Læsetid: 9 min.

Næse for handel

22. juli 2005

Jens Åge Thomasen har lige solgt en bilfuld fisk foran Brugsen i Vorbasse. Han er pensioneret fabrikant og kunne vælge at ligge på den lade side, men byens idrætshal skal have en ny fløj, og Jens Åge sælger fisk for at tjene penge til byggeriet, der kommer til at koste cirka 10 millioner. Billund Kommune betaler halvdelen. Lego giver to millioner. Resten skal byens borgere selv skaffe, og efter fiskehandlen ligger Jens Åge i indsamlingens førerfelt.

Sparekassen i Vorbasse-Hejnsvig har givet 10.000 kroner til tre af byens borgere, der er kendt for at kunne tjene penge. Jens Åge Thomasen så øjeblikkeligt, hvordan han kunne få sine 10.000 til at yngle, da han tilfældigt passerede en fiskebil på landevejen. Han kom i tanke om, at Vorbasse ingen fiskehandel har, stoppede resolut fiskebilen og aftalte et lejemål med chaufføren, der næste lørdag morgen leverede bilen fyldt med friske fisk på Vorbasse Torv.

På bare en formiddag fik Jens Åge og en af hans gode venner solgt samtlige fisk. Sparekassens 10.000 kroner var vokset til det dobbelte - "og jeg har flere goder ideer på vej", smiler han.

Den historie indfanger essensen af, hvordan Jens Åge bevægede sig fra at være kommis i 50'ernes brugsforeninger til at blive en fantasifuld iværksætter med flere byggemarkeder og en lille emballagefabrik.

Seks kilometer uden for Vorbasse ligger kernen i hans livsværk, Nebel Handelscenter. Man kan ikke komme meget længere ud på landet, her er flad grøn mark, langt mellem naboer, og vejen hertil er for smal til hvide midterstriber. Det kræver et mod, der grænser til fantastens, at kalde dette sted for et center.

Men navnets magi virker efter hensigten og tiltrækker gør-det-selv-folk fra et stort opland til 2.000 kvadratmeter med værktøj, trælast, vvs og haveredskaber - samt et Kvik-køkkencenter og en afdeling med udestuer.

Udestuerne hører til hans seneste succeshistorier. I 2001 blev Nebel Handelscenter udvalgt til at deltage i den p0pulære DR1-udsendelse Købt eller solgt, hvor tre firmaer konkurrerede om at skræddersy en udestue efter en politibetjents ønskedrømme og pengepung:

"Vi arbejdede hele natten - og slog de andre! Hold da op, hvor vi solgte udestuer efter den udsendelse. Alle dem, vi kunne overkomme. I samtlige filialer. Utroligt, hvad fjernsyn kan udrette. Det er bare dejligt," smiler Jens Åge stort. Alt er stort ved ham - han rager højt op, ørerne stikker langt ud, han tager lange skridt og armenes møllevinger favner en halv rummeter luft, når han varm og begejstret fortæller om sin forretning.

Foran Nebel Handelscenter ligger et nuttet hvidt stuehus, resterne af den oprindelige købmandsgård. Her begyndte Jens Åges forretningseventyr for fire årtier siden, da en drengedrøm gik i opfyldelse, og han fik jobbet som uddeler i Nebel Brugsforening:

"Mine forældre havde et lille husmandssted, og de ville såmænd have været stolte, hvis jeg havde drevet det til at blive landpostbud med pension. For dem var tryghed det vigtigste. Mine søskende er da også blevet skolelærere. Men fra en ganske ung alder drømte jeg om at blive selvstændig. Derfor gik jeg i lære som kommis i Brugsen i Bjedstrup som 14-årig."

Fire år senere var Jens Åge udlært og flyttede fluks 103 kilometer længere sydvest til Brørup, der ligger midtvejs mellem Kolding og Esbjerg. Grunden til hastværket svinger gennem stuen med kaffekanden og tre glasursnegle. Kirsten serverer med sjælden ynde, et langt livs gymnastik sætter sig spor i hendes bevægelser. Dem fik Jens Åge et godt øje til, da hun som feriegæst hos noget familie købte ind i Bjedstrup Brugs, hvor han var lærling.

"Vi var ikke andet end 20 år, da vi giftede os i 1957," fortæller Jens Åge. Og jo, det første af ægteparrets tre børn ankom før de anstændige ni måneder efter brylluppet - "det var tidligt. Men man kan jo ikke sige for tidligt, vel? Vi holder jo sammen endnu."

Ni år, adskillige brugser, byer og boliger senere slog han og Kirsten til, da de i 1965 fik tilbudt uddelerstillingen i Nebel Brugsforening med bare 38 medlemmer. Men Jens Åge kunne se mulighederne i denne meget blandede landhandel, der foruden købmandsforretningen havde korn- og foderstoffer, et ammoniakanlæg og et mølleri:

"Kirsten passede butikken, mens jeg kastede mig over at sælge campingudstyr. Man var nødt til at finde på noget nyt for at øge omsætningen. I 60'erne fik folk jo både mere fritid og råd til at tage på ferie. Det kunne vi tjene penge på."--

-- "Finde på noget nyt." "Få ideer." "Lægge mærke til, hvad der er oppe i tiden." Sætningerne vender bestandigt tilbage i Jens Åges historie. Sække var hans næste store projekt:

"Jeg lagde mærke til, at korn- og foderstofmøllerne udskiftede deres vævede jutesække med papirsække. De brugte jutesække var som skabt til 50 kg kartofler. Herude var der mange kartofler dengang, og som noget helt nyt fandt vi på at køre annoncer i Landsbladet, som alle landmænd læste. Bønder kørte hertil fra hele Sydjylland, og sækkene blev en vældig forretning."

Da kartoffelbønderne et lille årti senere skrottede jutesækkene og gik over til netsække af plastik, skyndte Jens Åge sig at finde en billig græsk leverandør: "Vi blev store på det marked med 65 procent af importen af netsække til Danmark. Jo, da kunne vi tjene penge."

Ind imellem jutesække og netsække solgte Nebel Brugsforening uendelig mange kilometer plastfolie til at dække roekuler - "vi averterede med folie til halv pris, så de kimede os ned fra hele Jylland". Og da en trængt fabrikant med et overskud af ryatæpper ringede og foreslog Jens Åge et samarbejde med ordene "du kan jo sælge alt", blev der gennem brugsforeningens lagerhal trukket tørresnore behængt med farvestrålende og fristende tæpper:

"De gik som varmt brød."

Det samme gjorde en palle brugte regnemaskiner, da momsen blev indført i 1967, og bønderne jamrede højlydt over al det nye regnskabsvæsen, de blev pålagt - og samtidig kom der gang i et salg af spånplader på Sjælland.

Jens Åge taler sig varm, han kan lide at fortælle. Kun da jeg spørger til, hvad der driver værket, tier han mere end et sekund. Efter lidt betænkningstid siger han kort og godt:

"Det var sjovt. Det er det, handel er - sjovt," og forsætter så sin føjleton om heldige køb og hurtige salg af store partier plastplader til drivhuse og halvtage, billige finérplader fra Korea, der gav 60'ernes parcelhuse et eksklusivt look samt lastvogne fulde af nye vinduer og døre.

I 1972 købte Kirsten og Jens Åge butikken af brugsforeningen og omdøbte den til Nebel Handelscenter. Kirsten passede stadig købmandsforretningen, tre børn og havde desforuden et par ansatte på kost, mens Jens Åge købte nabogården, byggede en lagerhal og fyldte den med forskelligt kram:

"Dengang sad trælasthandlerne på markedet for byggematerialer, men de henvendte sig først og fremmest til professionelle håndværkere. Jeg kunne se, at gør-det-selv-ideen var på vej op, der var voksende behov for alt mulig byggemateriale til private, så vi lavede en form for byggemarked først her og siden i Haslev og Fakse på Sjælland - og det trak. Folk kom kørende langvejs fra."

Efter nogle år begyndte Kirsten at miste tålmodigheden med sin mand:

"Hun skældte ud over, at hun aldrig så mig. Hun havde også for meget at gøre. Så vi ansatte en bestyrer. Både han, vores lærlinge og mange andre ansatte er fulgt med hele vejen igennem. Det er skønt med personale, der gider at lege med," understreger Jens Åge.

Beskedenheden er typisk. Han har bygget en mellemstor virksomhed med 85 ansatte op fra bunden - men moderne managements begreber om strategi og markedsføring, personalepleje, teambuilding og socialt ansvar falder ham aldrig i munden.

Sideløbende med salget af byggematerialer og andet godt udviklede Jens Åge en helt ny ide: På udstillinger i Tyskland havde han fået øje på et system, som nemt og billigt kunne trykke navne, logoer og varedeklarationer på plastikposer - "det var lige noget, kartoffelhandlerne stod og manglede".

I foråret 1979 besluttede ægteparret derfor at lukke den efterhånden skrantede købmandsbutik, og Jens Åge købte maskiner og installerede sin plasticfabrik i de gamle butikslokaler:

"Da var jeg tæt på en skilsmisse. Jeg havde fået placeret udluftningen uheldigt, så der lugtede grimt på vores terrasse. Det ville Kirsten alligevel ikke finde sig i."

En lille ny fabriksbygning i røde mursten og en mand, der havde forstand på plastproduktion, reddede ægteskabet og fik gang i produktionen af plastposer til allehånde formål: fryseposer, da dybfryserne holdt deres indtog i privatboligerne, sprøjteposer til flødeskum og glasur, da sundhedsmyndighederne forlangte, at bagerne gik over til engangsposer, gennemsigtige kræmmerhusposer med røde striber, som hvert eneste danske barn har fået fyldt med slik, og bæreposer med logoer for sko, sportstøj - hvad som helst. Fabrikken eksporterer nu til 13 lande.

"Det kørte egentlig genialt godt hele vejen op gennem 90'erne. Vi havde fem tømmerhandler, en emballagefabrik, mere end 80 ansatte og en samlet omsætning på 125 millioner - det var faktisk rigtig sjov. Jeg havde driften - og Kirsten tog sig af regnskaberne. Alligevel begyndte vi at overveje et generationsskifte. Man ved jo aldrig, hvor langt man er nået ud af tommestokken. Pludselig kan det være for sent."

Lige før årtusindeskiftet begyndte Kirsten og Jens Åge derfor gradvist at overdrage en del af aktierne til børnene. I 1997 avancerede svigersønnen Jim (der begyndte i firmaet som lærling i 1970) til direktør for byggemarkedet, mens Jens Åge koncentrerede sig om emballagefabrikken i endnu nogle år, før sønnen Torben overtog den. Da salget af udestuer havde toppet efter tv-konkurrencen i 2001, besluttede familien at sælge filialerne fra en efter en: "Nu er vi tilbage ved udgangspunktet - centret i Nebel," nikker Jens Åge.

Sidste år lykkedes det børn og svigerbørn at få Kirsten blidt skubbet ud af regnskabsafdelingen og hjem til ægteparrets store nye hus i Vorbasse, men Jens Åge har svært ved at holde sig helt væk fra Nebel - selv om næste generation åbenlyst klarer sig fint.

Han synes ikke, det er helt nemt at være pensionist, og debuten som fiskehandler foran Brugsen i Vorbasse og de andre planer om at tjene penge til byens idrætshal er en kærkommen afveksling til driverlivet.

Jeg spørger nok en gang til, hvad der driver ham ... Hrm. Jens Åge virrer med hovedet, og den store krop synker lidt sammen. Tjah, de har stort hus og en sølvfarvet Mercedes i garagen. Børnene er kommet godt i vej, og alle seks børnebørn bor dejlig tæt på. Penge er der jo nok af - men så lyser blikket, og han retter sig op: "Men man kan jo ikke lade være med at prøve at tjene nogle flere. Nu her den anden dag så jeg sådan en lille rød kinesisk motorcykel. Med det fineste blanke chrom - den kunne sælges med god fortjeneste for omkring 28.000 kroner. Jamen, det er da lige ved, at jeg skal have sådan nogen med på Vorbasse Marked her i sommer."

"Nej, nu skal du ikke få flere gode ideer," siger Kirsten. Hun vil gerne have ham mere for sig selv og tid til, at de kan komme ud og rejse. "Det kan vi jo ikke, hvis han hele tiden får ideer. De tager altid en masse tid." For den bemærkning indkasserer hun et kys af sin mand, der lige nu og lidt for sent forlader kaffebordet og løber ud af døren for at nå til golf for begyndere.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu