Læsetid: 3 min.

Det næste Østtimor

7. juni 2000

ENDNU ET FOLK har meldt sig til den store flok af undertrykte, som i de seneste ti år har forsøgt at påkalde sig international opmærksomhed efter Den Kolde Krigs afslutning. Og ligesom mange af de øvrige småstater og republikker, der har søgt friheden i den såkaldte 'Ny verdensorden', er der også her tale om en befolkning, som forsvandt i glemslens tåger under samme krig, og som nu dukker op og stiller os over for et svært dilemma.
I weekenden erklærede en kongres i Indonesiens østligste provins, Irian Jaya, sig for uafhængigt og bad indtrængende det internationale samfund om hjælp til at få omgjort den historiske uretfærdighed, der førte til områdets indlemmelse i Indonesien. At der var tale om blodig uret, er der ingen tvivl om: Irian Jaya - eller Vestpapua, som området på den vestlige del af øen Ny Guinea retteligt hedder - deler skæbne med Østtimor på den måde, at disse to områder blev direkte besat og indlemmet i den indonesiske republik, der opstod på ruinerne af det hollandske kolonistyre i 1949.
Mens Østtimor hørte under Portugal indtil midten af 1970'erne og derefter - med USA's velsignelse - blev besat af Indonesien, holdt Holland fast i Vestpapua indtil 1961, hvor hollænderne lovede papuanerne selvstændighed inden årtiets udgang. Denne disposition passede imidlertid ikke magthaverne i Jakarta - og heller ikke i Washington, der var ved at varme op til Vietnamkrigen. Daværende præsident Kennedy skal have begrundet USA's støtte til Indonesiens ekspansion med følgende realpolitiske (og temmeligt racistiske) ord: "Disse papuanere udgør blot 700.000 mennesker, der lever i stenalderen."

DERMED VAR DER givet grønt lys for, at det indonesiske militær kunne rykke ind og banke noget civilisation ind i papuanernes hoveder. Og der blev gået grundigt til værks: Lokale ledere, der blev sparket til døde eller taget med i helikoptere og kastet - levende - ud over deres landsbyer. Kvinder voldtaget og derefter dræbt med en bajonet i skeden. Hele landsbyer udslettet af napalmangreb fra luften og maskingeværer, der færdiggjorde arbejdet fra landjorden...
Protester fra det internationale samfund? Nej, tværtimod. Britiske og amerikanske firmaer havde udsigt til at få del i områdets enorme naturrigdomme, og derudover havde Jakarta lovet, at befolkningen ville få lov til selv at afgøre tilhørsforholdet til Indonesien. Således beroliget gik FN i 1969 igang med at arrangere en 'folkeafstemning', der hverken blev fri eller fair. 1.025 stammeledere blev udpeget til at stemme på folkets vegne, men med ovennævnte terrorisering af civilbefolkningen in mente og desuden en klar advarsel fra den indonesiske præsident Suharto - de, der stemmer imod Indonesiens interesser, vil blive betragtet som forrædere - var udfaldet givet på forhånd: Et 'ja' til Indonesien, og Vestpapua var blevet til den indonesiske provins Irian Jaya.

HER SKULLE MAN så tro, at undertrykkelsen ville blive lempet eller måske helt ophøre under den indonesiske forfatnings løfte om "enhed i mangfoldighed", men sådan gik det ikke. Jakarta iværksatte med bl.a. støtte fra Verdensbanken sit berygtede transmigrationsprogram, der sendte tusinder af mennesker fra den overbefolkede hovedø Java til Irian Jaya. Officielt for at få opdyrket de store, øde områder, men også, som en guvernør dengang udtrykte det, for at "skabe en ny generation af mennesker uden krøllet hår", med tydelig racistisk adresse til den oprindelige melanesiske befolkning.
Al lokal modstand blev slået i stumper og stykker af det indonesiske militær, hvis øverstkommanderende, præsident Suharto, var Vestens og især USA's gode ven under Den Kolde Krig og dens frygt for, at samtlige sydøstasiatiske dominobrikker skulle falde for den kommunistiske trussel. I andre dele af Indonesien havde samme Suharto sørget for, at eliminere denne trussel ved at massakrere mellem en halv og en hel million kommunister, sympatisører, deres familier eller andre, der bare stod i vejen for regimet. En kendsgerning, der i parentes bemærket sært nok aldrig indgår i nutidens danske optælling af ofre for det 20. århundredes værste diktatorer.
Sært, men desværre ikke overraskende, er det også at høre USA's lynhurtige udmelding efter weekendens papuanske bøn om hjælp: USA støtter ikke uafhængighed for Irian Jaya eller andre dele af Indonesien, lød det i en klar støtte til landets nuværende præsident, Abdurrahman Wahid, der nu truer med at kvæle selvstændighedstankerne med militær magt. Wahid kæmper en hård kamp for et mere demokratisk Indonesien, og USA frygter, at en gentagelse af Østtimors blodige løsrivelse sidste år vil underminere hans styre og i sidste ende Indonesien. Så det papuanske folk står til endnu engang at blive ofret på realpolitikkens alter, med mindre vi denne gang vælger at lære af historien for at afværge en ny tragedie.veb

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu