Læsetid: 4 min.

Næste stop Euroland

25. marts 1998

"Det har været en god dag for Danmark og Storbritannien. Vi har fået begravet planerne om en fælles EF-valuta i et udvalg."
Statsminister Poul Schlüter, Hannover 1988

"Euro'en er det lokomotiv, der skal bringe det europæiske tog nærmere sit mål: Vores kontinents stadig tættere union."
Theo Sommer i Die Zeit, 1998

VI NÆRMER os slutfasen i den vigtigste europæiske beslutning siden dannelsen af EF. Der er knap ni måneder til EU's valutaunion efter planen skal træde i kraft. Og allerede på et topmøde først i maj skal de store beslutninger om deltagerkreds og startkurser endeligt konfirmeres.
I vigtighed overskygger dette spil spørgsmålet om et dansk ja eller nej til Amsterdam-traktaten. Gennemføres projektet om den fælles valuta af en større gruppe lande - med Tyskland og Frankrig i centrum - vil det have en helt dominerende indflydelse på den kommende europæiske udvikling. Gennem kravet til en fælles linje i den økonomiske politik vil det i praksis tvinge landene langt tættere sammen. I hvilket omfang det vil ende i en stærkere økonomi eller i dramatiske indre konflikter ved ingen med sikkerhed. Men perspektivet i de helt nye økonomiske og politiske spilleregler får traktatændringerne fra Maastricht til Amsterdam til at virke relativt beskedne.
I den sammenhæng har det ikke den afgørende betydning for Danmark, at vi som et af de fire forbehold har valgt at stå udenfor valutaunionen. Om Danmark på et tidspunkt går med eller ej er for EU - og et langt stykke ad vejen også for Danmark - et mere praktisk spørgsmål. Der vil i hovedsagen blot være tale om to forskellige metoder, hvorefter Danmark indretter sig på forholdene i Euroland. Og kommer euro'en til at få så alvorlige følger, som de stærkeste skeptikere frygter, vil de medfølgende problemer også blive belastende for et land som Danmark.

I DAG VED middagstid offentliggøres to vigtige rapporter, der begge handler om hvilke lande, der kan være med i den europæiske valutaunion fra årsskiftet. Det er dels EU-kommissionen og dels forløberen for Euro-centralbanken - Det Europæiske Monetære Institut (EMI) - der i digre rapporter vurderer, om de 11 kandidatlande er i den tilstrækkelige økonomisk form.
Går det som ventet vil begge rapporter - med en række bekymrede fodnoter - erklære, at både Tyskland, Frankrig, Italien, Spanien, Portugal, Østrig, Irland, Belgien, Holland, Luxembourg og Finland er klar. Dermed vil Euroland have næsten 300 millioner indbyggere fra årsskiftet.
Forventningen bygger ikke på, at alle lande til punkt og prikke opfylder de opstillede konvergenskrav. Men den politiske vilje til valutaunionen - som den senest blev bekræftet på økonomiministermødet i York i weekenden - er så stærk, at presset for at se gennem fingrene med de sidste mangler er voksende.
Seancen de kommende uger kommer i høj grad til at handle om spillereglerne i Euroland de kommende år. Måske vil der i ugerne frem til topmødet den 2. og 3.maj komme et pres for at skærpe kravene til udviklingen de kommende år. Den tyske finansminister Theo Waigel har netop foreslået, at landene hurtigere end aftalt forpligter sig til at samordne offentlige budgetter og reducere statsgælden.
Den tyske bekymring er i det hele taget den centrale faktor i næste runde. Et klart flertal i den tyske befolkning er modstandere af at opgive D-marken til fordel for den fælles valuta. De seneste meningsmålinger taler samstemmende om 50-60 procent imod, mens ja-andelen typisk ligger på 25-35 procent.
Denne folkelige bekymring har ganske vist ikke fået kansler Helmuth Kohl til at ryste på hånden. Men andre tyske stemmer kan stadig nå at påvirke spillet væsentligt. I morgen mødes Bundesbank-rådet for at drøfte sin rapport om kandidatlandene. På fredag får offentligheden dommen at vide.
Den almindelige forventning på valutamarkederne er, at Bundesbank ikke slår bak her i sidste fase. Men ikke desto mindre er det en kendsgerning, at der langt ind i Bundesbanks besluttende organer er meget dyb bekymring over at skulle sige farvel til D-marken. Og alvorlig tvivl om, hvorvidt de til lejligheden stærkt sminkede offentlige budgetter i kandidatlandene kan opfylde kravene på lidt længere sigt.
Bundesbank-bekymringen er ikke sådan at komme udenom for Kohl & Co. Banken har en så stor selvstændighed, at den kan trodse selv meget stærke opfordringer fra regeringen.

DENNE SITUATION er et forvarsel om de nye tider, der venter i Euroland. En valutaunion kræver en fælles budgetdisciplin. Den skaber et markant større behov for at træffe flere centrale politisk-økonomiske beslutninger på overnationalt plan.
Verdenshistorien kan faktisk ikke fremvise en eneste vellykket valutaunion, der ikke er endt som en tæt politisk union. Man kan så tilføje, at historien heller aldrig har set et så (dum)dristigt valutarisk eksperiment som det, der nu tegner sig i Vesteuropa.
Projektet blev officiel EF-politik i Hannover for knap ti år siden. Beslutningen blev da afvist af statsminister Poul Schlüter som et ligegyldigt udvalgsarbejde, der aldrig ville komme noget ud af. En vurdering, man roligt i dag kan kalde for stendød. Reelt blev Hannover-mødet afsæt for en turbulent med alligevel enestående hurtig proces, der endte med, at valutaunionen i Maastrict blev gjort til en integreret del af EU-projektet.
Og hvad enten vi kan lide det eller ej, kommer dramaet om den store valutaunion til at sætte dagsorden i de kommende måneder og år. Den vil blive skueplads for stærke modsætninger mellem medlemslandene. Uanset om det går godt eller skidt har euro'en sat Europas politiske udvikling på højkant.mol

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu