Der er bands, der aldrig overkommer prædikatet lovende og for evigt leder efter den gnist, der gav deres tidlige output ansatser til noget originalt. Og så er der grupper, der stille og roligt bare bliver bedre. Sympatisk og begavet som debuten fra moi Caprice lød, da den i 2003 udsendtes som Once Upon A Time In The North, var der ikke meget ved den, der signalerede, at ensemblet havde stof til noget større i sig.
Charmerende og pletvist melodisk prægnant indierock i en forsigtig produktion, men også med en ulyksalig hang til det kompositorisk overbroderede, hvilket betød, at ideerne (og dem var der mange af!) ikke nåede at udfolde sig, før gruppen rastløst bevægede sig ud af en ny og, for den selv, sikkert vildt spændende tangent.
En titel som "Artboy Meets Artgirl" siger noget om, hvorfra der blev sunget, om end der også var plads til gruppens til dato bedste bud på et hit, "Riding In Cars With Girls", hvis florlette tresserstemning gruppen ikke siden helt har formået indkredse.
Man skal ikke beklage iderigdom, men den kan tage overhånd og blive en hæmsko. Ikke desto mindre hvilede der en charme og en stilistisk (selv)sikkerhed over Once Upon A Time -, der gav løfter, som den imposant højspændte toer You Can't Say No Forever til fulde indfriede.
Undertegnede bøjede sig da også i støvet af respekt for dets soniske vovemod, kompositoriske tæft og tekniske kunnen, thi som blæst bort var debutens studentikose fims, der gjorde gruppen fortjent til øgenavnet Pretentious? Moi? Capice!, som vittige sjæle påhæftede den.
I stedet gjordes der plads til det videst tænkelige udsyn, mens der kompositorisk arbejdedes med en enkelhed, der gav sangene ånderum og lod dem udfolde sig værdigt og logisk.
Savnedes noget, var det et oplagt hit og en smule jordforbindelse, hvilket dog ikke kunne overskygge det faktum, at det var lifligt at komme op og hænge i den højspændt romantiske æter, musikken (og produktionen) skabte.
Kunstnerisk prægnant og teknisk interessant åbenbarede et dansk band med internationalt potentiale sig.
En stemme, der skærer
På moi Caprices tredje langspiller, The Art Of Kissing Properly hedder den rammende, sker det lykkelige, at den lyrisk indbydende melodiøsitet fra debuten smelter sammen med de fritsvævende klange og den himmelstræbende tone fra toeren og resultatet er lige til at spise. Sgu. Det er en pyramidalsk indbydende skive, kvartetten dér så kærligt har reagensglasopfostret og man går saligt ombord i lækkerierne.
Sangskrivningsniveauet har fået endnu et tak opad og kompositioner som titelsangen, "For Once In Your Life Try To Fight For Something You Believe In", "Wish You Were Here" og "Drama Queen" lyder alle som oplagte singler, hvis sådanne stadig fremstilles.
Det drivende sort-romantiske tekstunivers med snert af det fatale klinger helt igennem overbevisende på lydefrit engelsk og der spilles som død og kritte i alle positioner uden forfald til lir eller overflødig filigran. Et udsøgt album fra start til slut anbefales det ubodeligt romantiske sjæle med fordomsfri hang til fornem musik, obskur litteratur, vin ad libitum og kødets lyst.
På en scene sker der til gengæld ting og sager, intet på pladerne forbereder én på. Der sparkes mere røv end forventet, selvom det aldrig bliver decideret rock'n'roll. Hvilket i parentes er lidt synd, for den helt store release bliver det aldrig til. Ekstase er ikke på dagsordenen. Og med et band, der i så høj grad hæger om en fasttømret kollektiv identitet, er det måske synd at fremhæve en player frem for andre, men for satan, hvor er Martin Møller dog en udsøgt frontmand. Både visuelt (resten gør desværre hvad de kan for at ligne en flok anonyme lærerstuderende, total anti-rock'n'roll og lige så kedeligt), idet han både har stil og ikke er bleg for at bruge den i musikkens tjeneste og ikke mindst en stor og unik stemme.
Møller besidder den power, nerve og det nærvær, mange indieockere totalt mangler og det kan blive billetten til the big time for bandet. Der er noget i hans imponerende og skamløse sturm und drang-sangforedrag (og der er langt mere tryk på live end på pladerne), der leder tankerne hen på koryfæer som Billy MacKenzie, Russell Mael og sågar Morten Harket, men han er først og sidst sig selv. En stemme, man kan skære sig på, så gennemtrængende er den på den fede måde, vel at mærke! Total frygtløs hvad angår patos og store armbevægelser var det en gennemført imponerende indsats, der ikke blev mindre af den suveræne lyd, der prægede forløbet i Vega.
Effektivt og indfølt
Under forløbet noterede Deres udsendte navnene på nogle af moi Caprices oplagte slægtsvalgskaber ned i sin til lejligheden medbragte notesblok; de ser således ud i morgendagens lys: The Walker Brothers, tidlig Sparks, det unge Talking Heads, Soft Cell/Marc Almond, Associates, Gangway, Prefab Sprout, Gene, The Divine Comedy - det ser måske overvældende ud, hvorfor vi haster med at forsikre om, at gruppen først og sidst og hele vejen igennem lyder som sig selv, de nævnte er kun pejlemærker, intet andet.
For som der dog spilles effektivt, smagfuldt og indfølt i alle positioner og sikke et monster af en rytmegruppe, der i mørket omsluttede lytteren med Møllers fine og rammende keyboardspil og imponerende vokalindsatser som prikken over i'et. Der er så stadigvæk lige et par sange, hvor der skal ryddes lidt op i akkordbygerne og som sagt måtte der også gerne være en sang eller to, der uden omsvøb går efter solar plexus, men det er virkelig i småtingsafdelingen.
For det er i sidste ende den personlige tone, der gør Moi Caprice til noget så særligt, at man godt tør spå om en mulig international karriere, hvis heldet ellers vælger at stå den kække bi og der er orden i det organisatoriske bagland.
For hvad angår tekst, musik og arrangementer samt ikke mindst en upåklagelig fremførelse af samme parret med en karismatisk frontmand med en kæmpestemme har moi Caprice få ligemænd på dansk jord lige nu. Gruppen burde kunne nå langt det fortjener den. Og vi andre med. Såmænd.
Moi Caprice: The Art Of Kissing Properly (Glorious Records/A:larm Music)
Produceret af Moi Caprice
Moi Caprice live i Store Vega, lørdag
