Et skridt på vej mod fred: Israel skal med i NATO og EU
Engang i 70'erne, da jeg var bosat i Israel, mødte jeg en gammel tyrkisk sefardisk jøde, som stadig talte ladino dvs. spansk. Denne tyrkiske sefardiske jøde, som hed Jo'sef, var kommet til Israel i midten af 1950'erne fra Smyrna, det nuværende Izmir.
Familien og slægten havde boet i Smyrna siden slutningen af det 15. århundrede. De var flygtet fra Spanien i 1492, hvor den stolteste og mest fremgangsrige epoke i jødisk eksilhistorie havde udspillet sig i mere end 1.000 år.
Historiens nærhed
Som så mange andre sefardiske jøder kendte Jo'sef sin historie i detaljer. Han havde oven i købet slægtens ejendomsskøde fra Spanien i sin varetægt. Han var derfor stadig bevidst om den uret, de kristne katolikker i Spanien udsatte jøderne for, da de kristne erobrede Spanien fra de dengang mere civiliserede muslimske maurere.
Det, som overrasker mange europæere, som bevæger sig ind i et jødisk univers, er tidshorisonten og begivenhedernes historiske nærhed. Jøderne har en hel anden tidsnærhed, end vi kender. Vi har derfor også meget svært ved at forstå de konflikter, som udspiller sig i Israel. Vi overfører vore egne relativt historieløse betragtninger til livssituationer og kulturer, som er os grundlæggende fremmed. Vi forstår derfor ikke, at muslimernes 'okkupation' af Jerusalem i 700- årene er en forholdsvis ny begivenhed i mange jøders bevidsthed.
Den nuværende konflikt i Mellemøsten har derfor en gigantisk gordisk knude at skulle løse:
Skal den gamle bydel i (Øst-) Jerusalem f.eks. være jødisk, muslimsk eller skal den gøres til en international by under NATO's auspicier? Historisk har jøderne jo ubetinget ret til byen, men spørgsmålet er så, om en sådan insisteren på den historiske ret er vejen til en fredelig sameksistens? Jeg tvivler (vi sønderjyder kender jo også smerten ved at opgive den historiske ret).
Vi må derfor indse, at Østjerusalem bør internationaliseres, uanset om det i historisk forstand er en uret mod det jødiske folk,. Kun derved kan der skabes håb for fred.
Konflikten mellem israelere og palæstinensere er intensiveret i de sidste 10 år. Volden eskalerer samtidig med, at palæstinensernes fattigdom og håbløshed tager til. Israelernes forsøg på at fastholde palæstinenserne i et militært og økonomisk jerngreb har skabt en voldsspiral og en udsigtsløshed for palæstinenserne, som gør én trist.
I Israel er situationen også trist. Den israelske befolkning lever i konstant angst for terroren. Mine bekendte i Israel er bange for at sende deres børn med bybusserne i Jerusalem, Tel Aviv og Haifa. Bange for at fanatiske selvmordsbomber vil udløse ondskaben. Bekymret over at deres børn bliver soldater og sendt ind på Vestbredden for at bekæmpe terrorister. Bange for at konflikten vil skade det israelske demokrati og det israelske selvværd.
Som situationen er i dag, kan man kun forekomme naiv, hvis man fremlægger et løsningsforslag på konflikten. Jeg tillader mig derfor at være naiv. "En fremtid uden et håb er nemlig slet ikke nogen fremtid" - citatet stammer fra den tyske filosof Ernst Bloch. Alt håb er livsnødvendigt.
Europas ansvar
For noget tiden sad jeg med højskolens gode og indsigtsfulde ven Arne Melchior på en bænk ved Flensborg Fjord og snakkede løst og fast om jødernes historie i hertugdømmerne, om højskolens jødiske relationer, som især højskoleforstander Oscar Haarder udbyggede, og om vore drømme for fred i Israel.
Vi nåede vist nok frem til den vision, at Israel burde blive medlem af EU og NATOfor til gengæld at trække sig ud af Vestbredden. Det ville give israelerne militær tryghed og dermed dæmpe den paranoia, som er blevet en del af den israelske kultur. Forslaget skulle følges op af massiv økonomisk støtte fra EU til palæstinenserne, så der på sigt kan skabes et fælles liberalt marked mellem de to folk i regi af EU. At EU og Europa inddrages i løsningen bør forstås som Europas forsøg på at forsone sig med de gerninger - holocaust - som var den indirekte årsag til Israels oprettelse og palæstinensernes skæbne. Så derfor: Næste år i Jerusalem.
