Læsetid: 4 min.

Næsten ikke et ord om Muhammed-krisen

Muhammed-krisen er begyndt at give afkast. Ikke i form af flere boykotter eller nye karikaturtegninger - men igennem et forstærket fokus på islamisk kultur. Information var med til åbningen af Islam Expo, der skal hjælpe danskerne til at forstå forholdet mellem islamisk religion og kultur
20. juni 2006

En humusbuffet, en samling plancher om islam og en dansk udenrigsminister. Det var nogle af ingredienserne ved åbningen af Islam Expo, en kultur og religionsfestival, der de kommende dage har til huse på pladserne omkring Christiansborg.

Festivalen fungerer som opvarmning til den stort anlagte kulturfestival Images of the Middle East, der finder sted i landets større byer i august og september. Men i og med at Islam Expo fokuserer på det religiøse element i arabisk kultur, har festivalen sin egen dagsorden. Det fortæller bestyrelsesformand i Center for Kultur og Udvikling, Grethe Rostbøll, der er hovedarrangør:

"Normalt er vi arrangører af kulturfestivaler. Men set i lyset af Muhammed-krisen har vi under Islam Expo besluttet, at brede konceptet ud til at handle om tre sammenhængende størrelser:

Kultur, religion og civilsamfund. Ideen er, at vise nogle andre sider af den muslimske hverdag - og det er altså en hverdag, hvor skotterne mellem det kultu-relle og religiøse ikke er så tætte, som vi er vant til," siger hun.

Arrangementet er blandt andet blevet til i samarbejde mellem Udenrigsministeriet og en lang række muslimske organisationer i Danmark og udlandet, der i fællesskab skal formidle viden om humor, ytringsfrihed og religionens betydning for den islamiske verdensopfattelse. Grethe Rostbøll er også godt klar over, at festivalen derfor berører en række svære emner:

"Vi ønsker jo netop at tage den svære dialog, der også indeholder et religiøst element. Det er i høj grad religionen, der præger forholdet mellem vesten og den islamiske verden. Derfor har vi ladet en række islamiske organisationer komme til orde. Så kan publikum deltage og danne deres egen mening. Det er ideen."

Krisen

På trods af en række pompøse åbningstaler om "den nye civilisation - en civilisation af sameksistens," som det blandt andet blev formuleret, så ligger Muhammed-krisen stadig som et mørkt bagtæppe for forholdet mellem Danmark og de arabiske lande. Det forklarer Dr. Ahmed Saîd Old Bah, der er kabinetschef i den islamiske verdens officielle organisation for kultur, uddannelse og videnskab, ISESCO. Han gør det klart, at det er nødvendigt at forstå religionens betydning i de arabiske lande.

"Danmark har lidt meget stor skade som følge af krisen. Derfor er det en lang proces, at rette op jeres lands ry. Men først må vi lære at respektere hinandens helligdomme, ellers ender verden i kaos. Derfor er den her festival også meget, meget vigtig."

Utilfredshed fra DF

Men ingen fest uden ballade. Dansk Folkepartis Søren Espersen kommenterede således festivalen, inden den begyndte. Det er særligt faldet DF-politikeren for brystet, at der på førstedagen udspilles en fodboldkamp mellem kristne og muslimer, hvor den danske Imam Abdul Wahid Pedersen er holdleder for det muslimske hold.

"Vi bliver ved med at begå den samme fejl ved fortsat at samarbejde med de her islamister. Jeg troede faktisk, at vi havde lært af Muhammed-krisen, at vi kun samarbejder med dem, der vil demokratiet. Derfor kan jeg ikke se, hvorfor staten skal finansiere, at Abdul Wahid Pedersen skal spille fodbold."

-Men hvad mener du om ideen om kulturel brobygning og forståelse?

"Jamen, det viser, at de folk, der står bag, intet har fået ud af krisen. Der er ikke noget galt med fodbold, men hvorfor skal man gøre de her folk til en del af det? Det er som at sætte ræven til at vogte høns. Jeg vil bede den ansvarlige om en redegørelse over, hvilke midler der bliver brugt på det her. Abdul Wahid Pedersen er jo pot og pande med de her islamister."

-Det er Udenrigsministeriet, der har bevilliget penge-

"Javel så, jeg synes, at det her bliver mere og mere besynderligt."

-Der ydes 1,5 mio. kroner - det er et arrangement under Det Arabiske Initiativ.

"Men vi har aldrig ment, at pengene under Det Arabiske Initiativ skulle gå til Abdul Wahid Pedersen og hans kreds. Det må vi have et svar på," siger Søren Espersen.

Grethe Rostbøll kan godt forklare hvorfor. Islam Expo har nemlig intet med den hjemlige dagsorden at gøre:

"Islam Expo er et forsøg på at tage en nødvendig dialog, der intet har med en indenrigspolitisk dagsorden at gøre. Det handler om Danmarks forhold til den muslimske verden. Helt i tråd med det, som det Arabiske Initiativ går ud på."

Abdul Wahid Petersen var mødt op til festivalen med en plastikpose med trøjer til det muslimske hold. Han ville ikke røbe holdopstillingen før kampen skulle gå i gang, men svarede gerne på Søren Espersens kritik:

"Vi må se at få rykket os fri af landsbyens gadekær og mærke den verden, vi lever i. Men så længe, der er nogen, der krampagtigt forsøger at holde os i en forestilling om Danmark som et isoleret land, så kommer vi ikke videre."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu