Læsetid: 4 min.

Det næste valg

19. juni 1997

FÆRDIGE BLEV de da, EU-regeringscheferne i Amsterdam. Og travlt har de haft lige siden med at udtale sig om, hvor meget de hver især har kæmpet hjem under de hårde forhandlinger om en ny traktat. Ude på sidelinjen sidder topmøde-debutanten, den svenske udenrigsminister Lena Hjelm-Wallen, og er skrupforvirret: "Som svensk troede jeg, at når de store stats- og regeringschefer er sammen, er det de helt store spørgsmål, der er på bordet. Det er det ikke. Der er mange små detaljer, der dynges op. Jeg kunne godt ønske, at debatten befandt sig på et andet plan," siger ministeren til B.T.
Både forvirringen og ønsket deler hun med mange almindelige europæere. Det er ikke kun herhjemme, at meningsmålinger og meningsytringer viser stigende folkelig euro-skepsis. Ikke kun på grund af et forestående ØMU-projekt, der i flere lande allerede har mærkbare sociale konsekvenser, men nok så meget fordi hele EU-projektet forekommer stedse mere fremmed, ugennemskueligt og præget af perspektivløse slagsmål om nationale særinteresser.

EFTER 15 måneders regeringsforhandlinger kunne man have drømt om en traktat, der dokumenterede det europæiske lederskabs visioner og reformvilje. Hvad Amsterdam-mødet imidlertid har bragt, er en - med miljøkommisær Ritt Bjerregaards ord - "relativt mager" ny traktat.
Som det fremgår af dagens avis er flere forhandlere åbenlyst beskæmmede over det lave ambitionsniveau, som den endelige traktattekst - i skrivende stund stadig utilgængelig for presse og offentlighed - afspejler. Der er indskrevet et særligt kapitel og aftalt et særligt topmøde om arbejdsløsheden, men substansen i en EU-indsats for beskæftigelsen er fortsat ikke til at få øje på. Der er - og det er Poul Nyrups fortjeneste - sikret en betoning af miljøaspektet og en stærkere miljøgaranti, men - som Uffe Ellemann til gengæld og med tilfredshed har noteret - på en måde, så det ikke generer markedet og det fortsatte hovedmål om mere vækst. Der er blevet talt meget om EU's udvidelse mod øst, men de forberedende tilpasninger af EU's institutioner er i traktaten blevet så diminutive, at det bliver meget vanskeligt for bl.a. de baltiske lande at komme med de første mange år.

DER ER AL mulig risiko for, at den danske folkeafstemning får et enkelt af de fire danske forbehold som tema. JuniBevægelsens Jens-Peter Bonde har allerede erklæret, at han vil vinde - ja, faktisk allerede har vundet - folkeafstemningen på den mudrede situation, der er opstået omkring forbeholdet om den fælles udlændingepolitik. Formelt er det danske forbehold nu blevet bekræftet af de øvrige EU-lande, men reelt risikerer Danmark at skulle implementere de andres asyl- og grænsepolitik uden at have mindste indflydelse på forhandlinger og beslutninger herom. Fadæsen på det punkt er ikke begået i Amsterdam, men i Folketinget da et stort flertal for få uger siden godkendte Schengen-aftalen.
Det er næsten ikke til at bære at skulle se frem til en folkeafstemnings-debat, der handler om ét enkelt af de fire forbehold, som i 1993 opstod som en pragmatisk politisk handel mellem SF og ja-partierne uden at afspejle de reelle, formentlig eksistentielle ankepunkter mod EU, som i 1992 fik danskerne til at sige nej til den første Maastricht-tekst.
Nu da en ny dansk folkeafstemning - nummer fem om det europæiske projekt - er en kendsgerning, kunne man godt drømme om for en gangs skyld at få en ærlig, en principiel debat om EU-projektet. I dag bør EU først og fremmest anskues som en faktor i den globaliseringsproces, som ryster nationalstaterne, udfordrer demokratiet, truer ligheden, undergraver miljøet og giver brændstof til grænseløs økonomisk vækst. EU bør i 1998 bedømmes på, om unionen er en kraft, der kan dæmme op for globaliseringens destruktive sider - som de bl.a. kommer til udtryk gennem WTO's ensretning af de nationale lovgivninger i det fri markeds hellige navn - eller om EU og WTO er to sider af samme problematiske sag. Er EU den nødvendige progressive stemme, der kan kæmpe miljøets, u-landenes, den sociale ligheds og demokratiets sag på den globale scene? Eller er EU i praksis en accelererende kraft, der forstærker det globale amokløb mod sammenbrud?
Kunne vi få dén debat, kunne vi også få et ærligt - omend besværligt valg - når vi går i stemmeboksen næste gang: Hvis De mener, at EU er den nødvendige modspiller til WTO og rå globaliseret kapitalmagt, så skal De give EU større magt ved at stemme ja, vel vidende at omkostningen er afgivelse af dansk suverænitet. Hvis De mener, at EU forværrer globaliseringens negative sider, så skal De stemme nej, vel vidende at prisen kan blive dansk tilbagetrækning og afsavn i form af begrænsninger på Danmarks økonomiske vækstmuligheder.
Dét er det eksistentielle valg, danskerne burde diskutere.

mol,jsn (Jacob Mollerup,Jørgen Steen Nielsen)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu