Povl Dissing over Buttenschøns topkrukkede sangstil. Og læg så hertil Troels Trier og Freddy Fræk. Og Bubber.
Menneskelig kazoo
Buttenschøn har åbenbart (endnu) ikke levet liv nok til at være bare i nærheden af Dissings ædle balance mellem ydre forsiringer og indre forvrængninger. Og det er mest for sjov, når der vrænges og wauv'es og nynnes og sågar synges oppe i frekvenser, der ellers er forbeholdt små drenge i kirkekor. Eller når han nynner, så det lyder som en human kazoo.
Så når Buttenschøn er ekstraordinært manieret, overdrevet nasal, infantil og fjoget lalleglad, så er det med en charme som en femårig, der lige har vasket din laptop i opvaskebaljen. Men hvis han kom forbi min baggård, ville jeg alligevel smide et par mønter efter ham.
For der er også noget særegent i Buttenschøns hverdagspoetik, i hans vokale krukkeri og i flere af melodierne, der er så smittefarlige, at vaccination sikkert er nytteløs.
Så det værste der kunne ske for denne talentfulde unge mand, det ville være en kommerciel succes, der blændede ham og fik ham til at klynge sig til de værste ydre manerer - for at "følge op på succesen", som det sig hedder. Omkring Buttenschøn hygger bandet i øvrigt i et stearinlysjazzet og sofablueset gear. Kompetent.
Hvilket også gælder for folket omkring Karl Bille og hans debutalbum Ungkarlens klagesange, selv om de er klart mere sofistikerede (og også pletvist let syrede).
Fermt og smidigt og ikke videre opfindsomt, men indfølt og elegant sætter de Karl Billes sange i svingninger.
Sange om singlelivet, og alt hvad det indebærer af romantiske skærmydsler, der åbenbart ikke har sat sig nævneværdigt interessante spor i Billes tanker og sprog, hvor vi får at vide, at kærligheden er besværlig og måske ikke varer evigt. Og så i øvrigt at tiden flyver. Så blev vi så meget klogere.
Nu er det selvfølgelig ikke ny viden, der kvalificerer en plade.
Men når sangene er pakket ind i så mange klicheer, at man overhovedet ikke kan få øje på personen bag dem, hvorfor så lytte?
Sarte øjeblikke
Well, kun lige akkurat fordi Bille har et par fine sarte øjeblikke som sanger - selv om han det meste tiden er en gennemsigtigt anæmisk udgave af Nick Drake.
Og fordi han glimter som tekstforfatter, når han er sortseer, frem for Werther ultralight; i sange som "Stenede tider" og "Knudemand":
Jeg' en knudemand
En knude så stram
At jeg ku' tude mand
I morer jer nok rigtig derude, hva'Ja, jeg har fulgt jeres færden fra min rude.
Eller når han opnår bevidsthed om sin egen svælgen i længsel: "Minder kan man stole på".
På "Knudemand", "Længsel" og "Vejr og vind" kan man også ane det folkede og blues'ede forlæg, som Bille angiveligt har haft til sin debut, nemlig Benny Andersens og Povl Dissings Svantes viser.
Men det meste af tiden sidder Karl Bille i sin nyafhøvlede toværelses-schmerz. Noget med stearinlys og sådan et klædeligt vemod, som man kan tage med ud til vennerne og spille brætspil til.
Ikke at der ikke er noget på spil for hr. Bille, det skal jeg slet ikke stille mig til dommer over, der er bare ikke så meget på spil for lytteren. Det forbliver en privat passion, fordi klicheerne lægger sig som en legering om sangene og forhindrer lytteren i at trænge ind - og følelsen i at bløde igennem og ud til os.
En skandinavisk hygge og en varm akustisk væren fra 70'ernes troubadourer klinger hos Bille og Buttenschøn. En naivisme som også Rasmus Nøhr frivolt skamrider. En serie nærsynede selvoptagelser. Som lytter bliver man lullet ind i en oplevelse af, at smerte er noget lokalt, og at verden uden for hjertekule og hjemmesko er helt uoverkommelig. Og det er da også fint nok en plades tid, hvis bare ikke disse to eksemplarer var så klaustrofobisk idyliserende og overdrevent behagesyge.
Kunstnerisk instans
Især når det gælder Bille, men også Buttenschøn, der dog ser lidt nyheder, skrider fra en politisk diskussion og overvejer at give sin imaginære lottogevinst til WHO. Men det er i forbifarten på vej tilbage til jeg'ets evindelige tryghedscentrifuge. Så i denne optik bliver de to herrer et alt for klart billede på det komfortable rundhyl, vi befolker. Et rundhyl hvor ethvert spillested med finger på puls har en mand med en guitar og lidt følelser uden på tøjet på besøg med jævne mellemrum. For singersongwriteren er hip og i en globaliseret kultur har vi åbenbart p.t. brug for lidt analog enkelhed og akustisk nærvær til at tage brodden af vores magtesløshed. Lidt kolonihave. Og om 10 år vil vi sikkert grunde eller gøre os lystige over denne bølge af drenge og piger med akustiske guitarer, som pladeselskaberne pludselig har følt sig kaldet af en højere kunstnerisk instans til at udgive. Men indtil da skal vi da give talenterne modstand nok til, at de kan udvikle sig. Hermed gjort.
*Thomas Buttenschøn: Fantastiske mandag (NOOB Factory/Playground). Udkommer i dag.
*Karl Bille: Ungkarlens klagesange (Factory/Kick).
