Læsetid: 3 min.

Den næste Balkan-krig

6. marts 1998

DET VAR I Kosovo i slutningen af 1980'erne, at en yngre kynisk Beograd-partichef ved navn Slobodan Milosevic, antændte det nationalismens bål, der nok bragte ham selv til magten, men siden opslugte hele Jugoslavien i et hadets inferno.
Det var Milosevic, der i 1989 lod den kosovo-albanske ledelse arrestere, opildnede serberne til kamp ved gigantiske massemøder for året efter helt at afskaffe det selvstyre, Kosovo-albanerne havde haft siden 1968. Og det var da, at de øvrige jugoslaviske delstater blev klar over, at enhver fredelig sameksistens i et mere "løst" Jugoslavien var umulig.
Konsekvenserne i Kroatien og Bosnien kender vi. Kosovo blev lagt i historiens dybfryser: Det store albanske befolkningsflertal (90 procent af de to mio. indbyggere) blev holdt i skak i en serbisk politistat. Offentligt ansatte albanere blev fyret i bundter. Det albanske sprog blev afskaffet på læreanstalter og i den offentlige administration. Ethvert tegn på oprør blev slået ned af et talrigt sikkerhedspoliti. Mange er de aktivister, der "begik selvmord" under forhør i sikkerhedspolitiets varetægt.
Men der blev - i modsætning til hvad mange forudsagde - ikke krig i Kosovo.

KOSOVO-ALBANERNE opbyggede, under ledelse af deres leder Ibrahim Rugova, en parallel-stat, hvis lige ikke findes blandt noget undertrykt folk - med egen administration, egne skoler, egne sundhedsklinikker, drevet af egne indsamlede midler. Altsammen ud fra et beundringsværdigt princip om, at civil ulydighed - ikke voldelig kamp - er albanernes chance mod den militært overlegne serbiske magt.
Ikke-volds strategien indbragte Rugova mange priser fra fredsfonde i Vest. Men gav også det indtryk blandt vestlige beslutningstagere, at den kosovo-albanske ledelse måske var den eneste hund på Balkan, der nok gøede, men aldrig bed. Ved stort set at ignorere, at Kosovo-problemet bestod, trak Vesten tæppet væk under Rugovas ikke-voldelige modstand. Som det udtrykkes af Balkan-eksperten Mark Almond i Wall Street Journal:
"Der er masser af unge i den stærkt voksende kosovo-albanske befolkning, som har lært den forfærdelige lektie: At det internationale samfund kun har respekt for styrke, ikke principper".
Resultatet udmøntes nu i fattige landdistrikter sydvest for Kosovos hovedstad, Pristina. De serbiske sikkerhedsstyrker har iværksat en ny jagt på "terrorister" fra den organisation, Kosova Liberation Army (UCK), som i løbet af det seneste år har vokset sig stærk med våben fra plyndrede albanske våbenlagre. I weekenden blev 25 civile albanere dræbt, nogle efter svær mishandling, i jagten på "terrorister". Torsdag meldes flere landsbyer i samme område at være sat i brand.

DEN SPÆNDTE SITUATION har fået det internationale samfund til at reagere. Den britiske udenrigsminister, Robin Cook, er rejst til Beograd for at gøre det klart over for præsident Milosevic, at det internationale samfund "ikke blot vil se til", mens serbiske styrker renser ud i Kosovo. Washingtons Balkan-udsending, Robert Gelbard, har antydet, at en amerikansk militær intervention er en mulighed, hvis krisen skærpes. Fra mange sider advares imod, at kampene kan brede sig til naborepublikken Makedonien, som også har et talrigt albansk mindretal.
Det er altsammen nødvendige meldinger. Problemet er, at Kosovo-konflikten har fået lov at eskalere i en grad, der gør det svært at se et kompromis.
På den ene side fastholder Beograd, at Kosovo er et "internt serbisk anliggende". Den blotte tanke om at genoplive Kosovos autonomi møder skarp modstand - ikke blot fra Milosevic, men også fra store dele af den såkaldt demokratiske opposition.
På den anden side fastholder den moderate kosovo-albanske leder, Rugova, at kravet er fuld selvstændighed for Kosovo - intet mindre. Og den væbnede organisation, UCK, kræver alle albaneres samling i deres egen stat, der også omfatter Albanien og dele af Makedonien og Montenegro.
I denne fastlåste situation er det internationale samfund nødt til at sætte trumf på. Milosevic må presses af det eneste virkemiddel, vi har: truslen om vidtrækkende økonomiske sanktioner, til at indgå i forhandlinger om genetablering af Kosovos selvstyre, overvåget af en international styrke. Kosovo-albanerne må bringes til at indse, at alternativet til en sådan løsning er en fortsat, langvarig og udsigtsløs krig.
Om parterne er villige til at indgå et sådant kompromis er tvivlsomt. Samme spørgsmålstegn kan sættes ved det internationale samfunds vilje til at stille de nødvendige diplomatiske, økonomiske og militære ressourcer til rådighed.
Men alternativet kender vi fra Bosnien. Og har vi lært én ting af Bosnien er det dette: Behovet, i mandskab og penge, bliver ikke mindre, jo længere vi venter med at gribe ind. on

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu