Læsetid: 3 min.

Næstekærlighed kræver anerkendelse

Regeringen har med Dansk Folkeparti i spidsen gjort civilisationernes kamp til en selvopfyldende profeti
30. december 2005

I 1996 udgav Samuel Huntington sin berømte eller måske rettere berygtede bog The Clash of Civilisations, Civilisationernes kamp. I dag er bogen blevet virkelighed. Ikke som forudsigelse, men som selvopfyldende profeti.

Ved udgangen af 2005, har et flertal af de danske politikere i Folketinget forvandlet Danmark til skueplads for civilisationernes kamp. I spidsen for denne forvandling står Søren Krarup med sine uanstændige forhånelser af mennesker med anden tro eller herkomst. "Hvorfor skulle man være kvalificeret til at blive dansk statsborger, fordi man er tortur-offer," sagde han den 9. december til Politiken. Evangeliet fordrer, at vi skal "elske det nødvendige", skrev han samme dag i Information. Elsk det nødvendige, ikke din næste.

Det er den holdning, Søren Krarup fejrer jul med. Den jul, hvis kerneudsagn er, at Gud blev menneske. Menneske, og ikke dansker, Søren Krarup! Den jul, som fejrer en Gud, der formaner os at elske vores næste - ja, selv vores fjende - som os selv. Til grund for den krarupske holdning ligger forestillingen om, at samfundet er et blods-, kultur- og religionsfællesskab. At 'vi' er uoverstigeligt anderledes end 'dem', fordi vi er af en anden art og har en anden historie og en anden religion end dem. Og derfor vil vi aldrig kunne anerkende dem som del af os.

Det er den samme holdning, som tilsagde Anders Fogh Rasmussen at afvise en invitation fra arabiske ambassadører. Hans tro væbner, Venstres udenrigsordfører Troels Lund Poulsen, begrundede afvisningen på følgende måde: "Statsministerens budskab er jo klart. Det står ikke til debat. Derfor er samtale overflødig."

Anerkendelse

Men at indlade sig i samtale er ikke at give køb på egne holdninger. At indlade sig i samtale er et udtryk for anerkendelse. Nemlig anerkendelse af, at det, den anden ikke forstod i første omgang, det forstår han eller hun måske, hvis vi sætter os sammen og lytter til hinandens argumenter.

Men i kampen mellem civilisationerne er der ikke plads til anerkendelse. For i den verdensopfattelse er vi ikke mennesker, der står inden for kommunikativ rækkevidde. Nej, i den verdensopfattelse er vi fremmede for hinanden. Så Krarup er ikke alene. Han har Fogh Rasmussen på sin side. Og han har et flertal af Folketinget på sin side, nemlig det flertal, der for nylig vedtog, at alle udlændinge, der vil have opholdstilladelse i Danmark, skal underskrive den såkaldte 'Erklæring om integration'. De skal erklære, at de ved, at det i Danmark er forbudt at udøve vold mod sin ægtefælle og at slå sine børn (enkelte læsere husker måske, at Krarup tidligere har været imod et sådant forbud). De skal overhøres i spørgsmål om den danske kulturhistorie, som selv folketingspolitikere ikke kan svare rigtigt på.

Forestil dig, hvor krænkende det er, kære læser. Forestil dig, at du ved indrejse til et andet land bliver bedt om at erklære, at du ved, at dér må man ikke skænde sine nærmeste. Underforstået: Det gør I vel, der hvor du kommer fra. Alt dette bygger på den førmoderne forestilling om, at 'vi', der har rødder i jordstykket mellem Gedser og Grenen, er anderledes end 'dem', der ikke har en sådan herkomst. At vi tilhører en civilisation, de andre en anden, til hvilken der ikke kan bygges bro.

Frie mennesker

Over for denne forestilling står ideen om samfundet som en kontrakt mellem frie mennesker.

Denne forestilling er båret af ideen om, at vi er mennesker først, og dernæst danskere, kristne eller muslimer. Også denne forestilling stiller krav til dem, der vil indgå i kontraktfællesskabet. Man skal gøre sig værdig til anerkendelse. Men man har ikke på forhånd diskvalificeret sig, selv om man har en anden hudfarve, kultur eller tro.

Denne forestilling bygger på den idé, at kommunikation er mulig, også blandt mennesker med forskellig baggrund og holdning. Den bygger på forestillingen om, at alle mennesker stræber efter anerkendelse.

Behøver jeg at tilføje, at denne forestilling baserer sig på en idé om samfundet, som udgør den ideologiske bagage for de fleste moderne politiske partier, fra det liberale Venstre til Socialdemokraterne. En bagage, som tilsyneladende er anbragt på hittegodskontoret med mærkatet: Uanbringelig.

Dette er den moderne kulturkamps positioner. Ikke Søren Krarup mod os andre, men ideen om blodfællesskabet over for ideen om kontraktfællesskabet. Forestillingen om uoverstigelige etniske og kulturelle kløfter over for forestillingen om at samtale ganske vist ofte er vanskelig, men altid principielt mulig. Middelalderens genkomst over for den moderne europæiske drøm om demokrati.

Lars Qvortrup er professor på SDU og leder af Knowledge Lab

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu