Læsetid: 4 min.

Næsehornene

Gymnasierne kommer med den nye gymnasiereform mere og mere til at ligne mønsterkollektiver fra Sovjettiden
22. oktober 2005

Jeg havde et mareridt for nylig. Jeg drømte, at jeg skulle møde sent på mit gymna-sium, og da jeg nåede frem til lærerværelset, så jeg alle næsehornene sidde derinde. Der var blevet flere og flere næsehorn i de senere år, men i dag kunne jeg ikke se et bord uden næsehorn. Jeg gik ud på toilettet for at få lidt vand i ansigtet. Men da jeg så mig i spejlet, udstødte jeg et skrig, som fik mig til at vågne badet i sved. I spejlet havde jeg set konturerne af et næsehorn.

Man behøver ikke at have læst Freuds forelæsninger over drømmetydning for at tolke indholdet, men man skal kende Eugène Ionesco's klassiske absurde skuespil: Næsehornene om et samfund, der bliver invaderet af en totalitær bevægelse.

Jeg har i flere år temmelig isoleret agiteret imod ideologiseringen af gymnasiet - i en tid hvor den pædagogiske bevægelse har vundet større og større tilslutning. Smertegrænsen var, at også jeg havde underkastet mig og tilsluttet mig bevægelsen. Det er jo en lidt ejendommelig situation for et pluralistisk fællesskab, at 99 procent går ind for gymnasiereformen, og ingen siger, hvad de tænker, hvis der er mere end to til stede.

Der er imidlertid flere analogier mellem den pædagogiske bevægelse og Ionesco's skuespil. Ingen ved rigtigt, hvor næsehornene kommer fra, og reformpædagogerne har haft omtrent den samme respekt for danske og vestlige akademiske traditioner, som en flok næsehorn i løb hen over en 100 år gammel kultiveret fauna.

I begyndelsen, var der ingen, der tog næsehornene alvorligt. Hvor de dengang ikke havde nogen magtbeføjelser, sidder de i dag solidt på stort set alle organer inden for undervisningssektoren.

Et meget stort næsehorn

I mange år var næsehornene faktisk ret sky - selv når man drillede dem - men i kronikken i Information den 3. oktober, blev jeg og en anden kritiker af reformen udsat for et voldsomt angreb fra et meget stort næsehorn i skikkelse af Karen Borgnakke (KB).

Hendes kronik havde overskriften: "Er pædagogikken en modspiller?", og den er især en reaktion på et indlæg, jeg havde i Information med titlen: "Pædagogik eller formynderi i skolen". Dér anklagede jeg ganske rigtig den pædagogiske bevægelse for at udøve formynderi i stedet for at give eleverne objektive kundskaber. Når dette i KB's fremstilling bliver til, at kritikerne (som princip) er imod pædagogik, så har jeg svært ved at følge med, men med denne noget blafrende fakkel arbejder KB sig dybere og dybere ned i, hvad der forekommer mig at være selvmodsigende nonsens, indtil hun til slut kræver os til regnskab for vores formastelige kætteri.

Jeg er også lidt ked af kronikkens bastante titel. KB taler om pædagogik, som om det kun er ét begreb, - en sandhed - så før man med KB kaster sig ud i en begrebsmæssig malstrøm, så vil jeg godt understrege, at jeg kun beskæftiger mig med undervisningspædagogik. Ikke med opdragelse eller børnepædagogik, ej heller den pædagogik, man i totalitære bevægelser anvender overfor ideologiske modstandere. Det sidste er KB's kronik jo i øvrigt et glimrende eksempel på. Men ellers bliver der på bedste næsehorns vis både prustet og trampet i KB's kronik.

Oplysningsniveauet i Danmark var indtil midten af 1980'erne et af verdens bedste. Herefter er det kun gået ned ad bakke, så vi i dag må erkende, at det danske uddannelsessystem er blandt de ringeste (og dyreste) i Europa. Min tese er, at indflydelsen fra den marxistiske 1968-bevægelse og dens efterfølger den pædagogiske bevægelse bærer hovedansvaret for forringelsen af vores undervisningssystem.

Helt urealistisk

2005-reformen er en tro kopi af den undervisningsform, som stadig findes på RUC, men som nu er styret af dogmatisk pædagogik i stedet for dogmatisk marxisme.

Mens der i grenvalgsgymnasiet var harmoni mellem bekendtgørelser, og hvad der faktisk foregik i timerne, så har vi bevæget os hen imod en situation, hvor gymnasierne kommer til at ligne "mønsterkollektiver i Sovjettiden". Med produktionsmål (bekendtgørelser), der er helt urealistiske og indberetninger, der er lige så troværdige som produktionsstatikkerne fra samme kollektiver.

Traditionelt har lærerne i gymnasiet haft et moralsk ansvar over for eleverne og et formelt ansvar over for bekendtgørelsen. Efter man har frataget dem deres faglige autoritet og pædagogiske integritet, er lærerne pålagt et moralsk ansvar over for en bekendtgørelse, (som ikke kan opfyldes), og et formelt ansvar for, at eleverne har været igennem alle de krævede projekter, tværfaglige forløb, it-baseret undervisning osv.

Man behøver ikke en mastergrad fra Dansk Institut for Gymnasiepædagogik for, at indse, at dette er pædagogisk forrykt.Vi har fjernet os meget langt fra grenvalgsgymnasiet og den enkelte lærers afslappede og uhøjtidelige formidling af grundlæggende akademiske kundskaber.

Ole Witt-Hansen er lektor på Køge Gymnasium

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu